I dag skal jeg fødes.
Egentlig troede jeg, at det skulle blive her til morgen. Sol, op. Jeg, ud. Så det kunne begynde, det nye«.
Klaus Rifbjerg, Cecil Bødker, Arthur Krasilnikoff og sikkert flere – men disse tre med virtuos selvfølgelighed – har alle været på dét sted i sproget: Fødselsøjeblikket set fra den nyfødtes vinkel, altså den tilstand, hvor verden og sproget om den bliver til på samme tid. Her begynder også Kirstine Brøndum denne gang, efter romandebuten ’Solen mellem tyrens horn’ i 1996 (om Anne Marie Carl Nielsen), ’Tordenkalven’ i 2002 (en himmerlandsfortælling efter Johs. V. Jensens figur) og de elleve fortællinger om længsel efter liv og kærlighed i samlingen ’Eva’ 2004.
Johanne Marie kommer hun til at hedde, den ny, hvis fødsel trækker længe nok ud til, at vi ved noget om både moren, mormoren, jordemoren og familien med de navne, der skal arves, før det endelig sker i et skred ud gennem den alt for snævre åbning: »Vandet fosser omkring mig. Jeg bliver mast mellem siderne i floden. Ikke en knogle bliver sparet. Jeg er ikke et menneske. Jeg er en roulade«.
En børnerig købmandsfamilie
Fødslen foregår den første i første 1950, samme år som Kirstine Brøndum selv er født. Og uden tvivl er der selvoplevelse i de sansninger – måske også nogle af de ydre begivenheder – som Johanne Marie meddeler næsten som en art dagbogsnotater, men kun frem til hun så småt er ved at lære at stave, aftenen før hun fylder syv.
Den næstyngstes billeder af livet med livsglade forældre i en børnerig købmandsfamilie i en lille provinsby ved en fjord – det kunne være Hals eller Hadsund, Præstø eller Stege. Med vaskekonehjælp og barnepiger, men masser af hårdt arbejde også til forældrene selv, udfoldes et helt lille socialt hierarki omkring de hundrede meter Storegade, med ismejeriet i kælderen overfor og udløbere til bedsteforældre, fastre og mostre ude i landet.
Fra mikroskopiske begivenheder som den frydefulde sansning af pelsfrynserne ved hestehovene på det godmodige dyr, der trækker fiskevognen gennem gaden. Til det lidt større barns større gys: en undgået drukneulykke i badetiden, en anden i skøjtetiden og så den skovtur, hvor hun gemte sig så godt, at de andre glemte hende og tog hjem!
Noget egentligt plot eller en handling er der ikke – men hvem af os har det i livets første syv år, eller i resten? Døden er aldrig fjern, men det er jo begravelsesritualets første del, titlen citerer: Livets opståen. Skildret med en vidende undren, som sparer på virkemidlerne og får sagt desto mere om hverdagslivets mysterier mellem linjerne. Kirstine Brøndums sprog er igen storartet minimalisme.
