Fordrukken, fed og fanatisk. Sådan omtrent har eftertiden, og for den sags skyld en stor del af samtiden, bedømt Frits Clausen. De mindre kønne skudsmål er ikke så underlige, al den stund manden vitterlig havde det med at se dybt i flasken, vejede adskillige kilo for meget og, som kronen på værket, stod i spidsen for DNSAP, Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti. Det sidste endda på et tidspunkt, hvor gamle Moder Danmark lå bastet og bundet af Clausens ideologiske kampfæller fra Det Tredje Rige. Forsøger at vise en spændvidde Det lidet flatterende billede er derfor løn som forskyldt, kunne man mene. Men Ole Ravn, forfatter til denne biografi om den omstridte ’Fører’ – den første af sin slags i øvrigt – har en lidt anden opfattelse. Ikke at han vil rehabilitere den i mangt og meget latterliggjorte Frits med s, men det fortegnede billede må ikke have lov at stå uanfægtet, lyder hans afsæt. Derfor fægter han løs det bedste, han kan, for både at vise spændvidden i Clausens personlige univers og omkring det parti, han stred for i de tumultariske mellemkrigsår. Litteraturhistorikeren Ravn kan periodens højrenationale tankeverden til punkt og prikke. Ikke noget at komme efter der. Godt greb om detaljerne Og han har også et godt greb om linjerne (og detaljerne) i Frits Clausens liv (1893-1947); opvækst i et dansksindet hjem i det tyske Aabenraa, militærtjeneste i den kejserlige tyske hær under Første Verdenskrig, russisk krigsfangenskab, medicinstudier, lægegerning, partiaktivist, først hos de konservative og siden som nationalsocialistisk ’Fører’, senere detroniseret som sådan, og endelig arrestant og landsforræder. Ravns portræt viser en mand, der var præget – og til tider dybt plaget – af egne modsætninger; nationalist til fingerspidserne, men forbundet med fjenden under besættelsen; prodemokrat, men fører for et parti, der ønskede parlamentarismen kørt ud på historiens mødding; ikke egentlig antisemit, men ansvarlig for det stærkt jødefjendtlige organ ’Kamptegnet’; elskelig far til en mongolid datter, men repræsentant for en ideologi, der tordnede løs om den ’perfekte race’. Anderledes end ventet Det er nogle af de nuancer, Ravn gerne ser, vi har med i forståelsen af, hvem Clausen i grunden var. O.k., den er købt, selv om det kan være svært at forlige sig med, at den plumpe racist altså ikke var helt så firkantet og dogmatisk, som man gik og troede. Den alt andet end politisk sejrrige Clausen blev arresteret efter befrielsen, men nåede at dø af åreforkalkning i 1947, endnu inden en retssag var kommet i gang. Selv mente Clausen, at han havde handlet på samme måde som de danske samarbejdspolitikere, og det er ikke sikkert, vurderer Ravn, at der var tilstrækkeligt juridisk belæg for at henrette ham. Som helhed løser forfatteren den opgave, han har stillet sig selv: Paletten mangler farver Clausen fremstår mere helstøbt efter endt behandling, men man savner som læser kraft og saft i beskrivelserne. For pokker, det drejer sig om et menneske, der levede, sked og åndede! Jovist, den slags kan blive for organisk, som f.eks. i den britiske historiker Sebastian Sebag Montefiores store Stalin-biografi (2004), hvor vi fulgte tyrannen i nogle svært intime situationer, men det kan også blive for mekanisk, som hos Ravn. Paletten mangler simpelthen farver, uanset at helhedsindtrykket ikke er sort-hvidt.