Egentlig hælder jeg mest til den nypuritanske tankegang, at en forfatter skal lade sin tekst være i fred, så den kan leve sit eget frie tolkningsliv, når først den er sendt ud i verden.

Det andet pjank med at turnere rundt og læse op af egne værker virker provinsielt på den forsamlingshusagtige måde, hvor giraffen trækker mere end litteraturen selv. Men bøje sig må man. Dels over for en litteraturteoretisk mode, der som reaktion på års kliniske berøringsangst over for alt, der har med den v-i-r-k-e-l-i-g-e forfatter at gøre, tilsyneladende ikke kan få nok af at rode og rage i de biografiske data, der knytter sig til tidens populære forfatterkoryfæer.