0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når man er lykkelig ...

Mellem pointeret ironi og tilbageholdt tragedie: Jens Albinus læser Herman Bangs ’Ved vejen’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Herman Bang kunne bare det der med damer.

Nu nok mest: de ældre damer. Og allermest – når han læste op.

Om hans oplæsningskunst hedder det i 1904: »Bedst er han, naar han laver gamle Damer (…). En Betoning, en Bevægelse, en Ansigtsrynke, der siger alt; af saa smaa Midler er det, at Herman Bang skaber den store Virkning«.

Vi ved, hvordan Bang så ud – den lille, aparte krop – og vi ved også fra karikaturtegningerne, hvordan han læste op: med arme og hænder! Hvor han mislykkedes som skuespiller, dér brillerede han som oplæser – ja, mere end det. Som han skrev sine romaner, således spillede han dem som netop: scener.

Der flagres fornøjeligt
Så meget for at sige, hvad Jens Albinus som oplæser af ’Ved vejen’ er oppe imod. Den sceniske roman kræver virkelig sin skuespiller, skønt det også er med højrisiko for at overspille. Er Jens Albinus mand for at tage vare på de bangske damer? Det er han! Enkefruerne og frøkenerne får deres – her flagres fornøjeligt. Mændene er heller ikke uefne; særligt vellykket er scenen, hvor Bai hygger sig i drikkelag med proprietærerne; Katinka sidder med ... dødssyg. Ironien får her en god, pointeret krop, mens Albinus langt mere tilbageholdt – rolig og dog tilpas urolig – plejer tragedien: den stille eksistens.

Hvor meget man end selv får lyst til at instruere undervejs – nej, for satan, ikke sådan! Ja, ja, netop: sådan! – så sidder mange af Bangs replikker lige i øret. Som når det hedder: »– Når man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig«. Albinus siger det, også uden at røre sig. Hvorefter man, som Katinka, farer let sammen ...

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce