Hun ser så godt ud på bogens forside, Lone Kühlmann, at man spørger sig selv, om teknikken har været indover, men skidt nu med det: Hendes nye bog er fermt – og godt – skrevet som de tidligere livsstilsbøger ’Lev selv’ fra 1994 og ’Den bedste tid’ fra 1995, men nu er hun så blevet 63 år, og det giver en vis dybde, kan man mærke. Der er ikke mere så meget ’vips, så går det som en leg’ over hendes gode råd og refleksioner; faktisk er det lige før, hun bliver alvorlig her og der. For når vi først har erkendt, at vi bliver ældre, må vi også vide, at det ender med, at vi dør. Men i mellemtiden skal man holde fanen højt, skriver Lone Kühlmann, der altid har vidst, at føler du dig som en dørmåtte, så er der nogen, der træder på dig. Nu er det for eksempel bedstemødrene, der dropper deres eget liv for at stå til rådighed som børnepassere for deres børn. Så her kommer de til pæne middage hos vennerne, medbringende spædbørn i babylifter, »for at ungernes egne forældre kan drikke sig plakatstive uden ansvar for afkommet«. Og hvad siger værtinden til det, spørger Lone Kühlmann, der endnu ikke selv har fået børnebørn og derfor er noget træt af alle de veninder, der ikke snakker om andet. Ellers giver hun forfriskende håndkantslag, lidt til højre og lidt venstre – der springes mellem alle emner i bogens kapitler, der formentlig for en dels vedkommende er de foredrag, Lone Kühlmann holder masser af. Hun er pas på pensionister, der jamrer sig over, at de ikke kan køre på mimrekort døgnet rundt, hun advarer mod indadvendthed, der er en anden form for at være selvoptaget, et menneske, der ikke kan rumme andet end sin egen elendighed. Møder man udsagnet: »Jeg ville ønske, jeg var død«, fra en slægtning eller ven, kunne man for eksempel gøre som den 65-årige datter, der med et oprigtigt ønske om at hjælpe sin livstrætte gamle mor sagde: »Mor, hvis du virkelig ønsker at dø, så er det jo ret enkelt. Du kan bare holde op med at spise«. Moderen så lammet på hende: »Vil du have, at jeg skal lade maden gå ud?«. Den slags små smil er der masser af i Lone Kühlmanns bog. Og trænger man til et par spark her og der, er den bestemt glimrende. Det, som denne (seks år ældre) anmelder savner, er tanker om det, der virkelig kradser mht. at blive ældre. Fysikken, der svigter, håret, der falder af, mig og mine tænder, der skilles ad, som Benny Andersen skrev, alt det helt naturlige og nådeløse, som er livets gang. Det skal man godt nok vænne sig til. Måske kunne det blive emnet for Lone Kühlmanns næste bog. Den kunne måske hedde ’Nu er vi gamle’. PS: Kære Lone. De hed ikke ’Estrella’, de korsetter, vores mødre gik med. De hed ’Spirella’.