Skildringer af barndom er en gren, der er særligt veludviklet inden for litteratur, film og tv i Sverige, som jo både er Ellen Keys og Astrid Lindgrens hjemland.
Der er derfor meget, der umiddelbart virker velkendt i Göran Sahlbergs debut som romanforfatter, ’Da tiden holdt op’, hvor vi følger en seksårig dreng hen over en sommeren 1955, lige før alting forandrer sig for ham. Ikke i den forstand, som hans prædikantfar, der har tudet ham ørerne fulde af apokalyptiske visioner, har forudsagt. Det er ikke hele verden, der går under, men drengens verden, der på en måde gør det. Både tragisk og humoristisk Romanen er nu ikke kun tragisk, men også humoristisk i kraft af samspillet mellem drengens fantasterier og det apokalyptiske system, han har indprentet sig, og som er gengivet som planche på bogomslagets inderside. Forholdsvis gakket er også den rejse til Skåne, han begiver sig ud på sammen med den æggende servitrice Viola fra den lokale købmandsbutik, hvor de møder ingen ringere end FN’s daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld – »verdens mest berømte svensker«, som han kaldes. Vi har været der før i denne fortidige svenske barndomsverden, der både rummer overvældende sødme, rimeligt usandsynlige hændelser og ubærlige sorger, ikke mindst i selskab med Per Olov Enquist. Set i forhold til denne store tradition fremstår Sahlbergs ’Da tiden holdt op’ kun som et lettere forvirret og ikke særligt fortryllende anslag.
