Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ubesindige død

For første gang vises Gustaf Munch-Petersens tegninger og malerier i sammenhæng med et bredt udvalg af hans digte. Det er en generøs udgivelse med hjerte bag.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De døde rider hurtigt, alligevel tog det næsten et halvt år, før den bekræftede nyhed om digteren Gustaf Munch-Petersens død ved Den Internationale Brigades tilbagetrækning ved Ebro-floden under den spanske borgerkrig nåede frem.

Det er nu 70 år siden, og det siger noget om den betydning, man tillagde begivenheden, at et af Tom Kristensens betydeligste digte i anledning af meddelelsen stod at læse i en tynd enspalter gemt godt af vejen i denne avis. Gustaf Munch-Petersen var ingen kendis, selv om han både var maler og digter og altså gav sit liv i kampen mod den hastigt voksende fascisme i trediverne.

Efterhånden som årene går, er kendskabet til Gustaf Munch-Petersens liv og værk vokset (Torben Brostrøm har været en af pionererne), og i anledning af halvfjerdsårsdagen for dødsfaldet udgiver Forlaget Sohn ved Martine Cardel Gertsen (der tidligere har skrevet bogen ’Gustafs ansigter’ om forfatteren) en statelig bog smykket med farveillustrationer fra Munch-Petersens hånd og et rigt udvalg af hans digte både på dansk, svensk og engelsk.

Det er af mange grunde imponerende og tankevækkende. For det første får man indblik i et sind, som tilsyneladende levede i konflikt med sig selv og sine omgivelser, og samtidig en fornemmelse af, hvad man må slæbe rundt på af mindreværds- og mereværdsfølelser, når man eksplicit og med streg under har vedtaget, at man er kunstner og ikke vil være noget som helst andet.

Rabiat overbevisning
En nogenlunde jævnaldrende engelsk forfatter, George Orwell, hvis skæbne rummer fællestræk med Gustaf Munch-Petersens (han døde ikke i Spanien, men blev hårdt såret på Aragonfronten), var også fuldstændig rabiat i sin overbevisning om, at det var kunstner, han skulle være. Det blev han som bekendt, men karakteristisk nok først for alvor, da den politiske virkelighed kom til at udgøre en afgørende indflydelse på det, han skrev, og det, han gjorde.

Ingen ved for alvor, hvorfor Gustaf Munch-Petersen tog til Spanien for at kæmpe, selv om grunden synes at ligge ligefor. I begyndelsen af forfatterskabet var der ikke antydning af politisk engagement, men det kom efter en udflugt til minerne i Ivigtut, hvor han arbejdede i fire måneder, ligesom Orwell tog til Yorkshire for med egne øjne at se, hvad der foregik under jorden i Wigan, og hvordan arbejderne og deres familier levede.

Begge ankom så at sige til en meget påtrængende virkelighed, som de ikke blot tog bestik af, men som blev afgørende for deres kunstneriske skæbne og i det hele taget. Også hvad krigsdeltagelsen angår.

Det er ingen grund til at hårtrække parallellerne, alligevel kan man ikke lade være med at se noget både håndgribeligt og symbolsk i, at både Munch-Petersen og Orwell havde problemer med deres klassetilhørsforhold. De kom begge ovenfra, men ville med djævelens vold og magt ned eller ud hinsides enhver form for social indespærring for at finde en anden måde at leve på end den, deres ophav havde valgt eller var blevet påtvunget.
Mediemølle og anmelderkværn

For Gustaf Munch-Petersen lå en udvej i bohemen og avantgarden. Det skete på et tidspunkt, hvor surrealismen var en vogue, og det var malerne, han opsøgte, og som måske forstod ham bedst. Modernismen har altid trivedes bedst alle andre steder end i litteraturen, når det drejer sig om Danmark, og selv måtte digteren da også opleve den sædvanlige tur gennem mediemøllen og anmelderkværnen, hvor han blev afvist nærmest unisont og selvfølgelig også gjort til grin af publikum. Man ville ikke vide af ham, man forstod ham ikke.

At det kunne give anledning til nedslåethed, er ikke sært, men jeg tror, den dybeste følelse af usikkerhed hos digteren og maleren kom af, at det aldrig lykkedes ham helt at slå sig fri, aldrig lykkedes ham at komme derhen, hvor man kan sige »Rend mig i traditionerne« og for alvor opleve sit eget værd, for uanset hvordan man vender og drejer det, var Gustaf Munch-Petersen forkælet.

Hans professorforældre finansierede både hans bøger og ham selv, og hver gang han ikke gad studere eller være minearbejder eller fisker og løb fra det hele, stod ambulancen klar, de varme omslag var lagt ud plus denne mærkeligt halvhjertede holdning hos ophavet, der gerne så ham som (tiljublet) kunstner, men også syntes, at han skulle beskæftige sig med noget fornuftigt for at overleve.

Borgerskabs-nissen flyttede med, og et vist snobberi (for kunsten, for ’kulturen’) blev først bragt i øjenhøjde med realiteterne, da Gustaf Munch-Petersen med Tom Kristensens ord »skrev sit livs ubesindigste digt« og faldt i Spanien.

Avantgardesygen
Ser man på digtene og billederne med nutidens øjne, er de på én gang bevægende og mærkeligt gammeldags. De lider stort set alle sammen af noget, man kunne kalde avantgardesygen. Deres patos er umiskendelig (og minder påfaldende om Michael Strunge, der som bekendt sprang ud ad vinduet, fordi han troede, han kunne flyve). Samtidig er de absolut humorforladte og ikke helt overbevisende, når de taler de undertrykte klassers sag.

Billederne, som tit er farvestrålende på en næsten uforsonlig og grov måde, er i den grad (freudiansk-surrealistisk) symboltyngede, at de får overbalance og kæntrer. Ingen ærtebælg, uden at megafonen brøler: Kusse!

Har man forspist sig på D.H. Lawrence (som Orwell på et tidspunkt også gjorde) og er under indflydelse af Bjerke Petersen og Dali og André Breton, står skyttegraven på en front langt væk som en renselsesmulighed. Om ikke ligefrem døden.

Edith Södergran var en mentor for Gustaf Munch-Petersen, men selv denne overvældede portalskikkelse i nordisk modernisme nærede en drøm om engang at skrive et digt om en kat og en havebænk. Det gjorde hun så, og digtet er smukt. Jeg ved ikke, om Gustaf havde den slags drømme, heller ikke, da han lukkede havelågen til huset på Bornholm, hvor hans kone og barn sov, og han selv skulle i krig.

Måske var ubesindigheden digtet, alligevel havde det været mere end interessant at se, hvad der ville være sket, hvis digteren ikke var død. Ligesom man gerne havde fulgt Morten Nielsen meget længere end den tid, der var ham beskåret. Både han og Gustaf Munch-Petersen var så sitrende unge, da de døde, at tanken svir.

’Malerier og digte’ er en generøs udgivelse, velforsynet med noter, godt redigeret, fint trykt. Der er hjerte bag, og mange bør lægge øret til og lytte til dets urolige slag.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden