Den største lykke i verden er at lade sine tanker flyve frit af sted, uden forudfattet hensigt og uden mål, at koncentrere sig når det stikker en og glemme det hele igen en halv time efter«, skrev tegneren Ib Andersen engang.

»Og jeg føler det sinistre og triste i, at noget der er et lune af tankerne skal fixeres og bruges – i virkeligheden er en tanke kedelig umiddelbart efter at den er tænkt, passé«.

Kedelig? Det ord ville jeg næppe bruge om Ib Andersens tegninger. Alligevel forstår man jo, hvorfor det kan være træls i al omstændelighed at fastholde en iagttagelse, der ellers er dansende og associationsrig: »Glansen i en ung piges hår, et barns bløde profil, spejlet i våde veje, blæstens lyd uden for huset om natten, erindringen om festivitasen og melankolien i Mozarts musik, varme, kulde, træthed: At drømme, drømme, det er menneskeligt værdigt«.

Nogle millioner danskere har i årenes løb drømt med ham og kunnet høre fodens svup på den våde vej, føle blæstens rusk i håret som i løvet eller fornemme barnets duft ved synet af den stregens omhu, hvormed han fastholdt sine iagttagelser – så det lignede legens lethed.

Hele det mangfoldige virke
Mellem tankens fri flugt og fastholdelsen udfoldede Ib Andersen sin kunst, det meste af sit voksne liv ikke mindst på Politikens avispapir. Han blev fast medarbejder ved avisen i 1934, kun 27 år gammel, og han blev her til sin død som 62-årig, i 1969. Ved siden af avisarbejdet tegnede han bl.a. bogomslag og -illustrationer, reklameplakater og tobaksemballager – og pengesedler.

De fleste nulevende danskere har derfor også holdt masser af Ib Andersen-tegninger i hånden, nemlig i form af 50-krone-sedlen med karussen, 100-krone-sedlen med sommerfuglen, firbenet på 500-krone-sedlen eller egernet på en sjælden 1000-krone-seddel – alle fra Nationalbankens 1972-serie.

Til seddelserien tyve år tidligere tegnede han Roskilde Domkirke (500 kr.), Kronborg (100 kr.), Stenvad Langdysse (50 kr.), Egeskov Mølle (10 kr.) og Kalundborg Kirke (fem tårne til en 5’er).

Hans 100-års dag var sidste år, men bogen om hele det mangfoldige virke, der har præget vores optik, vores måde at se verden og især Danmark på – den bog blev først færdig til udgivelse i dag.

Til gengæld er den et pragtværk, der langtfra ukritisk afspejler og bevarer alle aspekterne af Ib Andersens virke og sammensatte person. Først og fremmest med en illustrationsrigdom, der har krævet ti velspækkede private fondes medvirken.

Hengivenhed og ægte beundring
En mosaik kalder udgiverne selv bogen; de er mange om at lægge brikkerne. Af de tre redaktører skriver grafikeren Steen Ejlers om både bøgerne, avisen, emballagerne og pengesedlerne, alle de »brugsgrafiske arbejder« og ikke mindst de interessante teknikker for farveseparation, tryk osv.

Jens Frederiksen redegør sammen med arkitektkollegaen Peter Læssøe Stephensen for Ib Andersens arbejde som arkitekt – han tog aldrig afgang fra arkitektskolen, men arbejdede bl.a. på PH’s tegnestue.

Foruden at redigere står Péronard for et interview med Anders Bodelsen om Ib Andersen, både privat og professionelt. Gennem sine forældre blev Bodelsen ven med tegneren, der i 1959 med sin omslagstegning lagde lysende førdaggry bag debutromanen ’De lyse nætters tid’.

Midt i hengivenheden og den ægte beundring lufter Bodelsen allerede her – i mosaikbogens første artikel – en stilfærdig kritik af naturromantikerens hældning mod nostalgi:

»Det moderne er jo så grimt og flot og smukt i hans ungdom. Om meget af hans senere arbejde tænker jeg: hvor bliver samtiden af i tegningerne? ... I et brev, han som helt ung skrev til min far ... skriver han fra sin rejse, at alt det med kirker og ruiner er noget lort! Og den trossætning skulle han måske have efterlevet lidt mere«.

Sammenbidt politisk satire
Hans Edvard Nørregård-Nielsen ser vist modsat på det, når han kalder tegningernes bygninger »overlevende fra dengang, da naturen drog ånde med en større ynde og vederhæftighed end nu« og ellers i et stærkt personligt essay føjer Købke og Lundbye – og sågar Carl Bloch og brødrene Skovgaard! – ind i billedet af Ib Andersen, som han halvt fortryder, at han ikke fik med i billedkunstkanonen.

Men der var en anden, kulturradikal Ib Andersen, som i sin ungdom tegnede sammenbidt politisk satire til kulturradikale tidsskrifter som Ekko, Aandehullet, Kulturkampen og Plan, og kulturhistorikeren Morten Thing argumenterer for, at dét er den samme Andersen, som fire år før sin død tegnede sin sidste plakat for Politiken: abstrakt kubisme i mangefarvet stentryk.

»Kunst til folket tegnet af en kunstnerisk aristokrat, der ville folket det bedste«, kalder Per Arnoldi den samme plakat i en af de personlige nærlæsninger, der også omfatter Tivoliplakaten fra 1943 med ballongyngen mod aftenhimlen: »Musikken: June Night med Svend Asmussens stædigt optimistiske violin. Alle Tivoli-oplevelser i et tegn«, opsummerer Arnoldi.

Kunsthistorikeren Louise C. Larsen giver os helt nyt stof om Ib Andersens første barn- og ungdomstegninger og forholdet til faderen, den også strålende Politikentegner Valdemar Andersen, som hun arbejder på et værk om.

Hans Munk Hansen gør rede for Andersens arbejder til bogværket om de gamle danske tropekolonier, Georg Metz fortæller om tegnerens evne til emblematisk at præge vores optik, og kunstneren Simon Bang om den unge beundrers kamp for at trænge ind i tegnerens liv og værk – og slippe ud igen!

Bidragydere med hver sin indfaldsvinkel
Plakaterne såvel som emballagerne– bl.a. for Cap Horn-tobakken – er konturens og de klart afgrænsede farvefladers kunst. »Hvor stregen er bedst til syntesen, ideen, den intellektuelle tilgang, synes den strukturerede flade, skravering såvel som lavering, at være forbundet med iagttagelse, atmosfære, følelse og sansning«, skriver tegnerkollegaen Per Marquard Otzen. Som bladtegner skraverer og laverer Ib Andersen – og det er jo netop de tegninger, der står tilbage hos de fleste:

Fra de nøjagtigt skraverende studier af geddens skæl i hans største bogpræstation, ’Den fuldkomne fisker’, og til laveringerne af 1963-værket ’Irlands ruiner’. Og allerflest nulevende husker ham måske for illustrationer til Politikens Kronik i 1950’erne og 60’erne – sort-hvide stregtegninger, hvor lette gardiner flagrer i brisen, sol og skyer veksler, en lærke synger, eller regnen drypper fra efterårsblanke grene.

Det hele er repræsenteret i de hundredvis af illustrationer i pragtværket her, mange af dem kommenteret helt forskelligt af flere bidragydere med hver sin personlige indfaldsvinkel, ikke uden indbyrdes polemik. Nogle endda så personlige, at lidt for meget forudsættes bekendt.

Savner introducerende overblik
Skal man savne noget – og det vil den uindviede gøre – så er det et kort introducerende overblik over hans liv og værk i samtiden sideløbende med Magasinets jævnaldrende, men helt andre tegnergemytter som Sikker Hansen og Ungermann.

F.eks. som dét, vennen og kunsthistorikeren Aage Marcus leverede til bogen med ’Tegninger og tekster’, som tegnerens enke, Nanna Andersen, udgav hos Selskabet Bogvennerne i 1971.

I portrætmosaikken kunne også et enkelt af Ib Andersens egne essays have gjort god fyldest – det indledende citat i denne omtale er hentet fra hans rapport om ’Dafniefangst’ i en nordsjællandsk sø med den 5-årige søn i 1957:

»Hvor klog man bliver af at færdes med et barn, hvor er hans tankegang formålsløs, gentlemanlike og generøs ... og pludselig synes jeg, at skyggen af en anden lille dreng viser sig, et nu for længst forsvundet barn, en lille faun i skoven, mig selv ...«.

Ham møder vi nu også – i bogen om tegneren Ib Andersen.