0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ordmaskinen

Birgit Munchs prosabog er en absurd og surrealistisk leg med sproget. Fantasifuld, kryptisk og ganske anstrengende.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En fortællekredsen’ lyder undertitlen på Birgit Munchs nye prosabog.

Den lille glidning fra ’kreds’ til ’kredsen’ er typisk for hendes måde at arbejde med sproget på. Hun ynder at give faste vendinger et lille vrid – paratviden bliver til piratviden, det hedder snyd og gammen, at sætte sit mørke under en skæppe, han drak det længste strå etc. Alt den slags fylder den surrealistiske tekstsamling.

At fortælle i traditionel forstand er ikke noget, Birgit Munch giver sig af med, men en slags forløb arbejder hun med: Den kvindelige jeg-fortæller stjæler et barn, der er skabt af pirater og bestemt til at blive menneskehedens frelser. Det er således evangelierne i Det Nye Testamente, der indgår som elementer i disse rablende tekster om Jonathan, der siden forsvinder, dør og genopstår i nye skikkelser for til sidst at spalte sig ud i tre: Jo & Nat & Han. Den hellige treenighed, må man antage, ligesom man aner en slags afslutningsvis undergangsvision.
Dans med stor D

Jonathan skal bl.a. danse sig til at blive menneskehedens frelser. Ikke en bestemt slags dans, »men bare dans med stor D lige op i mit ansigts hængebroer til Jonathans hjernestamme af kroniske rokketænder ind i dansepagten«. Det vrimler med kristne forestillinger, der sættes ind i et helt nyt, vildt fabulerende univers af moderne fænomener. Et kapitel, ’Fremtidsarret’ lyder f.eks. sådan: »Min søn, Jonathan, stjal fuglenes torden og solens kløpulver for at opgejle tidens krumning som han indsamlede og fyldte på batterier der drev fremtidsarrets jukeboks stuvet ind mellem øjnene som var knytnæver i skyen af konfirmationsgæster«.

Som man kan se, fyrer Birgit Munch løs med sin ordmaskine. Man kommer til at tænke på den gang, avantgarden chokerede ved at sparke normalsprogets døre ind. Nu har de faktisk længe stået på vid gab, så nogen chokeffekt er der ikke i det i dag. Der er en energi i Munchs ordlegende prosa, men om der også er en videre idé med den, fortoner sig i hendes insisteren på ethvert indfalds forrang og dyrkelse af absurditeten.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu