Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Alison Bechdel. Bedemandens datter

Alison Bechdel. Bedemandens datter

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En gadedreng med læsebriller

Der er strid om betegnelsen graphic novels – men der er også brug for et signalement ...

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et rent markedsføringstrick! En fisefornem omskrivning af den stadig go’e gamle betegnelse: tegneserie, bare for at få litteratursnobberne med på vognen!

Sådan er en del hardcore tegneserielæsere og do. -skabere tilbøjelige til at affærdige termen ’graphic novel’. Selv om fænomenet indiskutabelt er centrum for en ny bølge af billedfortællinger, der i de seneste tiår både i Europa og USA trods et i reglen formindsket sideformat har ført til en særdeles synlig udvidelse – både af tegneseriekunstens motivverden, dens udtryksmuligheder og – ja, faktisk – dens læserskare.

Og selv om der faktisk forekommer Shakespeare-citater i Anders And & Co., forventer nok de færreste af en ’tegneserie’, at den forudsætter kendskab til Cervantes’ ’Don Quijote’ eller Miltons ’Paradise Lost’, eller for den sags skyld til værker af Homer og James Joyce, af Camus, Proust, Virginia Woolf eller Scott Fitzgerald. Dét gør et par af de seneste års danske udgivelser af ’graphic novels’ faktisk – men langtfra dem alle.

For på den anden side kræver iranske Marjane Satrapis ’Persepolis’ (som var sommerføljeton i Politiken i 2007) jo ikke specielt litterære forudsætninger. Med dén udgivelse stod vi først på bølgen her i Danmark for tre-fire år siden, da også amerikanske Jason Lutes’ ’Berlin - en by af sten’ og franske David B.’s ’Det store onde’ plus den tegnede version af Paul Austers ’By af glas’ udkom. Sideløbende med oversættelser af en stribe af 80’ernes og 90’ernes undladelsessynder fra det engelsksprogede noir- og actionmarked: Frank Millers ’Sin City’-saga og intelligente gys- og action-nyklassikere med tekster af Alan Moore (’Watchmen’ og ’V for Vendetta’) såvel som af Neil Gaiman (’Sandman’ og ’Black Orchid’).

Luder eller ej
Om de sidstnævnte ’sorte’ fortællinger er graphic novels eller ej, kan godt diskuteres. Da bemeldte Neil Gaiman, i dag 48-årig science fiction-, fantasy-, film- og tegneserieforfatter, engang blev rost med en bemærkning om, at det, han skabte, »ikke var tegneserier, men graphic novels«, huede komplimenten ham ikke rigtigt:

»Pludselig følte jeg mig som en, der får at vide, at hun egentlig ikke er luder – næ, hun er i virkeligheden noget så fint som demimonde!«.

Nå, nu kan både Gaiman og enhver idiot jo alligevel godt se forskel på et nummer af ’Anders And & Co’. og så David B’s i alt 400 sider fantastiske sort-hvide fantasier om en barndom med en epileptisk bror (sygdommen er titlens ’store onde’).

Eller en 600 siders moppedreng af en ’illustreret roman’ som Craig Thompsons ’En dyne af sne’ (se andetsteds her i sektionen) – som for resten ifølge selv samme Neil Gaiman er »måske den mest betydningsfulde graphic novel (!) siden ’Jimmy Corrigan’«. Sidstnævnte vender vi tilbage til.

Med andre ord: Selv om enhver graphic novel er en tegneserie, er det ikke enhver tegneserie, der er en graphic novel. Dén forskel kan det godt være praktisk at have et ord for. Især på engelsk, hvor ordet ’comics’ leder tanken hen på løjer og langkål for et børnepublikum, selv om de fleste tegneseriekøbere nu om dage er voksne, og komikken (desværre) er totalt fraværende i en hel del serier.

Fugl eller fisk
Graphic novels er i reglen ikke for børn, men for voksne, der også kunne læse ’Krig og fred’, ’Borte med blæsten’ eller ’Kongens fald’. Ligesom dem er en ’grafisk roman’ i reglen et episk forløb af tegninger afsluttet i ét bind – til forskel fra serieprægets »forts. i næste nr.« – og både tema, ordvalg, billedsprog og referencer kan forudsætte mere modne læseres erfaring.

Ja, hvad skal de hedde på dansk? ’Voksentegneserie’ duer ikke, for der behøver ikke være for fem øre af den pornografi, markedet har knyttet til det begreb. Og betegnelsen ’illustreret roman’ er jo allerede optaget af ... ja, romaner med illustrationer i.

Tegneserieromanen er – som tegneserien – hverken det samme som en ’overillustreret fortælling’, en ’stivfrossen film’ eller ’repeterende billedkunst’ – selv om de kan ligne og har lært af både romanens, filmens og maleriets udtryksformer. Pyramidernes vægmalerier eller Bayeux-tapetet er heller ikke tegneserier – selv om der er folk, der påberåber sig dem for at ’hæve’ comics til kunst.

Kunst er et spil om stadige brud på konventionen, bl.a. derfor kommer de fleste kunstdefinitioner hurtigt til kort. Tegneseriens trykte forløb af fortællende tegninger, hvori teksten oftest indgår som grafisk element er et medie for sig, med sine egne muligheder og begrænsninger. Men selv defineret sådan udelukker det strengt taget Hal Fosters ’Prins Valiant’ med den trykte brødtekst under billedrammerne såvel som den totalt ordløse ’Ferd’nand’ af Mik (danskeren Henning Dahl Mikkelsen). Og tegneserier er de to jo alligevel – endda klassikere.

For stort eller for tidligt
Der må også elastik i grænserne om begrebet graphic novels – men ikke uendeligt.

Men hvis voksenreferencer og afsluttet fortælling er konstituerende elementer, som er med til at gøre Frank Millers ’Sin City’-saga til graphic novels, hvorfor er Hugo Pratts grafisk mindst lige så formidable billed-eposser om Corto Maltese (fra 1960’erne, 70’erne og 80’erne) så ikke det samme?

Hvorfor ikke belgieren Didier Comès’ sort-hvide mesterværk ’Tavshed’ (1984) med de gennemarbejdede referencer til både Shakespeare og Bibelen? Hvorfor ikke argentinske Alberto Breccias identitets- og agent-’roman’ ’Perramus’ (fra 1982 og frem) med inspiration fra Jorge Luis Borges? Eller hans yngre landsmand José Antonio Muñoz’ ’Alack Sinner’ og senere mestergrafik til Sampayos fortællinger? Hvorfor ikke disse fire sort-hvide mestres fælles inspiration, Milton Caniffs 30’er-serie om ’Terry and the pirates’? Hvorfor ikke jugoslavisk-franske Enki Bilals fotobaserede science fiction-surrealisme i Nikopol-trilogien fra 80’erne?

Ganske vist bygger Frank Miller på Caniff og Pratt, og uden Bilals og Breccias grafiske pionerarbejder med at lade farvefladernes eller laveringens gråtoner erstatte ramme- og konturstreger havde serier som Gaimans ’Sandman’ eller ’Black Orchid’ måske ikke haft samme kunstneriske udtryk. Men når de ’gamle’ alligevel ikke er ’graphic novels’, skyldes det først og fremmest formatet. Og datomærkningen:

I reglen er det fysiske format tættere på en almindelig paperback end på det dobbelt så store ’album’, der har været norm for europæiske tegneserier fra Tintin til Corto Maltese. Og så var udtrykket ’graphic novel’ nok opfundet, men ikke slået an endnu.

Noveller eller romaner
Opfinder af udtrykket er gamle Will Eisner – ophavsmand til den Caniff-inspirerede, ironiske superserie om ’The Spirit’ og navngiver af USA’s største ærespris for tegneserier, Eisner Award. Han kaldte i 1978 sin grafisk banebrydende paperback ’En kontrakt med Gud’ for graphic novels (selv om bogens fire historier fra Bronx faktisk er grafiske noveller, altså short stories, ikke romaner).

Art Spiegelmans lige så banebrydende tobinds Holocaust-tegneserie ’Maus’ fra 1986 regnes for den første amerikanske ’graphic novel’ – tema, omfang og fysisk format (næsten) som en roman, men med tegneseriens udtryksform. Frank Millers superhelte-revival ’Batman - The Black Knight Returns’ er fra samme år og regnes undertiden med til ’kongerækken’, men først i 1989 udkommer Alan Moore og tegneren Bill Sienkiewicz’ ’Shadow play’ (om Iran-Contragate-affæren) med den udtrykkelige betegnelse ’Marvel graphic novel’.

Den politiske tegneserie bliver imidlertid ikke hovedvejen for de amerikanske graphic novels, men snarere noir-, action- og superserierne. Som redaktør af det eksperimentelle seriemagasin ’Raw’ prøver Spiegelman også at få romanforfattere til at skrive tegneseriemanuskripter og tegnere til at adaptere romaner – et resultat bliver Paul Karasik og David Mazzuchellis ’By af glas’ over Paul Austers roman (sommerføljeton i Politiken i 2006).

Realisme eller surrealisme
Det ny årtusind ser en helt tredje type graphic novels med Cris Wares ’Jimmy Corrigan the smartest kid on Earth’ (2000) som et flagskib – den gav dagbladet ’Dagen’ os en smagsprøve på i sit korte liv, og hele værket udkommer efter planen på dansk om en måneds tid. Det er hverdagsdetaljernes tilbagevenden til striberne med en streg, der forener 50’er-serierne ’Lille Mille’s eller ’Archibald’s forenklede karikatur med en raffineret surrealisme som i McCays ’Lille Nemo’ (1905).

Trivialhverdagen og den næsten vulgære forenkling med absurdistisk distance finder man også i David Clowes pubertetsrealistiske kultserie (og -film) ’Ghost world’ (på dansk sidste år, med samme titel), der supplerer den sort-hvide slagkraft med en blegblå skyggelægning.

Dén teknik genfinder man i mere stilfærdige (og omfangsrige) hverdagsskildringer som Craig Thompsons ’En dyne af sne’ og Alison Bechdels 240-siders ’Bedemandens datter’ (anmeldt i BØGER 9. februar i år). Begge selvbiografiske ligesom tidligere David B’s og Marjane Satrapis værker.

Den europæiske ’graphic novel’ har ellers sine forløbere i 1990’erne med paperback-formaterede værker som bl.a. nordfranske Barus manga-efterlignende ’L’Autoroute du Soleil’ (1995) og landsmanden Baudoins eksperimenterende og i passager ordløse surrealisme, ’Le Voyage’ (1995) og krimien ’Les Quatre Fleuves’ (2000). Emmanuel Guibert abejder med en politisk-dokumentaristisk variant i ’La Guerre d’Alan’ (1997) og den afghanske mammutreportage ’Fotografen’ (2003, dansk 2007).

Thomas Thorhauges ’Det der går forud’ (2000) og Cav Bøgelund & Henrik Rehrs adaptation af Lorcas ’Blodbryllup’ (2006) kan ses som danske tilløb. Men først Allan Haverholms ’Sortmund’ (2006) er et fuldgyldigt dansk forsøg med formen, også i format og omfang. I randen af begrebet ’graphic novels’ ligger også de to ny serier, vi anmelder her i sektionen i dag: Teddy Kristiansens ’Den røde dagbog’ og Oskar K & Rasmus Bregnhøis ’Lille miss Nobody’.

Bølgen ind over salten østerstrand
Alligevel må vi sige, at bølgen har taget land også herhjemme: Foruden nu ’En dyne af sne’ og om nogle uger hovedværket ’Jimmy Corrigan’ (fra forlaget Aben Maler) får vi senere i år danske udgaver af canadieren Seths underfundigt poetiske (og igen: blegblåtonede) ’It’s a good life, if you don’t weaken’ (Carlsen) og af britiske Posy Simmonds’ ’Gemma Bovery’, en tekstmættet fri fantaseren i forlængelse af Flauberts læseskadede Emma Bovary-skikkelse, først bragt som ugeføljeton i dagbladet The Guardian (herhjemme forlagsgruppen Rosinante & Co.).

Sidstnævnte lyder måske netop som de litteraturfrygtsommes skræmmebillede: Ikke en ærlig luder, men demimonde – bvadr! Men hvorfor så defensiv? Tegneserier er for længst kommet på kulturstøtten og på museum, og årets ny udgivelser vil under alle omstændigheder atter aktivere behovet for et dansk signalement af, at her er noget for sig. Mon ikke ’tegneserieroman’ er det bedste bud?

»You can take a person out of the gutter, but you can’t take the gutter out of a person«, siger amerikanerne. Det samme gælder om den nyeste variant af den kunstart, Richard Outcault grundlagde i Pulitzers avis New York World i 1896 med serien om ’The Yellow Kid’ og hans rå liv i indvandrersmøgen Hogan’s Alley.

En gang gadedreng, altid gadedreng – med eller uden vandkæmmet skilning og læsebriller.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden