»Mænd kan også få hovedpine eller influenza. Så det er ikke rigtig relevant, vel?«, svarer Gretelise Holm med fast stemme og muligvis en smule irritation i de hævede, spørgende øjenbryn på spørgsmålet om, hvorvidt svedende overgangsalder, aggressive præmenstruelle hormonforstyrrelser eller dunkende plukveer kan gøre kvinder så periodisk ueffektive på arbejdsmarkedet, at de ikke fortjener ligeløn.
Brynene sænkes hurtigt. Smil breder sig i øjnene og resten af ansigtet, mens hun uddyber sit svar:
»Du hentyder til det dér argument med, at hvis kvinder vil have ligestilling, »kan de bare komme ud og grave grøfter«. Og ja, hvorfor ikke? Kvinder er bedre bilister end mænd, så de kan vel også køre en rendegraver«.
Torsdag udkom forfatteren og journalisten Gretelise Holms nye bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’ Anledningen er, at det i morgen er 100 år siden, danske kvinder efter 22 års træg kamp og ti forkastede lovforslag langt om længe fik deres første stemmeret – til kommunalvalgene.
En håndbog om ligestilling
Bogen indeholder 30 spørgsmål og svar om køn og ligestilling suppleret med mange faktuelle oplysninger.
»En håndbog om ligestilling for alle, både kvinder og mænd«, kalder Gretelise Holm bogen, hvor hun i de 30 spørgsmål agerer sin egen djævlens advokat.
Fra titlen ’Hvorfor er feminister så snerpede?’ til spørgsmål som ’det handler vel om kvalifikationerne og ikke om kønnet?’, ’skal kvinderne nu til at være som mænd?’ eller ’skal familierne/kvinderne ikke frit kunne vælge, hvordan de vil leve?’.
»Jeg har stillet alle de spørgsmål, jeg har hørt folk sige i 40 år og selv svaret på dem. Jeg har da tænkt på, om der er et dumt, nedrigt spørgsmål, jeg ikke stiller i bogen, men jeg har ikke kunnet finde det«.
I ’Hvorfor er feminister så snerpede?’ stiller Gretelise Holm alle de spørgsmål, som ligestillingsforkæmpere møder, når de vil bringe ligestillingsspørgsmålet ind i den aktuelle samfundsdebat.
At ligestilling er et relevant debatemne, argumenterer forfatteren faktuelt for. Det kan godt være, at ordet ligestilling keder danskerne, selv om det reelt er på dagsordenen i de andre skandinaviske lande og i øvrigt i de fleste andre lande i verden.
I udgangspunktet er Gretelise Holm vel også oppe imod en generel dansk opfattelse af, at vi allerede har ligestilling, så der slet ikke er noget at diskutere.
Men hendes bog dokumenterer ved hjælp af anerkendte, internationale og nationale kilder, at ligestillingen i Danmark på en række områder er enten en illusion eller ligefrem er gået tilbage.
En ligestillingsgyser
Selvfølgelig er ’Hvorfor er feminister så snerpede?’ ikke en spændingsroman på samme måde som Gretelise Holms roste krimier om journalisten Karin Sommer. Men hendes nye ligestillingsbog er nu alligevel en gyser på sin egen facon, fordi den minder om en række historiske omstændigheder, aktuelle facts og skjulte dagsordener, man let glemmer i det daglige, flygtige overblik.
Ulige behandling af mænd og kvinder her i landet har en tung og lang historie. Man skal langt op i det 20. århundrede (1967), før det blev legalt at reklamere for svangerskabsforebyggende midler.
Ikke før 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, Nina Bang. Og så sent som i december 2007 beregnede Danske Bank i en opgørelse, at reallønsindkomstforskellen mellem kvinder og mænd samlet set var 37,2 procent om året – svarende til 82.301 kroner.
Den forskel er større, end den var for nogle år siden, siger Gretelise Holm:
»Heldigvis er det på langt de fleste områder gået rigtig meget frem i de seneste 100 år. Men i de senere år har danskerne på ligestillingsområdet tabt deres plads i den internationale elite. Når vi ser på den internationale ligelønsliste, scorer vi meget lavt. Vi ligger bagefter«.
Historisk perspektiv
Der er mange illustrerende citater i Gretelise Holms nye bog. En del af dem står i udgivelsens første del, hvor forfatteren giver et historisk perspektiv over, hvad der skulle til for at få indført kommunal valgret til kvinder i 1908.
Adskillige mandlige politikere argumenterede imod kvinders valgret med argumenter, der reducerer kvinder til mænds slaver. En af dem var den jurauddannede Hugo Egmont Hørring fra partiet Højre.
Mens han var indenrigsminister i 1895, gik han på Folketingets talerstol og afviste et forslag om at give kvinder stemmeret til kommunalvalg med den begrundelse, at vælgerne skulle være ’uberygtede’.
For mænd ville det sige, skriver Gretelise Holm, at »de ikke måtte være dømt og straffet for en vanærende handling«.
Angående kvinder var det seksualiteten, man havde fat i. »Når det gælder kvinder, kender vi meget vel en berygtethed, som stammer fra et helt andet forhold, nemlig kvinders forhold i sædelig henseende«, sagde Hugo Egmont Hørring i Folketinget 25. november 1895 og udtrykte dermed, at kvinders seksualitet efter hans opfattelse var syndig i modsætning til mænds.
Gennemskuelig dobbeltmoral
Udtalelsen faldt under den såkaldte sædelighedskamp, der blandt andet handlede om, hvorvidt kvinder kunne have samme seksuelle rettigheder som mænd.
Den dag i dag er der, tror Gretelise Holm, en tendens til at forskelsbehandle drenges og pigers seksualitet:
»Jeg tror, der stadig er levn fra den opfattelse, som eksisterede, da jeg var ung: at en dreng kunne være en rigtig scorekarl på den positive måde, mens en pige blev kaldt billig. Jeg kan huske, at den dobbeltmoral trickede mig, før jeg fyldte 20. Den debat fører tilbage til sædelighedskampen i slutningen af 1800-tallet. Man lægger en del af kvindens liv til last for noget, som er menneskeligt for begge køn«.
Nødvendige rappenskralder
Et andet citat i bogen er en graffiti begået af en anonym signatur: »Det skal aldrig være muligt at lukke munden på en møgkælling«.
Gretelise Holm er en dame, man ikke kan lukke kæften på, selv om hun ikke betragter sig selv som en møgkælling. Så hellere en rappenskralde i den alder, hvor man har mod på at pege på, at mænd og kvinder stadig ikke er økonomisk og politisk ligestillede. Og i øvrigt kender til at politisk spil langtfra altid er rent spil.
»Siden Thit Jensens dage har kvindesagskvinder altid været gamle rappenskralder«, siger hun på et tidspunkt og uddyber ved at fortælle, at unge piger er mindre modtagelige over for ligestillingsspørgsmål end kvinder, der for eksempel har oplevet, at omsorgsarbejdet i hjemmet i forbindelse med barnefødsler tages for givet og er ulønnet, og at arbejdsmarkedet ikke honorerer mænd og kvinde lige.
Ubevidst forskelsbehandling
Lønninger, pensioner og roser gives stadig i ulige portioner efter køn. Det sidstnævnte oven i købet ubevidst. Selv feministiske folkeskolelærere bedømmer ifølge Gretelise Holm drengeelever mildere end pigeelever:
»Man kunne tække huse med alle de undersøgelser, der handler om, hvordan vi ubevidst behandler drenge og piger forskelligt. Jeg oplevede det selv en lille smule, mens jeg underviste på Journalisthøjskolen. Jeg opdagede, at jeg hurtigere huskede drengenes end pigernes navne«.
Gretelise Holm refererer til en amerikansk undersøgelse, der foregik over 40 år. Et symfoniorkester skulle ansætte nye musikere. Når ansættelseskomiteen kunne se de aspirerende musikere, blev kvinder i høj grad valgt fra. Da man derimod gemte ansøgerne bag et scenetæppe, antog man lige så mange kvinder som mænd.
Tørklædet gøres til syndebuk
Ligestillingsemnet er blevet sat i skammekrogen i Danmark. Det er ikke sket i de andre skandinaviske lande og faktisk ikke i de fleste andre lande. I Danmark er det næsten pinligt at beskæftige sig med det. Kun på ét punkt mener man, at det er relevant at tænke over, siger Gretelise Holm:
»Det er i forbindelse med en minoritet af tørklædeklædte muslimske kvinder. I debatten fremstilles det, som om det store ligestillingsproblem er tørklæderne, men for eksempel ikke den manglende ligeløn. Det er helt ude af proportion. Det er både dumt og ondskabsfuldt, at man tager en svag minoritet og gør den til syndebuk.
Relativt få kvinder går med tørklæde, og det gør man alligevel til et debatemne i Folketinget og i jeg ved ikke hvor, selv om det turde være et større ligestillingsproblem, at vi ifølge Danske Bank har en reallønsindkomstforskel mellem mænd og kvinder på 37 procent«.
I Danmark har det politiske flertal simpelthen valgt at udlicitere ligestillingsdebatten til et spørgsmål om muslimske kvinders tørklæder, mener Gretelise Holm.
»Nogle af de mennesker, som i 70’erne bekæmpede kvindernes frigørelse og ligestillingsbevægelsen, rejser i dag land og rige rundt for at fortælle, at ligestilling er en dansk kerneværdi, og vi derfor skal være imod muslimerne.
Jeg siger ikke, at muslimer ikke har ligestillingsproblemer, for det har man i alle kulturer overalt i verden. Men det er ondskabsfuldt at lægge hovedvægten på muslimers ligestillingsproblemer her i Danmark, hvor vi for tiden ligestillingsmæssigt sakker bagud. Desværre er det typisk for debatten«.
Glødende feminist
Stemmen har talt sig varm. Gretelise Holm har beskæftiget sig med kvindepolitik i mange år. Hun kan sine facts og sine kilder på fingerspidserne, og iført en rød grønlandsk jakke og et tindrende engageret blik lever hun overhovedet ikke op til fordommene om, at feminister er snerpede, kedelige nypuritanere. Hun gløder.
Fingrene piller ved tørklædet om håret, når hun tænker sig om, inden hun fortsætter med at tale om kvindesag, hvis historie er tung og lang, og hvis væsentlighed i nuet og over en bred kam negligeres:
»I Spanien, Tyskland, England, Sverige og mange andre steder diskuterer man ligestilling. I Danmark er der måske ikke højt nok til loftet til at rumme det. Måske er vi for provinsielle. I hvert fald har vi en politisk stemning, der indikerer, at ligestilling er noget, vi har ordnet, og nu må kvinderne bare tage sig sammen.
Selv om vi både med hensyn til kvinders indflydelse ligger så langt tilbage i Europa, at kun Malta og Cypern ligger lavere end os. Og selv om vi ligelønsmæssigt ligger på en 39. plads i verden.
Apropos muslimer: Vi ligger lavere på listen end De Forenede Arabiske Emirater, Botswana og Gambia. Både det og kvindernes manglende indflydelse peger på et væsentligt demokratisk problem«.
