Fuck journalistikken – det hele er alligevel svindel«. Dette citat er fra Matt Drudge, der driver et amerikansk højrevredet nyhedswebsite, som bl.a. blev berømt (eller berygtet) for at bringe saftige rygter til torvs om præsident Clinton. Rygterne fra hans internetavis blev til en nyhed i f.eks. Washington Times. Og når Times havde historien, følte Washington Post og New York Times sig tvunget til at bringe den – og så videre, lynhurtigt ud i det globale nyhedsnet. En amerikansk undersøgelse viste senere, at 21 ud af 31 af Matt Drudges historier var rent opspind. Men alligevel stod de i avisen og blev citeret vidt og bredt. De blev til mediesandheder, som ikke har ret meget at gøre med den virkelige sandhed. Jorden er flad-nyheder Dette er et af de grovere eksempler på »falskhed, propaganda og fordrejelser i de globale medier« i Guardianjournalisten Nick Davies’ bog ’Flat Earth News’, som lige nu er genstand for intens debat i britiske medier. At jorden var flad, var jo, som Davies skriver, en sandhed, indtil der var nogen, der tjekkede den. Og Jorden er flad-nyheder er der mange af i britisk presse, ifølge Davis. Fordi journalister ikke længere bruger megen tid på at tjekke nyhederne. De tør heller ikke selv tage stilling til, om påstande eller udsagn er rigtige – den hurtige metode er derfor, at man blot finder en kilde med et modsat synspunkt, og så må læseren selv tage stilling. Britisk journalistik er af lave »Journalister, der ikke tjekker, er som en krop uden immunsystem – og immunsystemet er ved at bryde sammen«, skriver han og fastslår, at britisk journalistik simpelthen er af lave. Davies falder heldigvis ikke i mediekritikkens sædvanlige fælde. Han fremmaner ikke dystre politisk-økonomiske sammensværgelser eller anklager journalister for over en kam at være skruppelløse sladresøstre og rygtemagere. Hovedårsagen til journalistikkens krise er ifølge Nick Davies simpelthen, at den moderne medieindustri sætter det kommercielle over det publicistiske. Store kapitalinteresser overtager og fusionerer flere og flere medievirksomheder – og journalistikken taber. Færre journalister til flere historier De samme eller oftest færre journalister skal producere mere og mere på flere og flere platforme. Davies har f.eks. bedt et antal unge journalister på regionale og lokale aviser om at føre dagbog over en uge: Hvor mange historier lavede du hver dag? Hvor mange kilder talte du med? Hvor mange timer var du uden for redaktionen? Resultatet var – ikke overraskende – at gennemsnitsjournalisten skrev 10-12 historier hver dag, talte med meget få kilder og sjældent forlod kontoret. Kværnalistik Journalistik er blevet samlebåndsarbejde, som Davies med et uoversætteligt udtryk beskriver som churnalism – ’kværnalistik’ – masseproduktion af indhold uden tid til refleksion, kildekritik eller efterforskning. Det, der skulle være et filter, er blevet en åben ladeport for massiv påvirkning fra et eksplosivt stigende antal af spindoktorer, kommunikationsrådgivere og pr-folk. Sammen med Cardiff-universitetets journalistfakultet udvalgte Davies samtlige indlandsnyheder i fem store nationale britiske aviser i to tilfældige uger. Ikke tabloidaviser eller nicheaviser. De undersøgte 2.707 historier og konstaterede, at kun 12 procent af dem var lavet helt og holdent af avisernes egne journalister. 60 procent af historierne var helt eller delvis lavet på grundlag af nyhedsbureauhistorier og pr-materiale. Afhængige af nyhedsbureauer Davies’ konklusion: Journalistikken er i betænkelig grad blevet afhængig af et stort nyhedsbureau og pr-materiale. Historier, som sjældent efterprøves. BBC har f.eks. den nedskrevne politik, at nyheder fra det store nyhedsbureau PA (Press Association – det britiske Ritzau) betragtes som troværdige og allerede bekræftede. Nyheder fra enkelte kilder risikerer derved at vokse sig så store, at de bliver til ’sandheder’ – Jorden er flad, fordi ingen tjekkede. Irak havde masseødelæggelsesvåben, fordi de, der havde tjekket, var mindre troværdige end både den britiske og den amerikanske regering – og den grundlæggende journalistiske tvivl blev overset.
Skrækscenarie blev til sandhed Vi husker alle bogens bedste eksempel. Skrækscenariet om det globale computersammenbrud ved årtusindskiftet. Russiske atomraketter ville blive affyret, atomkraftværker bryde sammen, patienter på sygehuse ville dø, og det internationale pengesystem ville bryde sammen. Plus alt det andet, som kunne gå galt … Som bekendt vågnede vi alle uskadte op nytårsmorgen år 2000. Davies fører historien tilbage til den ’nyhed’ fra en canadisk avis i midten af 1990’erne, som startede lavinen. Skrækscenariet blev til en ’sandhed’ – selv om mange af de adspurgte dommedagseksperter f.eks. tjente millioner på at sælge computerprogrammer, der skulle forhindre katastrofen. Eksperternes ekspertise eller habilitet indgik ikke i mange journalisters kildekritiske overvejelser. <

Festede i sorgens stund
’Flat Earth News’ giver eksempler på, hvordan væsentlighedskriteriet reduceres til et markedskriterium eller underholdningskriterium – specielt på tv.

Da dronningemoderen døde, mobiliserede de britiske tv-stationer alle ressourcer og sendte reportere ud for at beskrive ’Storbritannien i sorg’.

Problemet var, at briterne stort set ikke sørgede, og at livet gik sin vante gang.

Reportagerne handlede derfor om, hvordan folket – ligesom under blitzen under krigen – viste deres mod og beslutsomhed i sorgens stund ved at feste!

Nødvendigt bidrag til debatten

For mennesker, der er interesseret i journalistikkens nutid og fremtid, er der meget at hente i Nick Davies’ velskrevne og på mange områder veldokumenterede bog, der også – med rette – er blevet beskrevet som lidt for skråsikker, lidt for sort-hvid og med en undertone af, at alt var meget bedre i gamle dage.

Men bogen er et tordnende nødvendigt bidrag til debatten om journalistikkens udvikling.

Herhjemme kan vi selvfølgelig tage historien om journalistikkens forfald i Storbritannien helt roligt.

Vi kender jo intet til en benhård mediekonkurrence, jagten på profit og næsten intet til voldsomme journalistiske nedskæringer samtidig med et øget produktivitetskrav og deadlinekrav hvert eneste minut.

Hverken på DR, TV 2, i det Berlingske Officin, JP/Politiken eller i regionale medier.

Bortset fra at DR er skåret ned til sokkeholderne, Nyhedsavisen har fyret halvdelen af sin redaktion, den britiske ejer af Berlingskekoncernen kræver større og større afkast, og der er journalistiske nedskæringer dér og f.eks. i Politikens Hus.