Makkerparret Dorte Karrebæk og Oscar K. (alias Ole Dalgaard) angriber tabuerne fra alle vinkler i disse år.

Hun tegner. Han segner. Sådan cirka. For Dansklærerforeningens forlag bestyrer de serien om ’De Tre’, der indtil nu har beskæftiget sig med bl.a. ekstrem vold, dårlige manerer og gjort grin med marginaliserede grupper som negerbørn og autister. Kan det blive værre? Ja, bestemt! Det er dog svært at få øje på noget nyt, nedbrydeligt tabu, som er mere ekstremt end ’Børnenes bedemand’. Men Karrebæk og K. skal såmænd nok finde frem til det. Der er jo altid holocaust! ’Børnenes bedemand’ handler om en rar mand med tre forskellige kitler, som gør døde børn i stand før begravelsen. Hr. Jørgensen kan egentlig ikke lide sit fag. Han håber hver dag, at telefonen ikke vil ringe. Men det gør den. For børn dør jo af og til. Så tager hr. Jørgensen nænsomt om dem og putter dem i kisten og synger en sang for de små, indtil der bryder et smil frem på deres blege kinder. Hr. Jørgensen synger i Bedemændenes Kor. Han er baryton. I koret fremfører de engelsksprogede sange i den såkaldte barbershop tradition. Dem synger hr. Jørgensen også hjemme i forretningen, men når det er helt små børn, så synger han på dansk.
Kakao og et bad To gange om ugen kommer frk. Ene med rene kitler til hr. Jørgensen. Efterhånden opstår der en romance imellem dem, de går i biografen, og sammen finder de tre hjemløse, forfrosne børn og en hund under en bro. Det er deres storesøster, som netop er blevet indleveret til butikken. De tre børn og hunden går med tilbage. De får kakao og et bad. Dagen efter bliver Dinah lagt i graven, og hr. Jørgensen synger for hende den gamle sang om ’Dinah, is there anyone finer in the state of Carolina?’. Slut prut. Egentlig ville jeg gerne være forarget. Der må være en grænse for, hvad man gør for at komme opad på berømmelsens trappestige. Men eftersom smilebåndet har bevæget sig 8 1/2 gang under læsningen, skulle man måske se sine egne fordomme efter i sømmene. ’Børnenes bedemand’ er morsom, lun og velillustreret. Måske mangler der lidt ægte kærlighed, selv om en engel jævnligt går igennem stuen. Måske en antydning af hensigt, der rækker dybere end blot at udviske grænser. På den anden side er figuren hr. Jørgensen et smukt bekendtskab. Han er et fint menneske, som har påtaget sig en ubærlig byrde. Godt han har frk. Ene. Og så kan man i øvrigt høre forfatterens smukke sangstemme på: www.oscar-k.dk.