30. juli 1971HjørneværelsetDe to byer, som Pundik gennem årene har pendlet imellem. Næsten daglig skrev han brev til sin kone Sussi, der det meste af tiden boede i huset i Tel Aviv. Vi bringer her et uddrag fra Herbert Pundiks nye bog ’Breve til Sussi’. Så er jeg rykket ind i Hjørneværelset, og Gunnars (Saietz, red.) maleri er kommet til hæder og ære på væggen. Om jeg er, det vil tiden vise. Der er gamle medarbejdere der mener at det spøger herinde af forgængere der måtte forlade Hjørneværelset i utide, og som derfor ikke under deres efterfølgere ro. Niels Hasager sad i dette værelse i 28 år, men så gik det ellers hastigt med udskiftningen. Tillge (Sv. Tillge Rasmussen, red.) fik fire år i den varme stol, Steph. (Hakon Stephensen, red.) lige så få år, Bo (Bramsen, red.) fik nok efter tre år, og Ejbye (Arne Ejbye-Ernst, red.) valgte at flytte til journalisthøjskolen i Århus efter fem år. We shall see. Udnævnelse til chefredaktør Holmgård (J.B. Holmgård, red.) konstaterede tørt: »Så er det din tur«. Medarbejderforeningens formand, Martin Jensen, i daglig tale omtalt som Martin Bonderøv, der var stædig modstander af min udnævnelse til chefredaktør, kom ind for at sige tillykke, men tilføjede: »Nu må du ikke glemme at du er medarbejdernes chefredaktør«. Du kan sikkert gætte dig til at han hentydede til historien om at min udnævnelse skyldtes den såkaldte ’Informations-klike’ af gamle medarbejdere der var flyttet fra ’rugekassen’ i Store Kongensgade til Rådhuspladsen i årenes løb. I går ringede Klæbel (Ernst Klæbel, red.) fra sit sommerhus. Han lød dyster. På næste bestyrelsesmøde vil vi få besked på at spare ti millioner på næste års budget. Det betyder ansættelsesstop og afskedigelser. Fornyelse på redaktionen I overmorgen tiltræder Thorndahl(Bent Thorndahl, red.) som administrerende chefredaktør. Det bliver rart at dele ledelsen af bladet med en anden. Alene, som jeg har været i et stykke tid, er det umuligt både at løse de løbende problemer og tænke på den fornyelse på redaktionen, der er nødvendig hvis vi skal overleve og vende oplagsnedgangen. Klæbels opringning bekymrer mig. Nogle gange ved man ikke hvad der er at foretrække, – at have ansvar for andre menneskers tilværelse, eller at være den andre bestemmer over. Oplaget falder støt. Vi glider, men Berlingeren skrider. I juli havde vi 2.600 mindre i oplag end sidste år. Berlingeren lå 7.000 under. Men det hjælper jo ikke os. På hebraisk er der en gammel talemåde der lyder: »Kun narre trøster sig ved andres ulykke«. 16. marts 1972: Påfuglen i køkkenhaven Har lige haft næsten to timers snak med Henning (Nystad, red.). Han er måske den medarbejder jeg føler mig mest artsbeslægtet med. Da vi sluttede samtalen, omfavnede vi hinanden, som to japanske brydere og bukkede for hinanden. Han er en dejlig fyr, kreativ, sensitiv, sårbar, forsvarsløs i den organisation som et blad udgør i vore dage. Han nærmer sig den kritiske alder, hvor han ikke rigtigt kan opfylde de krav en moderne, hektisk avisproduktion stiller medarbejderne overfor. Han tilhører en forsvunden tid, hvor man i højere grad respekterede hinandens individualitet, hvor man tolererede hinandens branderter. De gode gamle dage hvor man blev vækket af et bud der bragte blomster til fruen og en oksesteg til medarbejderen med tak fra chefredaktøren for en god artikel. Giver luft for sin frustration Henning føler sig ensom og forrådt af tiden. Han er såret over at vi har standset avisens lørdagstillæg, der var en afspejling af hans originalitet. Men vi har brug for papiret til at lave et nyt tillæg, som vi har mere brug for. Det skal handle om fritidsaktiviteter, weekendens herligheder. Han ville ikke snakke om hvad han nu skulle beskæftige sig med, men bare give luft for sin frustration over at arbejde på det han kaldte en avisfabrik. Han forestiller sig at vi en dag alle sidder foran edb-skærme, hvor vi modtager diktat om hvor mange linjer vi skal skrive, og hvornår vi skal aflevere. Og hvis vi leverer for sent meddeler skærmen: »De har forsinket avisen. Det koster os 10.000 kr. i minuttet fra nu af«. Og hvis man har forsinket bladet fem gange står der på skærmen: »De er fyret, farvel«. Henning er en luksus på en redaktion. Som at have en strålende påfugl gående i sin køkkenhave. 4. februar 1991: »Vil De se arret?« Politiken kalder sig »den levende avis«, men så levende har jeg endnu ikke oplevet den. Jeg var inde på Klæbels kontor for at spørge hvordan han havde det efter operationen. »Vil De se arret?«, spurgte han, og inden jeg havde tid til at sige »Nej tak« var han sprunget ud på gulvet og havde trukket bukserne ned. Og der stod formanden for Politikens bestyrelse, min høje chef, midt på blanke formiddagen, med bukserne nede og i flagrende skjorte. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gengælde denne gestus, og hvad jeg skulle vise frem til gengæld. Min hule tand, måske? Heldigvis var der ingen der fandt på at åbne døren i samme minut. Der er teater i ham. Hans far var scenemester. Nå, jeg beherskede mig, ligesom Shamir (Yitzhak Shamir, red.). I morges kom en ældre medarbejder ind. Han omfavnede mig og sagde: »Så hørte Herren alligevel mine bønner«, og så gik han igen. Der er mange sære fugle i Politikens radikal-social-liberale fuglebur. 10. februar 1991: »Min Molly er kilden« – Sussi, – man kan platzen, som de siger på jiddisch, over de trivialiteter som beskæftiger mange til daglig. Måske virker det ekstra grelt på mig i de første dage efter at jeg er vendt tilbage efter en hjemtur. I går var jeg i teatret til ’Et Dukkehjem’. I pausen gik jeg over til nogle bekendte der stod og sludrede. Min ankomst afbrød samtalen, men jeg nåede lige at høre det sidste replikskifte. Det handlede om hunde. Den ene sagde »Min Molly er kilden«. Den anden svarede: »Ja, det er jo ikke så godt når man skal klippe negle«. Måske er lykken netop denne hengiven sig til det trivielle. Måske ville jøderne have godt af at skulle beskæftige sig mere med deres hundes negle, og mindre med Saddam Husseins missiler. En ugentlig artikel Jeg har besluttet at jeg vil skrive en ugentlig artikel der skal sammenfatte begivenhederne i Golfen, og forsøge at bringe nyhederne i en form for sammenhæng. Det kan til tider være mere tilfredsstillende at skrive i avisen end at redigere den. At være chefredaktør er som at være kok. Man slider i det en hel dag, planlægger indkøb på torvet, madlavning. Og så kommer folk om aftenen og spiser. De tænker kun på maden og aldrig på kokken. Måske på betjeningen, men kun hvis den svigter. Vi har lavet en læserundersøgelse der viser at læserne i gennemsnit bruger 20 minutter på at læse avisen. Det skal du sammenligne med at der er lige så meget læsestof i en daglig avis som i en bog af normal længde. Var i Kunstforeningen for at se udstilling af Harald Leth. Han er ikke, som jeg troede, et miskendt geni. 27. september 1993: Én ligeud Jeg er lidt til grin. Det skyldes en bus. I dag holdt vi afskedsfrokost for Grunnet (Jørgen Grunnet, red.). Han skal til ambassaden i Washington som presseråd. I går havde medarbejderne til hans ære arrangeret en fodboldkamp ude i Idrætsparken. På vej derfra i mørket mistede jeg orienteringen. Vidste ikke om jeg var på vej til Trianglen eller Hellerup. Så hører jeg en stemme i mørket fra en mand der stod under et læskur ventende sammen med en anden på bussen. »Hr. redaktør«. Det var to medarbejdere, Toftkær (Kaare Toftkær Jensen, red.) og Skytte-Rasmussen (Vagn Skytte-Rasmussen, red.). Bussen kom. Jeg bad chaufføren om en »ligeud«. Det kendte han ikke noget til. Skytte og Toftkær var lige ved at falde om: En »ligeud« har ikke eksisteret i årtier. Næste dag kendte hele bladet historien om Politikens snart eks-chefredaktør der ikke havde kørt med bus siden en ligeud kostede 20 øre. Sussi, ved du hvad en busbillet koster i dag? Ni kr.! Selvfølgelig skammer jeg mig lidt over at blive afsløret. 29. september 1993: Der er også et liv efter Hjørneværelset Mærkelig fornemmelse. I morgen er min sidste dag i Hjørneværelset. Jeg føler det allerede som om jeg sidder i en fremmed mands stol. Blomster fra sekretærerne, der er bekymrede over hvordan jeg føler mig. Har været oppe for at se på mit nye kontor på tredje sal. Hvis jeg læner mig lidt ud over vindueskarmen, kan jeg se lidt af Rådhuspladsen. De ringede fra tv og spurgte om de måtte sende et hold i morgen for at dokumentere min sidste dag. Jeg sagde nej tak. Enough is enough. Der er også et liv efter Hjørneværelset. 2. oktober 1993: I transit? Jeg er lidt forskrækket over at jeg ikke er mere berørt over afskeden med mit gamle job. Jeg kunne jo lide det. Måske er jeg fascineret over skiftet og dets udfordringer. I går var det Politikens fødselsdag. For første gang efter 23 år var det ikke mig der skulle holde talen til medarbejderne, men Tøger (Seidenfaden, red.). Der er fordele forbundet med ikke at være chef. Jeg satte mig beskedent blandt de andre medarbejdere og nød den årlige forbudte frugt – chokolade og kringle. Men hvorfor savner jeg ikke at være chefredaktør, med hele det klaviatur af sorte og hvide tangenter at spille på? Var det fordi jeg hele tiden har følt at jeg var i transit? Og hvis ja, hvilken indflydelse har det haft på min indsats? Jeg satte mig beskedent blandt de andre medarbejdere og nød den årlige forbudte frugt – chokolade og kringle. Men hvorfor savner jeg ikke at være chefredaktør, med hele det klaviatur af sorte og hvide tangenter at spille på? Var det fordi jeg hele tiden har følt at jeg var i transit?