Der var så dejligt ude på landet«, skriver Andersen i den første linje af eventyret om ’Den grimme ælling’.

Der er stadig dejligt derude, forsikrer Bente Scavenius med sin nye, store bog om Danmarks dejligste haver. De 25 haver, hun har valgt, ligger omkring de store gårde og slotte eller omkring de slotte, der nu ligger i byen, som Rosenborg og Frederiksberg Slot. Det er århundreders vækst og generationers omhu, der har givet anlæggene den herlighedsværdi, som ikke længere er forbeholdt de hoffer og den adel, der såede dem. De kan opsøges af enhver, der ser sig ud en sommerdag, når de bønder tromler. Og gør det! Netop Andersens ælling blev ruget ud i en herregårdshave, under skræpperne på Gisselfeld i sommeren 1842, og sådan er der talrige historier knyttet til haverne ud over selve havekunstens historie, som den har udviklet sig efter udenlandske moder og dansk smag og natur, siden Frederik IV kom hjem fra Frankrig, hvor han havde oplevet, hvordan Louis XIV’s havemester André Le Nôtre havde overstrålet den italienske inspiration med de barokanlæg, hvis dybe perspektiv tog udgangspunkt i fyrstens bolig, så ingen kunne være i tvivl om, hvem der var anlæggets suveræne centrum. Frederik IVs lystrejser Det er Frederik IV’s lystrejser til Frankrig og Italien, der sætter udviklingen i gang i Danmark med haverne ved slottene på Frederiksberg og i Frederiksborg og Fredensborg. Det er også herfra, Bente Scavenius fortæller sin historie, der er mere end grundig, fordi hun ikke går lokalt til værks, men inddrager de strømninger og idealer, der er gået forud for den danske have i højeste plan. Vi fulgte den engelske kætter Alexander Pope, der gjorde oprør mod barokkens strenghed og udstak retningen for den mere romantiske landskabshave efter antikkens natursyn. Fra Tyskland nåede haveteoretikeren Hirschfelds tanker hertil og satte præg på de landskabelige og romantiske haver fra slutningen af 1700-tallet. Han kom også selv til Danmark, hvor han fraskrev Frederiksberg Have som oplagt til landskabshave i modsætning til Søndermarken. Havekunstens historie hører mindre til i den traditionelle smagshistorie end i en større kulturhistorisk sammenhæng. Den er en god indgang til forståelsen af den vaklen mellem natur og kultur, der har været en grundkonflikt i menneskelivet. Skiftende tiders forhold til haven viser skift i åndslivet. Barokken betvang naturen med geometrien. Naturen selv skaber jo aldrig lige linjer eller rette vinkler. Romantikken gør op med det rationalistiske grundsyn og kommer naturen i møde for at forene sig med den. Ved poesiens hjælp vil man udtrykke, hvad der ikke lader sig rationelt definere. Det anelsesfulde og dybsindigheden er en appel til følelseslivet, både i sentimental forstand og som refleksion. Fryd og fare Derfor får den romantiske have sin dramatik gennem en scenografi, der inspireres fra mange sider, fra Claude Lorrains lyriske landskabsmalerier, hvoraf et superstykke hænger på Nivaagaard og naturligvis er gengivet i bogen, og fra Rousseaus blanding af betagelse og forfærdelse over naturen, der er besjælet og rummer fryd og fare. Haverne skal rumme de samme, om end styrede, overraskelser i form af sælsomme grotter og ruiner, mindesmærker til eftertanken, kildevæld og bække, der er mere anelsesfulde end barokkens pompøse fontæner af ren händelsk Watermusic. Romantikkens havebegejstring er som barokkens i tråd med periodernes ånd. Hele den historie gør Bente Scavenius rede for med sin kolossale viden og sit medrivende fortælletalent, mens hun fører os gennem haverne: Kongens Have, Clausholm, Fredensborg, Willestrup, Gavnø, Gl. Holtegaard, Glorup, Liselund, Sanderumgaard, Hofmansgave, Gisselfeld m. fl. De er alle præcist valgt, fordi de tilsammen med de uretfærdigvis ikke nævnte beskriver den udvikling, som haver nødvendigvis må undergå, fordi de hele tiden lever og vokser. Og hele tiden aves i kulturens navn. De kloge arkitekter og gartnere, der anlagde dem, så aldrig det endelige resultat, det gør vi heller ikke, for haven er en af de uransagelige veje til det tvivlsomme, men alligevel så eftertragtede begreb evigheden. En færdig have eksisterer kun i tv’s rædselsprogram Hokus-krokus. I Gisselfelds 80 hektar store park kan vi sætte os i skyggen af de tre ege ved Brede Sø, som Peder Oxe plantede i 1550’erne, og derfra gå lige ind i det underskønne og nyrenoverede Paradehuset fra 1876, som arkitekten J.D. Herholdt skabte i tegl, støbejern og glas, sådan som det kom på mode efter Crystal Palace på verdensudstillingen i London i 1851. Her er eksotiske planter som udtryk for den higen, som romantikken også stimulerede, efter at hente det ukendte og fremmede hertil. På mange godser blev der indrettet rene menagerier med aber, sjældne fugle og vækster.
En enestående kulturarv Det er karakteristisk for situationen i dag, at der har været en generation, som har sat alle kræfter og generøse fondes midler ind på at reetablere godsernes haver og åbne dem med økonomi for øje i bevarelsesøjemed. I de mismodige år efter den tyske besættelse var der hverken lyst elle midler til større havebrug, men heldigvis vendte dette mismod sig til et mod, der har givet os en enestående kulturarv tilbage.