Det er ikke den første roman, Steve Berry lader foregå i København, eller i alle tilfælde delvis i København. Hans forrige, ’Tempelriddernes arv’, sluttede med, at hovedpersonen, Cotton Malone, blev antikvarboghandler i indre by. ’Alexandriaforbindelsen’ – som kan læses selvstændigt – starter med, at selvsamme boghandel bliver sprængt i luften. Dog når såvel Malone som hans ekskone Pam at redde sig ud. Som det var meningen, at de skulle. Forvirret? Det er der rig lejlighed til at blive, når Berry skriver. Det er så at sige hans stil, som han i øvrigt deler med et utal af andre spændingsforfattere: at skrive korte kapitler, der alle foregår et nyt sted, og som alle ender med en løs flagrende ende. Hvis ikke flere. Magtgale som bare Fanden Malone er tidligere amerikansk agent. En anden af hovedpersonerne er Stephanie Nelle, hans forhenværende chef i Washington samt ven. En tredje er også en nær ven, en gammel dansk rigmand Henrik Thorvaldsen, som er af jødisk afstamning, hvilket spiller en vis rolle i intrigen. Ny på banen er en anden rigmand, østrigeren Alfred Hermann, der fungerer som ’den blå stol’ i et gammelt netværk, Den Gyldne Vlies’ Orden. Her benytter man sig af en lejemorder, der selvfølgelig hedder Die Klauen der Adler, Ørnes Kløer. Skurke er stadig smånazistiske i Berrys verden. Og selvfølgelig magtgale som bare Fanden. Men det er nu oprindelsen til Bibelen, de magtgale vil have fat i. Det Gamle Testamente er jo ikke just historisk korrekt, som det vist er almindelig kendt. Men dermed jo ikke erkendt i religiøse kredse. Så det kan have politisk betydning i Palæstina og omegn, hvis man kan dokumentere en helt anden oprindelse for jødernes land. Så vi er derude, hvor Umberto Eco og succesen med ’Rosens Navn’ har ført os mangen en gang gennem årene: en fantasifuld blanding af fakta og fiktion, gerne af religiøs art, og gerne isprængt besøg på eksotiske, smukke lokaliteter, såsom gamle herresæder, kirker med flotte mosaikruder, slotte (som Kronborg) og skjulte ørkenklostre. Underholdende på en flyrejseagtig måde I ’Alexandriaforbindelsen’ har vi at gøre med det ødelagte egyptiske oldtidsbibliotek, som måske alligevel eksisterer i en eller anden form med sine skatte af original viden. Malones søn bortføres som en brik i spillet, han selv må udtræde af boghandlerrollen, der er jo heller ingen boghandel mere, og ekskonen skal med. Hun er selvfølgelig sådan en, der hele tiden skriger op og gør dumme ting, men er lidt tiltrækkende alligevel. Sådan er kvinder i den type bøger, der går over stok og sten, men alligevel ikke er rigtig spændende på en gribende måde. Personerne er skabeloner, der på mange måder er gammeldags, de er bare blevet ført op til vores tid med internet, mobiltelefoner og diverse lytteudstyr. Selv om det ikke er spændende, men kun fermt, er det alligevel ganske underholdende. På en flyrejseagtig måde. Ikke på den rigtige drengebogs facon som ’De tre musketerer’, der virkelig kan få blodet til at fryse til is og kinderne til at brænde.