For ikke så længe siden trak Thomas Boberg på gæstebogens hengemte genre, og nu er det så blevet feterede og smukke Naja Marie Aidts tur til at revitalisere poesibogens klistret banale og sødmefyldt præpubertære genre.
’Poesibog’, som den generisk hedder, er fint komponeret i otte dele, der som en guddommeligt lang uge lader vinter følge på vinter, omkranset af en vild og dejlig vodkarus i første og afsluttende digts cirkelbue. Gennem hele dette fletværk af diskret komposition falder samlingen som nævnt i otte dele, og dem skal vi bese om et øjeblik. Men først: Hele den grafiske og typografiske side af sagen er meget indtagende, og litteraturhistorisk kan jeg ikke lade være med at tænke på Aidt som sen arvtager til mesterlige Tove Ditlevsen, med indlagte hilsner til 70’ernes Vita Andersen (disse to evige forkvinder, der forfølger Aidt), og med en nutidig kniksen mod en yngre digtersøster som Lone Hørslev.
