De to første bind af den forunderlige beretning om Titus Groan og hans slægts ældgamle slot, Gormenghast, foregik i slottets stivnede labyrintiske verden. Hovedpersonerne var de farverige medlemmer af herskerslægten Groan og deres kostelige tjenere. Herunder ondskaben selv i form af køkkendrengen Steerpike, der havde held og kløgt til at myrde sig vej op i hierarkiet, mens spæde Titus, arvtageren til riget, stadig var på behagelig afstand af intrigerne. I andet bind havde Titus alder og styrke til at træde i karakter som den hersker, han er født til at være. Den unge jarl tog sin skæbne på sig og slog i et drabeligt opgør Steerpike ihjel, hvorefter han, som oprørske teenagere har for vane, gav fanden i det hele og stak af fra både familie og pligter, abdikationen var en realitet. Herre over liv og død I tredje og sidste bind, der nu endelig foreligger på dansk i Arne Kellers kompetente oversættelse, sker der noget helt nyt, for Titus’ flugt fører ham fra vildnisset omkring Gormenghast ud i en helt anderledes verden. Her er både biler og fly, og samfundet domineres af en videnskabsmand, der er herre over både liv og død. Skorstenene i hans fabrikker ryger altid, i vinduerne ser man helt ens menneskeansigter, hvad foregår der? Det samme må Titus spørge sig selv om, efterhånden som han havner i kløerne på diverse sofistikerede kvinder, som alle er tiltrukket af hans mærkelige snak om et fjernt rige og hans status som den 77. jarl af noget, han kalder ’Gormenghast’. Hvad fabler ynglingen om? Er han sindsforstyrret, eller har bohemevagabonden virkelig ret? Titus lærer kødets lyster at kende, men også den korte afstand mellem kærlighed og had. Gang på gang er Titus i fare, igen og igen bliver han reddet, tilsyneladende begunstiget af karmaen fra sit herskerblod. Trodser fornemmelsen af tid og sted Persongalleriet i slottet var en Charles Dickens værdig. Man har det ikke helt på samme måde med figurerne i det tredje bind, selv om Muzzlehatch, der bliver Titus’ uudgrundelige ven, virkelig er noget for sig selv. Og plottet har heller ikke halvdelen af den kraft, som udfoldede sig, da den speedede morder Steerpike var en del af historien. Men dybden i vision og sprog er den samme! Det forunderligste ved Peakes excentriske historie om Gormenghast er, at den trodser læserens gængse fornemmelse af tid og sted. De to første bind var gennemsyret af frønnet fortid, mens teknologien i bind 3 udstyrer det arkaiske med noget meget moderne. Man er herligt i tvivl: Foregår den mørke slægtshistorie engang i fortiden? Eller er der snarere tale om en støvet futurisme, der foregår i fremtiden, f.eks. efter en katastrofe, som har ødelagt menneskehedens kollektive hukommelse og skabt lakuner af adskilt eksotisk modernitet? Omgivet af uigennemtrængelig jungle Og hvor ligger selve Gormenghast egentlig? På den ene side er slotsuniverset umiskendeligt europæisk, ja, britisk, som i bind 2’s parodi på det gamle engelske klassesamfunds stive manerer. På den anden side er både slottet og den fagre nye verden, Titus havner i, omgivet af uigennemtrængelig jungle og vilde dyr, der hyler mod en måne, der fint kunne lyse over asiatiske vidder. Det hele foregår enten i en verden, der endnu ikke er kortlagt. Eller i en verden, hvor den viden, der engang eksisterede om folk og steder, er gået tabt. Mervyn Peake, der blev født i 1911 og døde i 1968, voksede op i Kina, hvor han som barn lærte både arkitekturen i den forbudte by i Peking at kende og var på ture med sine forældre til den enorme Yangtze-flod og naturen omkring den. Senere arbejdede han som illustrator, han kunne også tegne, for den engelske hær under Anden Verdenskrig. Da han skrev ’Gormenghast’, boede han på den lille klippeø Stark i Den Engelske Kanal. Det er indtryk fra alle disse steder, der løber sammen i hans egensindige fantasi om Titus Groan. Et eller andet sted i den dystre historie klinger smerten fra det tyvende århundredes blodige brug af videnskab og teknologi. Bind 3 handler dybest set om en natur, der ikke må krænkes, en oprindelighed, der ikke må besmittes. Gør man sig til herre over naturen, går det galt. Peake er som antydet ikke lige så medrivende på udebane, som han er i de to første uforlignelige bind. Ærgerligt for os fans, og synd for forfatteren, at han ikke nåede at forløse sin vision, inden han bukkede under for Parkinsons sygdom. Et råb fra skovene, en hvisken gennem en mur af sten, et lavmælt skrig fra krybdyrhjernen. Det er Gormenghast, der kalder på sine læsere. Glæd dig.