Når der kommer en ny krimifortælling af Arnaldur Indridason, som der gjorde torsdag i denne uge, gælder det bare om at skaffe sig bog og læsetid, så bekendtskabet med Erlendur Sveinsson og hans hold af opdagere fra kriminalpolitiet i Reykjavik kan (gen)optages. ’Manden i søen’ er Indridasons fjerde i serien oversat til dansk, men man kan begynde, hvor man vil. Udviklingen i den tungsindige, men træfsikre politimands privatliv går i et tempo, så vi alle kan være med. Således ved læseren heller ikke efter denne roman, om Erlendur vil få et bedre forhold til sine børn, hvorvidt han nogensinde finder resterne af den lillebror, der forsvandt i en snestorm, eller om det vil lykkes ham at blive kæreste med (den gifte) retsmediciner Valgerdur. Utålmodige læsere vil nok efterhånden slå sig i tøjret, men denne anmelder synes, at det seje træk på privatfronten er en hyggelig base i historierne om uhyggelige mord. En enkelt af de røde tråde i Erlendur Sveinssons liv nærmer sig en sløjfe, men der er stadig mange løse ender, der kan slås knuder på i kommende romaner om den plagede politimand med den høje opklaringsprocent.
Interesse for folk der forsvinder
Erlendur Sveinssons store interesse er folk, der forsvinder, så da et skelet dukker op, fordi vandstanden i søen Kleifarvatn på mystisk vis falder, lader han afspadsering være afspadsering og går i gang med at løse gåden. Skelettet har hul i kraniet, en bestemt mængde svovldioxid i knoglerne og en gammel sovjetisk radio bundet om halsen. Og Erlendur og kolleger må søge 50 år tilbage i tiden, hvor de støder på den måske eneste islandske spion i nationens historie.
Sådan er plottet – men det er slet ikke det vigtigste. For sammen med skelettet, dukker der, som altid i Arnaldur Indridasons romaner, gode gamle islandske temaer op, og det er det, der gør hans bøger til mere end krimier.
Først og fremmest er der den mystik, der ligger i, at den islandske natur gør, som det passer den: Sender vulkaner i udbrud, skaber nye øer eller som her lader vandstanden falde i søer. Faktisk er overfladen af den store Kleifarvatn-sø på halvøen Reykjanes blevet reduceret med 20 pct. efter et jordskælv i år 2000. Men når vandstanden i romanen stiger igen, så snart mordet på manden i søen er opklaret, må det være Indridason, der skruer op for hanen med magisk realisme.
Et andet islandsk tema er samfundskritikken – af en forbrugernation i firehjulstrækkere »som alligevel ikke havnede i mere ufremkommelige situationer end i trafikknudepunktet på Miklabraut«.
Og så det uundværlige plot fra sagaernes tid: Mennesker, der forsvinder. I snestorme, på højsletter, i havet og på bunden af søer. De savnes, ledes efter og skrives om.
Manden i søen
Fortællingen i ’Manden i søen’ løber, sådan som forfatteren holder af det, i to spor: Et nutidigt, hvor vi følger politiets arbejde med at opklare mordgåden, og et datidigt fra dengang offeret levede. I denne bog er det tilbage i 1950’erne, dengang DDR inviterede unge (islandske) kommunister til at læse ved universitetet i Leipzig med alt betalt, og det spæde Stasi hvervede spioner blandt de studerende.
Det, der skete dengang i Østtyskland, får læseren fortalt gennem en af de studerende, Tomas, og dermed er man hele tiden et skridt foran politiet, der selv må stykke beviserne sammen på egen hånd. En både behagelig og dynamisk situation at blive sat i.
Og datidssporet går hen og bliver helt gribende, da de unge mennesker oplever, at drømmene ikke gror ind i himlen, men snarere ender på bunden af om ikke sagosuppen så af Kleifarvatn.
’Manden i søen’ er en mesterlig roman, som giver blod på tanden til at læse eller genlæse alle Arnaldur Indridasons krimier. Også for de læsere, der måske er kørt træt i den populære genre. Der er i al fald meget lidt femikrimi over Indridason.
