Det er strenge tider, gamle ven«, siger hunden med de lange ører til manden i kørestolen, som – ikke mindst på grund af den talende hund – tror, han er på vej ind i sin anden hjerneblødning. I virkeligheden er han bare midt i den hallucination, han har pådraget sig efter at have spist et lsd-frimærke, der ved et uheld er endt i kantinens couscous.
Man må gerne låne Kantinen ligger i InWears lagerbygning på Amager, og ligesom arbejdspladsen i romanen er lånt fra InWears tøjlager, er hundens livskloge bemærkning hugget fra et Anders And-blad. Kristian Bang Foss kan nemlig godt lide at låne – og lægge lånene ud som godbidder, eller smykker, som han selv siger, i sine romaner, hvoraf den seneste fik en forrygende anmeldelse i Politiken mandag. Her blev hans stil sammenlignet med både Johannes V. Jensen og Klaus Rifbjergs. »Det er rart med ros, men det er svært at forholde sig til. Jeg er jo helt vild med Johannes V. Jensen. Og sådan en anmeldelse er vel også med til, at folk køber bogen«, siger Kristian Bang Foss genert og har åbenbart ret: Dagen efter er bogen udsolgt fra forlaget og næste oplag sat i gang. På køretur med Quentin Tarantino Forfatteren er stilist. Det er formen, der interesserer ham – strukturen er den rytme, der banker handlingen igennem siderne. »Jeg læste engang et interview med Quentin Tarantino, hvor han sagde, at de fleste hollywoodfilm var som en køretur, man har taget hundrede gange før; hvor man vidste, hvornår man skulle læne sig til siden, for nu drejede bilen. Jeg kan godt lide at gøre den køretur uforudsigelig på det formelle plan – at forvirre læseren i tempo, stemninger og skrivemåde. Så tror jeg på, at der sker noget oppe i hovedet på folk«. Det er et godt billede, det med køreturen ... »Ja, jeg overvejede også at låne det uden at sige, det var Tarantinos«. Vi er med på en dansk arbejdsplads I romanen er vi med på en dansk arbejdsplads med dens omgangsformer, magtkampe og pinligheder. Og vi får, som Politikens anmelder Mikkel Bruun Zangenberg skrev, »et besk, mikropolitisk portræt af Danmark og danskerne«. Hvordan har det været at skrive om arbejdslivet på et lager i et eksisterende dansk tøjfirma? Et firma, som fortælleren blandt andet siger sådan her om: »Flemmings smålighed er normen på InWear«. »Nu valgte jeg den lokalitet, fordi jeg synes, det var et fedt sted at lade en bog foregå, og fordi jeg kunne se det for mig – jeg har selv arbejdet der. Men jeg er ikke ude i noget ærinde med hensyn til det firma. Jeg har også arbejdet på McDonald’s, og de typer, jeg har i romanen, er et sammensurium af mennesker, jeg har mødt på forskellige arbejdspladser, til fester eller bare har hørt om. Det er ikke en nøgleroman, der er ikke nogen, der er portrætteret i den forstand«. Folkeskolen skulle med Kristian Bang Foss læste matematik og fysik, og det var, da han droppede ud af de studier for at spille musik og begynde at skrive, at han fik brug for jobbet i det danske tøjfirma med det engelske navn. »Og da jeg havde skrevet bogen, var det utrolig svært at gå ind og ændre firmanavnet til noget fiktivt. In-style eller noget. Det ville virke fjollet, når alt andet i bogen har navne, man kan finde ude i virkeligheden: Coca-Cola, Kellogg’s, Østerbro. Og fordi bogen så tydeligt er en roman, tænkte jeg, at det ikke ville gøre det store«. ’Stormen i 99’ begynder i 1989, hvor Kristian Bang Foss var 12 år. Hvorfor den periode? Barndomsminderne skulle med »Jeg ville gerne have med, hvordan jeg husker København fra min barndom, jeg voksede op på Østerbro. Også stemningen ved Søerne husker jeg vældig godt – folk, der fodrede ænder, og gruset under fødderne, hvordan det var at gå i skole og sådan noget. Jeg ville også gerne have en folkeskole med som institution. Det fik jeg så i flashbacks, fordi to af dem, der arbejder på lageret, kender hinanden tilbage fra 5. a på Øster Farimagsgades Skole«. Grunden til, at en skole skulle med i romanen, var, at de intriger og magtstrukturer, der er i en klasse, også er på en arbejdsplads, forklarer han. Kokken knepper kødfarsen Det er ellers noget af en samling narkomaner, løgnere, pjækkerøve og fækalister – der er en, der bliver ved med at smøre lort på personaletoilettets vægge – forfatteren har med i sin bog. Men selv synes han ikke, at hans personer som sådan er usympatiske. »Kokken er forfærdelig, han er virkelig styg. Men der er også mange almindelige mennesker, for eksempel mellemlederen Kim, og Asger. Og René – nåh ja, han laver noget fodboldvold, så det er nok ikke helt godt – men nej, jeg synes ikke, de er så slemme«. Bogen er fyldt med mange kropsvæsker Der er mange kropsvæsker i romanen. Hud falder af og lægger sig i badekarret, kokken knepper kødfarsen og serverer de færdige frikadeller med det hele i kantinen. »Jeg ved slet ikke, hvorfor det er sådan, det må jeg indrømme. Det dukker op af sig selv, og så forstærker jeg det for sjov, fordi jeg kan se, det er en tendens, jeg har. I min første bog går det mere stille for sig, noget med hud, der drysser af, og negle. Her bliver det mere eksplicit. Helt banalt kan jeg også godt lide at skrive om det, jeg ser. Opremse ting, uden at jeg lægger noget i det, men som læseren måske gør. Sådan er kroppen jo, når man kikker på den, detaljeret. Og så fascinerer det mig, at den er så udskiftelig«. Og fordi det fascinerer dig, tager du det med uden at tænke nærmere over det? »Ja, jeg tænker ikke for meget over det. Det er mere intuitivt. En fornemmelsessag frem for noget intellektuelt. Og hvis jeg så kan skrive om det, så det svinger, har det sin berettigelse. Ellers tager jeg det ud igen«. Det er form, struktur og stemning, der driver skriveprocessen. »Det var stemningen i en gruppe på en arbejdsplads, jeg havde lyst til at beskrive, og så konstruerer jeg et stillads, jeg kan hænge den op på. Strukturen er meget vigtig Det er næsten mere vigtigt at have en ide om strukturen end fra start at vide, hvad bogen skal handle om. Når folk spørger, hvad min bog handler om, har jeg svært ved at svare dem. Jeg har lettere ved at snakke om, hvordan den er stykket sammen«. En af de måder, ’Stormen i 99’ finder sin rytme på, er i stadige skift i tempo og sprog. »Jeg har meget af det, som jeg kalder rugbrødsprosa i bogen, hvor det måske ikke er ekstremt velskrevet det hele, men hvor jeg laver lidt håndværksmæssigt ’han sagde og hun sagde’. Så putter jeg det ind undervejs for at skabe noget kontrast. Lidt nøgtern realistisk stil, som man kender fra hårdkogte noveller, som jeg blander med det mere rytmiske sprog. Jeg kan godt lide at lave de der brud«. Forfatterskolebøger Også fortælleren kan Kristian Bang Foss lide at eksperimentere med. »Min første bog var fortalt af en jegperson, så i denne var det sjovt at prøve med en alvidende tredjepersonsfortæller. At man nogle steder har en fortælleposition, der faktisk er håbløst gammeldags, det har jeg villet prøve at slippe af sted med. Nogle gange er det helt Pontoppidanagtigt, sådan som fortælleren er over det hele. Andre gange går fortælleren ned i personerne og blive mere moderne«. Hvad han har lært om litteratur, har han lært fra de bøger, han har læst – i øjeblikket er det Kipling. Og så på Forfatterskolen, hvor han gik 2001-2003. Det er at blive forfatter er et kald Ikke overraskende er han uenig i kritikken af skolen, der går på, at det at blive forfatter er et kald, der ikke kan læres på skolebænken. Ligesom nogle mener, at bøger af forfattere fra skolen har et vist fællespræg, fordi eleverne angiveligt opfordres til at læse bestemte værker af bestemte forfattere. »Det irriterer mig lidt med den kritik af Forfatterskolen. Jeg havde to vildt gode år der. Man får en masse kvalificeret kritik, man kan bruge til noget. Man skriver sine tekster, og hvis folk ikke forstår dem, eller forstår dem på en anden måde end den, man havde tænkt sig, har man ikke gjort det godt nok. Det lærer man altså af«. Dine personer bruger mange engelske ord og vendinger: Fladt stock, hængende stock, keep up the good work – InWear, for den sags skyld. Er det en kritik af de mange engelske ord i dansk?
Engelsk i det danske sprog »Jeg har slet ikke noget problem med, at engelsk kommer ind i dansk. Det frisker op at bruge et engelsk udtryk indimellem. Man bruger det jo hele tiden, når man taler, så jeg ville også have det med i romanen. Nogle gange går det måske hen og bliver lidt satirisk. Men jeg ved ikke, hvad jeg synes, der er mest irriterende; folk, der hidser sig op over, at man bruger engelske ord, eller dem, der gør det«, siger Kristian Bang Foss, der hæfter sig ved, at mange arbejdspladser i forvejen har deres egen jargon. »På McDonald’s var der ’trayliners’ og ’bakkeservietter’. I og for sig er det det samme, men når en serviet på en bakke ligger ude i køkkenet, hedder den en ’trayliner’, og når den ligger ude i lobbyen hedder det en bakkeserviet. Og lobbyen er ikke en lobby, det betyder bare restauranten. Tingene får sine egne navne, det kan jeg godt lide. ’Pletfeje’ var også et ord, jeg lærte der; det er kun at feje lige der, hvor der ligger noget«. Anders And og den indre dialog Og ordene, man samler op på arbejdspladser og i skoler, kan lånes og bruges i romaner. Ligesom noget man har hørt i film, som når en i ’Stormen 99’ ønsker, at der »ville regne ild fra himlen«, og dermed citerer Robert De Niro, når han i ’Taxi Driver’ siger: »Some day a real rain will come and wash all this scum off the streets«. Eller man kan bruge, hvad man har læst i et Anders And-blad som lille til at redde en scene, der ellers kunne være gået hen og blevet patetisk: »»Det er strenge tider, gamle ven«. Den sætning kom ind i hovedet på mig, da jeg skrev om Felix Høberg, der tror, han er ved at få endnu en hjerneblødning. Det er fra en Anders And-historie, hvor Anders har en hund, der kan tale, men ungerne har en hund, der kan synge opera på, jeg ved ikke hvor mange sprog. Derfor vinder de konkurrencen og kommer i fjernsynet, hvor de skal svare på spørgsmålet: Hvad er det, der siger miav og fanger mus? Skøre og platte indfald Ungerne står og sveder helt vildt«, viser Bang Foss med fingre som svedperler ned ad panden og griner, mens han husker, at ungernes tvivlrådighed får Anders til at ligge hjemme i stuen og ruske i fjernsynet af frustration. »»En ugle!«, svarer ungerne så, og på næste billede er Anders på vej ned til pantelåneren med fjernsynet. Og så går den der hund bag ved ham – det er sådan en med tunge træk – og siger: »Det er strenge tider, gamle ven«. Jeg får tit sådan nogle indfald, hvor det er rent pjat, så jeg må stryge det igen. Men det viste sig, at det faktisk var brugbart med den talende hund, fordi det var et trick til, at Felix Høberg i romanen kunne tale om sin tilstand med replikker, uden at jeg var nødt til at gøre det til en indre monolog. Det ville have været for patetisk«.