På den ene side kan man godt blive træt af Morten Albæk og hans rigtige meninger.
Tag ansvar. Stå fast på dine holdninger. Vær god ved andre. Gå hjem fra arbejde og slap af. Slid som en hest, hvis du vil være chef. Osv. osv. Meningerne vælter ud af debatbogen ’Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør’, og efter de første 25 sider, må jeg indrømme, at jeg frygtede, at jeg aldrig ville komme gennem bogen. Men så begyndte der langsomt at ske noget. Jeg besluttede mig nemlig for at tænke som Albæk: være åben for forandringer og lægge mine fordomme på hylden. Og det hjalp. Langsomt begyndte jeg at fatte sympati for Albæks projekt, der er en hyldest til dialogen og et »forsvar for personligt ansvar og forpligtende principper«, som det hedder på bagsiden. Bogen består af 23 ’nedslag’, hvor Albæk tager fat i alt fra velfærdsbulimi hos verdens lykkeligste folkefærd til middelklassens negative sociale arv. Så på den anden side er det faktisk en ret god bog – især i de tilfælde, hvor Albæk forholder sig til konkrete og personlige problemstillinger. Som for eksempel i essayet ’Glansbilledoverenskomsten – fortællingen om et kollektivt selvbedrag’, hvor han gennemhuller myterne om de perfekte forældre, det perfekte ægteskab, det perfekte arbejdsliv og det perfekte fritidsliv.
