En fortællekredsen’ lyder undertitlen på Birgit Munchs nye prosabog.

Den lille glidning fra ’kreds’ til ’kredsen’ er typisk for hendes måde at arbejde med sproget på. Hun ynder at give faste vendinger et lille vrid – paratviden bliver til piratviden, det hedder snyd og gammen, at sætte sit mørke under en skæppe, han drak det længste strå etc. Alt den slags fylder den surrealistiske tekstsamling. At fortælle i traditionel forstand er ikke noget, Birgit Munch giver sig af med, men en slags forløb arbejder hun med: Den kvindelige jeg-fortæller stjæler et barn, der er skabt af pirater og bestemt til at blive menneskehedens frelser. Det er således evangelierne i Det Nye Testamente, der indgår som elementer i disse rablende tekster om Jonathan, der siden forsvinder, dør og genopstår i nye skikkelser for til sidst at spalte sig ud i tre: Jo & Nat & Han. Den hellige treenighed, må man antage, ligesom man aner en slags afslutningsvis undergangsvision.
Dans med stor D Jonathan skal bl.a. danse sig til at blive menneskehedens frelser. Ikke en bestemt slags dans, »men bare dans med stor D lige op i mit ansigts hængebroer til Jonathans hjernestamme af kroniske rokketænder ind i dansepagten«. Det vrimler med kristne forestillinger, der sættes ind i et helt nyt, vildt fabulerende univers af moderne fænomener. Et kapitel, ’Fremtidsarret’ lyder f.eks. sådan: »Min søn, Jonathan, stjal fuglenes torden og solens kløpulver for at opgejle tidens krumning som han indsamlede og fyldte på batterier der drev fremtidsarrets jukeboks stuvet ind mellem øjnene som var knytnæver i skyen af konfirmationsgæster«. Som man kan se, fyrer Birgit Munch løs med sin ordmaskine. Man kommer til at tænke på den gang, avantgarden chokerede ved at sparke normalsprogets døre ind. Nu har de faktisk længe stået på vid gab, så nogen chokeffekt er der ikke i det i dag. Der er en energi i Munchs ordlegende prosa, men om der også er en videre idé med den, fortoner sig i hendes insisteren på ethvert indfalds forrang og dyrkelse af absurditeten.