Skulle nogen nu finde psykologisk realisme på normalprosa lidt ensformig, skal de bare gå til norske Thure Erik Lund.
Han skriver for eksempel sådan:
»Jeg er en klippepirker, en luftåbner, et feberøje, en der lægger sig ned, nu, her, hvorfor, vil jeg ikke sige, noget mere end det her, i afspærrede aflukker, udraderet fra alt og alle, nogle ser mørket begynde at omslutte sig, en af dem mærker, hvordan tiden løber ud, gennem usynlige huller i mørket, og hvorfor er det sådan, spørger den ene, han spørger bare?«.
Passagen (fra side 174 og i øvrigt heroisk oversat) omfatter fortællingens yderpoler: feberøjets hektiske forsøg på at ignorere enhver retning i det tiltagende mørke og den udløbende tid, der er varsler eller løfter om død. Slut på et liv, der ligesom sproget selv »kan betragtes som en æske med skjult eller hemmeligt indhold, en McGuffin, ligesom vores kroppe bærer døden, den ultimative McGuffin«.
McGuffin er Hitchcocks ord for katalysatoren, den i sig selv betydningsløse ting af ukendt beskaffenhed, der dog er nødvendig for at få plottet til at bevæge sig i den rette retning. Men sprog- og livssynet bag nordmandens brug af ordet kan vi vist takke Wittgenstein for; eller snarere Beckett, for vel er denne rablende monolog af en roman ikke ’Krapps sidste bånd’, men dog det sidste, vi hører til manden, der kalder sig Andy Rashid Johnson, før han endelig slipper ud af trivialiteten og kan glide ind (titlen) i »det mærkværdige« ...
Ramme: En fhv. universitetslektor forlader job og familie for under tiltagende vrissen og vrængen at genoptage ungdomsårenes punker-forsøg på at »give fanden i alt«. Og ender nu i et antikvariat i Amsterdam med at finde den kvinde, der kan lede ham ind i »en anden verden lige under eller bag den vi levede i, og det var en eller anden mørkt glimtende sideverden vi ville ind i«.
Et forlorent skinliv
Som det sidste citat antyder, er Lunds ret knudrede sprogeksperimenter radikale forsøg på at skildre romantismens og modernitetens splittelse: følelsen af at leve et forlorent skinliv, adskilt fra det egentlige eller ideale liv af en tynd hinde. Med romantismen deler romanen her bl.a. også ideen om mennesker som talende dukker – her ajourført til en art reality-tv – og forsøgene på at skabe kunstigt liv, her ved hjælp af benmel og kropssekreter fra mennesker. Ja, selv fortrøstningen til døden som et bedre liv genfindes altså her, om end uden kirkeklokker og harpeklang.
Skulle det virkelig være dette andet liv, de alle sammen går og går efter i norsk litteratur? Ingvar Ambjørnsens manisk skyldjagede udlandsnordmand i ’Innocentia Park’? Erlend Loes ’Doppler’ i skoven, belemret med elgkalv og civilisationskvalme?
Ja, selv Dag Solstad på evig travetur Berlin rundt i søgen efter sig selv, i uromanen ’16.07.41’? En nation af anfægtede fortællere på vandring, lige siden Hamsun »gik omkring og sulted i Kristiania«?
Af 49-årige Thure Erik Lund er vist kun romanen ’Lejegården’ tidligere udkommet på dansk, i 1995. Men hans kværulant af en vandrefugl her i ’Ind’ har herligt energiske udfald mod »de religiøse, globalnazistiske socialdemokrater, queer-teoretikerne af alle de femten sociale køn, de ’farverigt fællesskab’sfantaster, til de frådsemekaniske mediepikspillere og ikke mindst hele den miserable flok af naturødelæggere, vejbyggere, vindmølleentreprenører, olieudvindere, aktiespekulanter, kapitalister, ejendomsbesiddere« osv. osv.
Finder man sådan en mundfuld for tam, skal man kun få sider længere frem for at se sproget og verden gå helt i kage, når manden har »set nye verdener åbenbare sig der, også nu, look an diese neue aklamatoria, siges det nu, derind nu, ind, og videre ind, i the darkness überalles, il yia clair chose menteno, snoosy, parfait, comme sa? Ikke at hvile mere, but restless croc, ind, äntligen thordrummar blot und fireworks a cognitif skælv, noirmorte dei dødningen. Que sa? Ind?«.
Fyndigt udtrykt, ikke sandt?
