Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tilværelsens ulidelige selvbedrag

På bedste kaptajn Haddock-manér fyger skældsordene gennem luften i Morten Albæks nye essaysamling. Ingen går ram forbi, for vi er ved at udvikle os til en nation af principløse borgere og meningsløse politikere.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På den ene side kan man godt blive træt af Morten Albæk og hans rigtige meninger.

Tag ansvar. Stå fast på dine holdninger. Vær god ved andre. Gå hjem fra arbejde og slap af. Slid som en hest, hvis du vil være chef. Osv. osv.

Meningerne vælter ud af debatbogen ’Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør’, og efter de første 25 sider, må jeg indrømme, at jeg frygtede, at jeg aldrig ville komme gennem bogen. Men så begyndte der langsomt at ske noget. Jeg besluttede mig nemlig for at tænke som Albæk: være åben for forandringer og lægge mine fordomme på hylden.

Og det hjalp. Langsomt begyndte jeg at fatte sympati for Albæks projekt, der er en hyldest til dialogen og et »forsvar for personligt ansvar og forpligtende principper«, som det hedder på bagsiden. Bogen består af 23 ’nedslag’, hvor Albæk tager fat i alt fra velfærdsbulimi hos verdens lykkeligste folkefærd til middelklassens negative sociale arv. Så på den anden side er det faktisk en ret god bog – især i de tilfælde, hvor Albæk forholder sig til konkrete og personlige problemstillinger. Som for eksempel i essayet ’Glansbilledoverenskomsten – fortællingen om et kollektivt selvbedrag’, hvor han gennemhuller myterne om de perfekte forældre, det perfekte ægteskab, det perfekte arbejdsliv og det perfekte fritidsliv.

Vi er fortabt i glansbilleder, skriver Albæk, så når vi mødes med vennerne, er det hverken stilstanden i dobbeltsengen eller den yngste datters indlæringsproblemer, vi trakterer med. Tværtimod. »Vi lyver, fordi vi i bund og grund vil det hele. Vi vil ha’ den evige og ubrydelige kærlighed. Vi vil udødeliggøre os ved at sætte børn i verden. Vi vil have succes på jobbet og forfremmes hurtigere end lysets hastighed«.

100 procent ærlige
Selv vores nærmeste venner kan vi kun være 100 procent ærlige over for, når middagen er spist og tænderne så blå af rødvin, at vi dårligt kan tale rent. Men vi skylder hinanden det modsatte, mener Albæk. Vi skal udfordre den overfladiske og velopdragne samtale, kradse i overfladen og angribe hinandens falske fortællinger.

Hér er Albæk interessant, synes jeg. Han rammer tidsånden lige på kornet, ligesom når han anklager middelklassen for at lukke sig om sine egne privilegier. Vi er så succesfulde, at vi vælger at hytte vores egne skind og lade samfundets svageste sejle deres egen sø.

Den indignation, der tidligere prægede dele af middelklassen, er pist borte, mener Albæk, og værst står det måske til hos Socialdemokraterne, der helt har droppet tanken om solidaritet. Når der går en pige gennem vores børns skolegård med et tørklæde på hovedet, river vi fluks ungerne ud af skolen og propper dem ind på pæne privatskoler. Med det resultat at afstanden mellem dem og os bliver større og større. Ifølge Albæk er middelklassens svigt årsagen til, at det i snart 35 år har stået stille med den sociale mobilitet.

Albæk tager selvfølgelig ikke kun fat i de nære og personlige relationer. Han angriber tidens omfattende kontraktpolitik, efterlyser flere politikere, der er lige så principfaste som Birthe Rønn Hornbech og Gitte Seeberg, og anklager Dansk Folkeparti for at give sine vælgere »en sovepude broderet med nationale korssting så forførende simple, at man nemt glemmer, at den verden, som danskerne har deres gang i, er en del mere kompliceret«.

Ingen går ram forbi i Morten Albæks velskrevne lille bog. Hvor er det dog rart.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden