For nogle mennesker er påsken ikke meget andet end påskeæg, lammekølle og et par ekstra fridage foran tv.

For kristne derimod er påsken årets voldeligste og mest dramatiske periode. Påsken handler om blod, tortur og meningsløs vold; den handler om nedslagtningen og ofringen af et af historiens mest gådefulde mennesker: Jesus fra Nazaret. Er det mon tilfældigt, at der netop nu, nøjagtig én uge før påske, udkommer en bog med en bloddryppende tornekrone på forsiden? Jesus er måske verdenshistoriens mest indflydelsesrige person, men ironisk nok ved vi stort set intet om ham. Vi ved om Napoleon, at han var lille, og om Hitler, at han var en middelmådig kunstmaler. Til gengæld ved vi dårligt nok, om Jesus nogen sinde har eksisteret. Det er nu nok temmelig usandsynligt, at han ikke har eksisteret, men strengt taget kan vi ikke vide det. Inden for den gren af teologien, der hedder kristologi, kan vi få at vide, at Jesus er Gud selv inkarneret som menneske, og at han stod op fra de døde påskesøndag, men det er myte og metafysik. Den såkaldt historiske Jesus, der formentlig levede i Palæstina engang mellem 6 f.kr. og 33 e.kr., forbliver en gåde. Den svenske journalist og forfatter Sören Wibeck forsøger dog at komme bag om gåden i en glimrende bog om den historiske Jesus, der på dansk hedder ’Jesus – jøde, rebel, Gud?’. Den er blandt andet glimrende, fordi den i et klart og ukompliceret sprog formår at føre den almene læser ind i et temmelig kompliceret og uoverskueligt forskningsfelt. Forsøget på at finde frem til den historiske Jesus bag kirkens myte har stået på siden 1700-tallet, men er hver gang mislykkedes, idet Jesus alt for ofte bliver brugt som projektionsvæg for den pågældende forskers egne idiosynkrasier. Wibeck redegør lødigt og detaljeret for de mange metodiske vanskeligheder, enhver bestræbelse på at skildre den historiske Jesus’ liv står over for.
Jesus’ samtid Af forskellige årsager handler bogen mere om Jesus’ samtid end om hans liv. Det skyldes for det første, at der ganske enkelt er mere at sige om perioden end om personen. De eneste kilder til Jesus’ liv er evangelierne, og de er alle kristne forkyndelsesskrifter, der som sådanne ikke er historisk troværdige levnedsskildringer. Men – for det andet – fokuserer Wibeck også på den sociale og historiske kontekst, fordi han mener, at den rette måde at gå til problemet med den historiske Jesus på er ved at indplacere ham i hans samtid. Denne indfaldsvinkel fremhæver Wibeck som noget nyt, men kender man den teologiske grundbog ’Den nytestamentlige tids historie’ fra 1994, vil man vide, at dette ikke er tilfældet. Bibelforskningen har længe arbejdet social-historisk. Bogen bidrager altså ikke med noget nyt til forskningen, men det gør den ikke mindre interessant. F.eks. fremstiller Wibeck levende, hvor provokerende Jesus’ forkyndelse, som vi kender den fra evangelierne, må have lydt for hans samtids tilhørere. Jesus tilbragte sin tid med samfundets udskud og udfordrede direkte det religiøse og politiske etablissement; han afstod fra at eje noget og forkyndte, at ingen rig kunne komme i himmeriget; han afstod også fra brugen af vold og magt og forkyndte i stedet, at man skal vende den anden kind til og elske sine fjender. Wibeck tegner et billede af Jesus som rebel og samfundsomvælter, en Jesus, der ligger langt fra den småborgerlige duksedreng, der dyrkes i konservative kristne miljøer. Den provokerende adfærd er naturligvis også grunden til, at Jesus til sidst blev henrettet og udsat for modstandernes hån, spot og latterliggørelse. Om Wibecks billede af den rebelske Jesus, der bliver slagtet for sine provokationer, er historisk troværdigt eller ej, vil jeg lade være op til den enkelte læser at afgøre. Under alle omstændigheder er ’Jesus – jøde, rebel, Gud?’ en interessant bog, man passende kan hygge sig med hen over påsken.