Det er almindelig skolelærdom, at Harald Blåtand omkring det første årtusindskifte på den såkaldte Jellingsten lod skrive, at han, Harald, »vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne«.

Men enhver kan også sige sig selv, at det ikke kan være hele sandheden, for kan man virkelig bare sådan med ét slag kristne et helt folk – endda med den infrastruktur, der fandtes på Haralds tid? Men hvis ikke Harald egenhændigt og med ét gjorde danerne kristne, hvordan gik det da for sig? Hvor lang tid tog det? Og hvorfor lykkedes det overhovedet? Den amerikanskfødte professor i middelalderhistorie ved RUC, Brian Patrick McGuire, har begået en bog, der skal gøre os klogere på hele denne proces, for det var naturligvis en proces og tilmed en af de lidt længerevarende af slagsen. Det historiske kildemateriale til denne proces er sparsomt, og det er det udsnit af historien, som materialet fortæller om, også. Der skal derfor en god portion gendigtning til for at få det hele til at hænge sammen. ’Da himmelen kom nærmere’ former sig som en række læsninger af de vigtigste skriftlige kilder fra Alcuins helgenlegende om den angelsaksiske missionær Willibrord, der angiveligt så tidligt som i 700-tallet var den første kristne missionær i danernes rige, til en biografi om den elskværdige Viborg-biskop Gunner, som i 1200-tallet sad på et af de bispesæder, der vidner om en veletableret kristen kirke i Danmark i den sene middelalder.
Kristendommen blev hvermandseje Den overordnede linje i bogen beskriver, hvordan kristendommen udviklede sig fra at være aristokraternes nye religion til at blive hvermandseje, hvilket de mange sognekirker i snart sagt hver eneste afkrog af landet endnu den dag i dag vidner om. Missionærerne tog ophold hos de rige jordbesiddere, der lod sig døbe og byggede kirker – i første omgang til sig selv og til slægten, men senere kom almuen også indenfor i varmen. Denne bevægelse hænger ifølge McGuire sammen med klostrenes indtog i landet og især med cistercienserklostrene. Disse klostre og deres munke repræsenterede en ’ny kristendom’, der havde personlig fromhed og omsorg for folk af alle slags i centrum. Og så var der dygtige prædikanter blandt munkene. Faktorer, der drog den almindelige befolkning hen til kirken, til omvendelse og dåb. Skildringen af konkrete personer og deres bevæggrunde er omdrejningspunktet i bogen. Middelalderens mennesker »troede oprigtigt på Guds indblanding i jordiske anliggender«, og for den enkelte, der lod sig døbe, var det derfor afgørende, at Kristus-guden ved tegn og undere viste sig at være mægtigere end de gamle guder. Som det for eksempel skete, da Poppo bar sin berømte jernbyrd ved Harald Blåtands hof. Efter en sådan demonstration af Kristus-gudens magt kan det meget vel tænkes, at Harald også så nogle storpolitiske fordele ved at antage den kristne tro. McGuire skriver levende og engageret om middelalderen. Man fornemmer tydeligt hans sympati for den tids kirke, og han har da også engang i et interview kaldt sig selv »middelalderkristen«. Men bogen fremstår, når det kommer til stykket, ikke rigtig helstøbt. Den indeholder et overflødighedshorn af historiske oplysninger, men netop derfor kommer de store sammenhænge og de mere spekulative fortolkninger af kildematerialet, der er nødvendige, når man vil beskrive en så kildefattig periode, desværre til at træde noget i baggrunden. Ikke desto mindre beskriver ’Da himmelen kom nærmere’ på glimrende og ikke mindst nuanceret vis historien om, hvordan det gik til, at danerne blev kristne.