Spørg Sonya Hartnett, om hun er træt efter halvanden måned i mediernes orkanøje, og du får et blåt øje!

Men hun er træt. Det er ikke hver dag, man får verdens største børnebogspris. Omfanget af festlighederne i forbindelse hermed har overrasket hende. Og da en repræsentant for den svenske komité bag Astrid Lindgren Memorial Award ringede til hende midt i april, troede Sonya Hartnett i begyndelsen, at det var telefonsjov, og at man havde forlagt sedlen med nummeret til den anden forfatter fra Australien, John Marsden, som også var indstillet til Alma-prisen. Nu logerer Sonya Hartnett fra Melbourne på Grand Hotel midt i Stockholm med den svenske konges slot som nærmeste genbo. Hun har aldrig været i Skandinavien før, men hun tør godt cementere dette statement på sit lands vegne: »Alle australiere elsker Abba!«. Og henvendt til undertegnede fortsætter hun: »Nu håber jeg, at han behandler hende ordentligt!«. Og hun tænker naturligvis på Mary fra Tasmanien. Jeg bekræfter, at det gør han! Så er scenen ligesom planeret til en samtale med Australiens sorte får, der sætter en ære i at skrive for dem, »som ikke læser Harry Potter«. Det gør hun heller ikke selv. Og hun truer fru Rowling med mere end et blåt øje, hvis hun genopliver serien ud over bind nummer 7. »Så kommer jeg personligt til England med mit gevær og holder hende op, til hun lover at lade være!«. Dette siger den venlige og imødekommende forfatter til så betydningsfulde bøger som ’Sovende hunde’ og ’Tin og tunnelerne’ (der burde hedde det samme på dansk som i Australien: ’Thursday’s Child’). Hvorfor er du så vred? »Egentlig er jeg et muntert menneske. Jeg kan være nærmest idiotisk glad. Men jeg har altid haft en svaghed for livets mørke sider. Jeg er interesseret i figurer og landskaber, der befinder sig lige på kanten af, hvad det er muligt at udholde. Det er også en simpel sandhed, at ekstrem ondskab og store vanskeligheder er mere interessant at skrive om end ekstrem godhed og veltilpashed«. Det mener du? »Ja, men det kan også gøre mig ked af det, når jeg er nødt til at skrive det, som bogen vil have mig til at skrive. Men det er bogen, der bestemmer. Og jeg må skrive det, selv om jeg bliver ked af det. Det gode er så, at hvis jeg føler mig ked af det eller rædselsslagen, så kan jeg være sikker på, at sådan vil læseren også have det. Men jeg kan berolige dig med, at jeg aldrig slår nogen ihjel, uden at jeg har overvejet det grundigt«. Men vreden? »Jamen, er der da ikke grund til at være vred? Jeg er vred over, at verden er ved at gå under i skidt og møg! At skovene bliver fældet, at dyrene uddør, at vi bliver ved med at købe de dumme firehjulstrækkere, og at ingen for alvor gør noget ved det«. Da ’Sovende hunde’ udkom i 1995, var det ikke så slemt, men du var alligevel vred? »Jeg var måske ikke så vred; men jeg var ung. Det tager nogle år at udvikle en god vrede«. Ikke uden min hundNaturen spiller en stor rolle i dine bøger? »Jeg mener, at dyr og insekter og vejret og skoven kan indplaceres i litteraturen med en større vægt, end de måske har i virkeligheden. Læsning skal føre med sig, at man føler noget. At man bliver en anden person. Så det er vigtigt at skrive om noget, der udløser store følelser«. Som hunde? »Dyr er det bedste i verden. Ved juletid var jeg ude at spadsere med min hund, da den faldt i vandet. Jeg hoppede selv i, og vi var begge to ved at drukne; men jeg vidste, at jeg hellere ville dø end at forlade stedet uden ham. Jeg ville ikke kunne leve videre i forvisningen om, at jeg havde mistet ham. Der er ting her i livet, som man må tage alvorligt«. Du lever et ensomt liv? »Det siger folk, og det bliver jeg overrasket over at høre, for selv synes jeg ikke, at det er sådan«. Er det en nødvendighed for, at du kan skrive dine bøger? »Det er det nok. Hvis jeg fik en mand og et barn, ville jeg ikke kunne fortsætte mit forfatterskab«. Hvorfor ikke? »Det forstår I mænd ikke«. Forbrydelse og straf Sonya Hartnett er nyeste skud på et stort træ. Hun vedkender sig slægtskabet med både Ivan Southall, James Aldridge og Patricia Wrightson, der har sat Australien på det børnelitterære landkort. Der er også en høj grad af fælles tone imellem dem. Ikke mindst med Southall, hvis klaustrofobiske og indædte roman om vanvid og hedeslag, ’Den sjette kommandant’, blev en direkte indgang til bogens verden for unge Sonya Hartnett. Her lærte hun, at man kan skrive om australske landskaber, så det bliver alment. Hun dyrker også de amerikanske sydstatsforfattere – Faulkner og Capote – og anser én bog for den allerbedste: »’Forbrydelse og straf’ er den største roman, der nogensinde er skrevet«, siger hun. I ’Sovende hunde’ læser de en bog, som hedder ’Forbrydelse og straf’, men du nævner aldrig, hvad forfatteren hedder? »Det gør heller ikke noget, for det skal læserne nok selv finde ud af, hvis de vil vide det. I min bog bliver titlen brugt som et varsel om, hvad der er sket, og hvad der vil ske«. Hvordan arbejder du med at skabe en roman? »Jeg har for det meste en ’kerneoplevelse’, som jeg bygger videre på«. Hvad er ’kerneoplevelsen’ i ’Sovende hunde’? »Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske ’Tin og tunnelerne’. Jeg boede i mit første hus i Melbourne, og det var lillebitte, og jeg ville lave et værelse i garagen, men ingen håndværkere gad komme ud til så lille et job. Jeg var ked af det og stod og kiggede på cementen, og så pludselig så jeg en hær af myrer, som bare knoklede løs med at bryde min cement op. Jeg har altid været interesseret i det egoistiske barn, der ikke tænker på andre end sig selv. Og det fandt jeg her – i myren! Senere blev handlingen henlagt til den store depression i 30’erne«. Hvem skriver du for? »Det er lidt forskelligt fra bog til bog. For det meste er det bøger for unge. Jeg har skrevet en enkelt børnebog. Den ender godt! Og så eksperimenterer jeg med formen. F.eks. er ’Skoven’ med vilje gjort tung og svært tilgængelig. Det er den af mine bøger, som har været sværest at skrive. Jeg tænkte, at folk ville sige: »Endnu en bog om dyr!«. Så jeg gjorde sproget utroligt tæt og kompakt. Man skal ville læse den«. Kan du huske ’kerneoplevelsen’ til den? »Jeg ville skrive en bog om dyr. Og jeg blev optaget af den hetz, som blev ført mod vilde katte. Ofte var det jo tamkatte, som var kørt væk og efterladt ude i skoven«. Men det blev til en livsfilosofisk historie? »Sådan noget bestemmer bogen selv«. Hvad vidste du egentlig om Astrid Lindgren, da telefonen ringede? »Ikke så meget. Det må jeg indrømme. Nu ved jeg meget mere. Da jeg var 9-10 år gammel, læste jeg bøgerne om Pippi Langstrømpe. Og i min erindring kunne jeg ikke rigtig lide dem, fordi hun havde en hest og en abe – og det havde jeg ikke! Og så var hun dén slags pige, som jeg aldrig selv ville have mod til at være. Jeg ville have elsket at være en pige som Pippi, men det var umuligt, så jeg ville hellere ikke vide noget om hende. Hun vinder altid. Nu har jeg læst bøgerne igen, og jeg kan se, at de giver børn en følelse af, at man kan klare det. Selv om det ser svært ud«. Du var kort sagt jaloux? »Ja«.