Med ’Al den løgn om kvinders svaghed’ fra 1976 beskrev hun sin tid som (lesbisk) kranfører i Norge, i 1980 kom digtsamlingen ’Måske har jeg haft en anelse’, der blev en kultbog for lesbiske, og med romanen ’Miraklet i Amalfi’, om et stormfuldt heteroseksuelt kærlighedsforhold til en præst, slog hun igennem i 1984.
Siden er udkommet den store historiske roman ’Hildas sang’ og nu senest ’Der mangler en sang om solsorten’. Den er tydeligvis delvis selvbiografisk og handler om et lægeægtepars liv under og efter Anden Verdenskrig og er delvis fortalt af parrets ene datter, Anna, som kunne være forfatteren selv. Temaet, tiden og vinklerne har mindelser om både Vibeke Grønfeldts bøger om Agate og Kirsten Thorups ’Mellemkrigstid’. Litterært kommer Vibeke Vasbo ikke op i den klasse, for hun har ikke frigjort sig nok fra det biografiske og samvittighedsfuldt refererende – men mindre kan også gøre det. Lægeparret Valdemar og Gertrud slår sig ned i Sønderjylland/Als på et tidspunkt, hvor det er usikkert, om landsdelen nu godt tyve år efter Genforeningen vil blive taget tilbage til (Hitlers) Tyskland. På mange måder er Vasbos bog en velkommen påmindelse om stemningen i den del af Danmark i et kapitel af historien, som faldt lidt ud mellem Første og Anden Verdenskrig i min skolelærdom. Patriot, humanist og idealist Valdemar er aktiv patriot, humanist og idealist og slider sig selv op ved bl.a. at tage med de hvide busser til koncentrationslejrene i det stadig bombede Tyskland og hente danske fanger. Imens knokler Gertrud derhjemme med en dobbelt praksis og tre, snart fire børn og en ung pige til oplæring. Samt angsten for, at Valdemar ikke kommer levende hjem. Det gør han, men med en stimulansafhængighed, forfatteren/datteren går (for) let hen over.
