0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når det sekulære samfund løfter den kristne pegefinger

Nutidens fedmebehandling trækker på en kristen tradition for at udøve magt gennem omsorg. Men mens præsten drog omsorg for sin flok for at sikre sjælens frelse, drager velfærdssamfundet omsorg for sine medlemmer for at sikre kropsligt velvære – og dermed spare på hospitalsudgifterne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er sekularisering?

Det har der længe været to dominerende, men gensidigt ekskluderende teorier om. Den ene opfatter sekularisering som samfundets ’afkristning’, dvs. som den proces, hvor samfundet skiller sig af med alt religiøst arvegods for at legitimere sig selv på et rent verdsligt grundlag. Den anden teori hævder, at det sekulære samfund – demokrati, velfærdsstat etc. – er et direkte produkt af kristendommen, således at sekulariseringen må ses som en dynamik inden for religionen selv.

I bogen ’Pastoralmagt – om velfærdssamfundets kristne arv’ ønsker teologen Mads Peter Karlsen at bidrage til en nuancering af sekulariseringsteorierne. Han ønsker med andre ord at pege på en tredje mulighed mellem sekularisering som afkristning og sekularisering som videreførelse, og til det formål introducerer han begrebet – eller fænomenet – ’pastoralmagt’. Når ordet ’magt’ indgår i titlen på en idehistorisk undersøgelse, behøver man ikke være clairvoyant for at kunne gennemskue, at det nok på en eller anden måde har noget med Michel Foucault at gøre. Og det har det da også her. Pastoralmagt er et begreb, Karlsen har fra Foucault, og hans egen undersøgelse støtter sig også eksplicit til franskmandens ’vidensarkæologiske’ metode.

Pastoralmagt er en særlig ledelses- og styreform, der er opstået i kristne menigheder, hvor hyrden, altså pastoren, »gennem en konstant og målrettet omsorg« skulle sørge »for såvel flokken som helhed som alle dens medlemmers velbefindende«. Som magtform er omsorgen subtil. Den befaler ikke og undertrykker ikke direkte, men sørger gennem empatisk spørgen og lytten for, at individet kaster sig ud i selvransagelse, der kan hjælpe til at indse egne fejl og mangler. Dermed udøves der stadig magt, men på en sådan måde, at individet føler, det er til hans/hendes eget bedste.

Hjælp til selvhjælp
Gennem en længere historisk undersøgelse viser Karlsen, hvordan denne omsorgstænkning og hjælp til selvhjælpstænkning langsomt, men sikkert gled over i den socialpolitiske diskurs i løbet af 1800-tallet. Bogens sidste del demonstrerer pastoralmagtsformens tilstedeværelse i den aktuelle fedmediskurs, dvs. i vores opfattelse af, hvordan de overvægtige bedst kan bringes til at hjælpe sig selv til at smide de overflødige kilo.

Ligheden mellem den pastorale ledelsesform og den aktuelle fedmebehandling er slående. I det hele taget får Karlsen overbevisende demonstreret, hvordan velfærdssamfundet baserer sin overvågning af og omsorg for sine medlemmer på teknikker og praksisser, der stammer fra den kirkelige organisation. Her betyder sekularisering altså ’videreførelse’.

Men en nok så afgørende forskydning har alligevel fundet sted. Mens præsten drog omsorg for sin flok for at sikre sjælens frelse, drager velfærdssamfundet omsorg for sine medlemmer for at sikre kropsligt velvære – og dermed for at spare på hospitalsudgifterne. Denne forskydning fra sjælens hinsidige frelse til kroppens dennesidige nydelse markerer, at sekularisering også – på dette niveau – må forstås som ’afkristning’.

’Pastoralmagt’ introducerer efter min mening ingen ny sekulariseringsteori; men den er med til at nuancere diskussionen og til at sætte os i stand til bedre at forstå den omstændelige og langtfra overståede historiske proces, som sekulariseringen er.