Lad os få den der metode på det rene med det samme, selv om forklaringen først kommer langt inde i ’Morelli-metoden’.
Det er simpelthen detaljen, som skiller mesterens ægte maleri fra kopien, kunstværket fra plagiatet. Og selv om vi her befinder os i galleriverdenens mondæne glamourverden, hvor kunstsamlere og kunstnere udveksler sladder og priser over chardonnay af bedste årgang, er titlen nok at forstå som en ægte ’MacGuffin’. Et fænomen, der øjensynligt er intrigens indre drive, men ret beset ikke meget mere end energi for en masse andet, mere vigtigt og spændende. Den egentlige sag i Jonas Bruuns anden og yderst sofistikerede omgang suspense er reelt en ’lost girl case’. Sådan hedder det hos Hammett og Chandler, når en kvinde forsvinder mystisk, og opdageren skal finde hende snarest. Her hos Bruun hedder vor antihelt Slavek Lorentzen, tidligere politimand, nu privatdetektiv med et traume i sjælen og dog cool livsholdning over for det meste og ganske grydeklar til at finde en femme fatale, som er stukket af til Sverige. Hun hedder Annika, ægte blondine, drikker igennem og sniffer sne, falsk som vand og helt igennem til fals for hvad som helst liderligt og let. Totalt skødesløs med sit væne skød, der hvisker velkommen til hvilken som helst ungersvend, der løsner livrem og trækker lem frem. Så selv om Slavek hjemme har en smuk kæreste, siger han ikke nej til en gang frem og tilbage. Skudt i nakken Næppe er de færdige med at kneppe, så bliver Annika skudt i nakken med en pistol på størrelse med en cementblander. Så Slavek er snart en jaget mand og må selv åle sig ud af fælden, finde morderen, før politiet, fortiden og en række fæle mænd og kvinder vinder ind på ham. ’Morelli-metoden’ er vederkvægende og veloplagt ikke særlig nordisk i hele sit elan, snarere en raffineret thriller uden for mange skandinaviske bekymringer, sidelangt sorgarbejde og lutheranske tømmermænd. Dog, det forudsættes bekendt, at læseren ved, hvem Walter Benjamin er, at Adorno og Dior kan fortrylle den samme kvinde, samt sågar har nogenlunde styr på modemærker og deres signalværdier de listige steder ude på Vesterbro, »hvor gæsterne betalte det samme for en brunch med sortfodskinke, som et blowjob koster nede i en af kabinerne på Non-Stop Bio«. Desforuden diverse gallerier, hvor kvinder ikke kun kommer og taler om Michelangelo, men snarere scorer mænd, som både er virile, servile og rige. Vi er sålunde blandt Nikoline Werdelin-mennesker i hendes hedengangne tegneserie, med sexede kvinder, der kender deres g-punkt lige så godt som deres cpr-nummer, og seje mænd med sort bælte i at få noget på den dumme. Alligevel ikke helt så amoralsk. Den gamle historie om, at det koster at bolle ved siden af, er også coda noir i denne hæsblæsende privatdetektivkrimi. Drak dus i porsesnaps Det er imidlertid ikke så forførende, som dengang Raymond Chandler drak dus i porsesnaps med Martin A. Hansen i Bruuns forrige, den hårdkogte præstekrimi, debuten ’Drivjagt’. Og gid der var en forlagsredaktør, som kendte forskel på en revolver og en pistol, så de vidste, at lejemordere nu til dags primært sender folk til den evige søvn med lette, nette polyesterstøbte pistoler af liden kaliber og ikke med tungt støjende isenkram fra en Dirty Harry-film fra 1970’erne. Og at forfatteren ikke uden videre fik lov at påstå, at nogen kan gøre en kvinde gravid ved stående samleje og i et hug – det kræver vist sperm, som i årevis har trænet i sprint og bjergbestigning. Okay, småting, og alt er meget besnærende beskrevet og turneret. Dog over midten kræves lidt mere substans. I sidste ende synes det som at spise sig mæt i chips. Næste gang, talentfulde forfatter Bruun, forhåbentlig lidt mere bøf med løg, lidt mindre brunst på lagner.
