Venstrefløjen er traditionelt kendt som areligiøsitetens højborg.
Den overfladiske forklaring herpå er, at socialismen fra sin undfangelse af har betragtet religionen som kapitalismens forlængede arm, dvs. som et redskab til pacificering af underklassen. Den sande forklaring er nok snarere, at socialismen – i hvert fald som den typisk er blevet praktiseret – selv rummer en totaltydning af tilværelsen og dermed en række semi- eller erstatningsreligiøse forestillinger, f.eks. ideen om det klasseløse samfund som en slags realiseret gudsrige her på Jorden. Som socialist og feminist har tidligere chefredaktør ved Information Bente Hansen mærket splittelsen mellem religion og socialisme på egen krop. Ikke sådan at forstå, at hun selv opfatter de to som uforenelige; det gør hun nemlig langtfra. Det gør til gengæld mange af hendes politiske kammerater. Bente Hansen derimod er erklæret kristen, har siddet i Københavns Domkirkes menighedsråd i ca. tolv år, men er altså og har altid været socialist. For Bente Hansen hænger kristendom og socialisme glimrende sammen – i hvert fald hvad angår menneskesyn og etik. Måske har socialismen endda, som hun foreslår et sted i bogen ’Gud og hvermand – en bog om tro og politik’, i virkeligheden arvet en hel del fra kristendommen, f.eks. lighedsbegrebet og den socialetik, der følger heraf. Døv og blind En anklage, Bente Hansen i en slags selvopgør retter mod socialismen, er dog, at dens antireligiøse grundlag har gjort den døv og blind for, at »den religiøse søgen er lige så svær at afskaffe som seksualdriften«. Religion er kommet for at blive; tro og religiøsitet hører fuldstændig naturligt med til det menneskelige; og i stedet for at forsøge at afskaffe religionen skulle vi hellere prøve at hjælpe religionen og de religiøse til at blive mere åbne og frisindede. ’Gud og hvermand’ er utrolig behagelig læsning. Ikke nødvendigvis på grund af indholdet, dvs. Bente Hansens holdninger til tro, overtro, religion og politik etc., som man selvfølgelig kan sympatisere med eller ej. Det er behagelig læsning, fordi Bente Hansen udtrykker sig ligefremt i en ukunstlet prosa, som enhver kan læse og forstå uden vanskeligheder. Hun har masser af holdninger, indimellem også markante sådanne, men de fremsættes aldrig polemisk. Det er ikke diskussionens, men dialogens form, Bente Hansen så at sige bekender sig til, den åbne, fordomsfri samtale om de store etiske, politiske, eksistentielle og religiøse spørgsmål, der ikke ender i dogmatik, men i nye spørgsmål. Bente Hansens vilje til dialog præger i høj grad bogen, der er spækket med erindringer om samtaler og diskussioner med såvel gamle som nye venner. Vi møder, bare for at nævne et par stykker, den søgende Anne, ateisten Arne og ærkesocialisten Karl. ’Gud og hvermand’ er således en meget personlig og delvis selvbiografisk bog. Som læser lærer man ikke meget nyt om kristendommen eller for den sags skyld om socialismen; men man lærer, hvordan en kristen socialist vha. vores kulturs store fortællinger og i konstant dialog med anderledestænkende forsøger at orientere sig i tilværelsen og fastholde en mening med den. Det er engagerende læsning, der kan anbefales til gud og hvermand.
