Guldalderen – findes den, eller er den just som i antikken en smuk illusion om det forgangne? I hvert fald vor litteraturs romantiske guldalder er i virkeligheden romantikkens sølvalder, thi vi læser og berømmer mere Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og St.St. Blicher end Oehlenschläger og co. fra den såkaldte gyldne epoke. Men dansk films første guldalder, gyldent sammentræf på store væsentlige navne? Tja – fra Carl Th. Dreyer over Henning Carlsen og Palle Kjærulff-Schmidt, til Nils Malmros og Søren Kragh-Jacobsen er de alle enspændere med egne veje at filme. Og i sin tid dannede hverken Johan Jacobsen eller Ole Palsbo skole eller var kanoniserede af deres samtid.
En klase af kreative filmfolk
Så måske er den guldalder, Jacob Wendt Jensen så lunt og indlevende beskriver i CUT, den eneste ene, som er her netop nu, for lidt siden og stadigvæk aktuel i studier og biografer.
En skole simpelthen og selvfølgelig runden af en filmskole, som sammen med vort lands øvrige høje grunduddannelse i diverse skolebygninger har svejset en klase sammen af kreative filmfolk i afskygninger og afdelinger, fra den visionære filmkunstner til den absolut nødvendige håndværker.
Appetitligt lagt frem i denne charmerende sag, som ligner en ukritisk kaffebordsbog, men langt mere er en kalejdoskopisk antologi af indtryk og udtryk fra danske filmselskaber, deres instruktører og skuespillere.
Viser og fortæller om alskens stort og småt
Stjerner såvel som vandbærere, Jensen viser og fortæller om alskens småt og stort. Over klippeborde i sene nattetimer, manusforfatterens computer med deadline til professionelle lydmænd, lysmænd, stuntmænd, scriptgirls, sminkøser og selvfølgelig producere.
Bogen beretter om gurulæreren Mogens Rukovs begreb om den naturlige historie, og bl.a. hvorfor unge skuespillere i dogmefilm – og det, som ligner på det danske hvide lærred – ikke taler lige så højt som Poul Reichhardt og Bodil Kjer i ’Soldaten og Jenny’. Hvorledes Mads Mikkelsen fik bank af Kim Bodnia i en Pusher-film uden skrammer og sår, blod, sved og tårer.
Ja, Jensens filmhus er fuld af sympatiske folk, som kan deres metier, formår at skildre deres kunnen og give viden videre på en sjov og gavnlig facon.
Fine fotografier af Anders Clausen, så min filmsjæl, hvad vil du mere? Just med denne guldalder på knaldperler fra lurmærkede levende billeder og deres brogede bagland.
