0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Behersket inderlighed

Vænner man sig til den håndfaste sprogbehandling, føles indlæsningen af Hustvedts gennembrudsværk tryg.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dianna Vangsaa er en garvet indlæser af den klassisk dannede skole.

Hendes baggrund som skuespiller fra Odense Skuespillerskole er mærkbar – på en dræven og afdæmpet facon. Hun spiller ikke replikkerne, men er på den anden side heller ikke bange for at bruge stemmen som fortælleteknisk instrument, hvor betoninger og nuanceringer lægger en eller anden fortolkningsramme for teksten.

Når man skruer op for Siri Hustvedts ’Det jeg elskede’, indlæst i 2006, lyder Vangsaa først lidt brysk, næsten vredladen og i hvert fald blottet for den finhed, jeg selv altid har forbundet med Hustvedts ord. Diktionen emmer heller ikke af belæsthed. Men efter noget tid vænner man sig til Vangsaas mørke klang og håndfaste omgang med sproget. Man bliver tryg ved soliditeten og læner sig op ad den afmålte inderlighed: Sådan kan Hustvedt faktisk godt lyde. Især fordi Vangsaa kravler helt ind i personerne i de to nabofamilier i New York, forsvarer dem eller snarere det mangfoldigt menneskelige, som er alkymisten Hustvedts litterære grundstof.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce