Ingrid og Lillebror var som tv-stjerner legendariske af mange grunde. En af dem var Ingrids eklatante mangel på fingersnilde. Jeg glemmer i hvert fald aldrig to slatne vatklumper, beviklet med kulørt garn, der angiveligt skulle forestille en papegøje. Selv Ingrid fnisede forlegent, da det selvdøde kræ så dagens lys i Kikkassen, hin lørdag, i sort-hvid. Men så havde vi jo Jørgen Clevin med det underfundige smil. Eller i det mindste hans hænder, der tegnede cirkler med en speedmarker (det kaldte vi en tusch dengang) og klippede og klistrede til en lille ordløs brummemelodi. Og det var lige til at gribe en underkop, et stykke karton i grønt, hvidt – eller rødt, hvis det var jul – og gøre ham kunsten efter. Så vidt jeg husker, var der (også) dengang delte meninger om pædagogikken bag de genialt enkle frembringelser og ikke mindst den stribe bøger, der også blev en del af Clevin-kulturen. Men en kultur blev det. Mon ikke DR’s pyntesyge hobbyentusiast Shane Brox på samme måde deler vandene i nutidens forældre- og pædagogkredse? Øm nostalgi og barnedrømme Han er i hvert fald politisk ukorrekt i forhold til den mere puritansk forsagende linje, hvor plastik, pop og glimmerstøv er af det onde. Og hvor våben, kønsroller og fastfood er realiteter, man helst skal skåne de mindste for. Shane Brox, der foruden en række børnebogsudgivelser bag sig har en fortid som designer for bl.a. Levi’s, bygger sine eventyrlige og dybt originale universer af lige dele øm nostalgi og børnedrømme af i dag. Og som han skriver i sin glitrende, rigt ornamenterede gør det selv-bog, der ledsager tv-programmet ’Shanes verden’, kan alt anvendes. »Der findes ikke noget skrammel, som ikke kan bruges«. Den store indvending, man kan have, når man falder i staver foran flimmeren, mens Shane behændigt former den ensomme hjertepatient Ingeborg af lyserødt modellervoks og bygger et helt hospital, ledet af romantisk anlagte doktor Kittelfin, eller med blid stemme og svag accent fortæller historien om Pølse Pia, pomfritboden og motorcykelflirten, er selvfølgelig, at Shanes forhåndenværende skrammel er af en noget anden kaliber end den møgbunke, de fleste børnefamilier ligger inde med. Nuvel, at vi skal gemme mælkekartoner og toiletruller, lærte vi allerede af Clevin og Co. Fristende snydekager Var det f.eks. ikke Jesper Klein, der i sin tid demonstrerede, hvordan man fremstiller et par udmærkede morfarsutter af emballagen til to liter sød? Men altså, alle disse kunstige blomster, skårede porcelænsfigurer, kasserede brødkurve, gamle engangssprøjter foruden en fin æske fra slikmutter, der »dufter dejligt af karameller og skumslik«, som Shane har linet op i sit skatkammer af et pulterrum, det kan de færreste trække på i den kreative proces hjemme ved spisebordet. Når det er sagt, så fastfryser bogen faktisk nogle af de mange detaljer og tips, som man forgæves forsøger at opsnappe, mens Shane og hunden Jacob bygger og brygger tv-historier om fristende snydekager, overdådige piratskuder eller det lille spøgelse Viggo Skræmmelagen, så man tror, det er lyv. Ispinde, udtjente fjerbolde og rør til vaniljestænger vil jeg i hvert fald fremover forsøge at redde fra Vestforbrænding, men også helt konkrete idéer er lige til at kopiere: »Et par totter fra en opvaskebørste er perfekte knurhår. Ingen lægger mærke til, at du klipper en lille smule af den I har derhjemme«. Og sådan får toiletrullerotten Bo det helt rigtige gnaverlook. Formuleringen er i øvrigt typisk for Shane og det afdæmpede, uhøjtidelige lune, der fylder tv-skærmen og vælter frem af bogen. ’Shanes verden’ er på alle måder et godt sted at slå lejr, hvis der går lidt for meget Dagli’brugsen i hverdagen. En køkkenrulle er jo ikke bare en køkkenrulle. Og en mælkekarton kan med et snuptag og lidt guldstøv ændre karakter.