Dianna Vangsaa er en garvet indlæser af den klassisk dannede skole.

Hendes baggrund som skuespiller fra Odense Skuespillerskole er mærkbar – på en dræven og afdæmpet facon. Hun spiller ikke replikkerne, men er på den anden side heller ikke bange for at bruge stemmen som fortælleteknisk instrument, hvor betoninger og nuanceringer lægger en eller anden fortolkningsramme for teksten. Når man skruer op for Siri Hustvedts ’Det jeg elskede’, indlæst i 2006, lyder Vangsaa først lidt brysk, næsten vredladen og i hvert fald blottet for den finhed, jeg selv altid har forbundet med Hustvedts ord. Diktionen emmer heller ikke af belæsthed. Men efter noget tid vænner man sig til Vangsaas mørke klang og håndfaste omgang med sproget. Man bliver tryg ved soliditeten og læner sig op ad den afmålte inderlighed: Sådan kan Hustvedt faktisk godt lyde. Især fordi Vangsaa kravler helt ind i personerne i de to nabofamilier i New York, forsvarer dem eller snarere det mangfoldigt menneskelige, som er alkymisten Hustvedts litterære grundstof.