Danske piger rider på hesteryg. I Afrika bor giraffen, som pigen Martine rider på. Det giver luft i håret at læse denne alternative hyphistorie i fremmedartede omgivelser. Det er Lauren St. John, som fortæller om ’Den hvide giraf’. Men først skal Martine væk fra den kuldslåede engelske vinter. Det sker, da hendes forældre brænder inde og en hidtil ukendt bedstemor dukker op på scenen. Hun er statelig, lyder navnet Gwyn Thomas, og hun finder sig ikke i noget. Gwyn Thomas bor i et vildtreservat, og første gang Martine ser en afrikansk solnedgang, står hendes hjerte næsten stille. Der er ugler i mosen foruden krybskytter og fortielser. Historien vider sig ud som hestefantasy, fordi den ensomme hvide giraf, som går derude, kun tænker på at møde Martine, der kun tænker på sin giraf. Det er meget ømme scener, hvor det store dyr bøjer sin lange hals – med blot syv nakkehvirvler – for at blive nusset af en elleveårig pige. Et redeligt miks af mule og fantasi Martine bemærker, at en girafmule lugter som nyslået græs. Men der er ikke tid til at nyde udsigten, for en uhellig alliance af embedsmænd og rige oliesheiker er på udkig efter det sjældne hvide dyr. Martine må tage alle sine evner i brug for at redde sin ven, og den afsluttende finale i Cape Towns containerhavn er lige til en filmatisering. Lauren St. John har fundet på en god og hidtil ufortalt historie. Et redeligt miks af mule og magi. Sproget er enkelt og uden spændstighed. Forfatteren anbringer også en zulu-helligdom i Cape-provinsen, og hjemme hos Gwyn Thomas i reservatet spiser de ’landæg’. Man er vel i Afrika!