Herman Bang kunne bare det der med damer.
Nu nok mest: de ældre damer. Og allermest – når han læste op. Om hans oplæsningskunst hedder det i 1904: »Bedst er han, naar han laver gamle Damer (…). En Betoning, en Bevægelse, en Ansigtsrynke, der siger alt; af saa smaa Midler er det, at Herman Bang skaber den store Virkning«. Vi ved, hvordan Bang så ud – den lille, aparte krop – og vi ved også fra karikaturtegningerne, hvordan han læste op: med arme og hænder! Hvor han mislykkedes som skuespiller, dér brillerede han som oplæser – ja, mere end det. Som han skrev sine romaner, således spillede han dem som netop: scener. Der flagres fornøjeligt Så meget for at sige, hvad Jens Albinus som oplæser af ’Ved vejen’ er oppe imod. Den sceniske roman kræver virkelig sin skuespiller, skønt det også er med højrisiko for at overspille. Er Jens Albinus mand for at tage vare på de bangske damer? Det er han! Enkefruerne og frøkenerne får deres – her flagres fornøjeligt. Mændene er heller ikke uefne; særligt vellykket er scenen, hvor Bai hygger sig i drikkelag med proprietærerne; Katinka sidder med ... dødssyg. Ironien får her en god, pointeret krop, mens Albinus langt mere tilbageholdt – rolig og dog tilpas urolig – plejer tragedien: den stille eksistens. Hvor meget man end selv får lyst til at instruere undervejs – nej, for satan, ikke sådan! Ja, ja, netop: sådan! – så sidder mange af Bangs replikker lige i øret. Som når det hedder: »– Når man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig«. Albinus siger det, også uden at røre sig. Hvorefter man, som Katinka, farer let sammen ...
