Sådan er verden nu engang indrettet, siger man, når noget ikke kan laves om, eller man bare må indstille sig på vilkårene.
Det er en sætning, Agate bruger ofte, når hun belærer sin datter om, ja verdens indretning eller den balance af koldt og varmt, højt og lavt, godt og ondt, der fremstår som urokkelige grundstørrelser. Agate er den gennemgående jegfortæller i Vibeke Grønfeldts roman ’Indretningen’, der efterfølger ’Mindet’ og ’I min tid’, der tegnede et billede af livet på landet i Danmark, fra Agate bliver født i 1912 og frem til de voksne år op til Anden Verdenskrigs udbrud 1939. ’Indretningen’ følger hende og familiens forgreninger frem til årene efter krigens afslutning. Krigen er for så vidt fjern. Men med besættelsen 9. april er der en del, der får lagt de spirende nazisympatier til side, der var baseret på lige dele kommunistforskrækkelse og forestillinger om, at Hitler kunne få ryddet op i det hele. Nogle handler lidt med tyskerne, men de samme kan også skjule et par englændere på loftet, som er undsluppet et havareret fly – noget nær det tætteste, det lille landsogn kommer på krigen. Det giver stof i konkret forstand – faldskærmsstof! Fiks til det meste Agate er fiks til at sy, ligesom hun er fiks til det meste. Det lille landbrug drives med sikker hånd, malerforretningen hjælper hun sin mand med, og hun vil ikke have flere børn end Marita, der er syv år ved romanens begyndelse. Ét barn kan de sætte ordentligt i vej. AGATE HAR styr på det, hun er sådan én, der er dygtig. Hun har selvtugt. Du må ikke blive så strunk, at du knækker, erindrer hun, at faderen sagde til hende. Fyndord, sang- og salmestumper væves ind i hendes travle dagligdag ligesom hendes genkommende mantra: man tænker sig syg, man tænker sig rask, der kan varieres i det uendelige. Man tænker sig kold, man tænker sig varm. Det får hun brug for i kirken under et bryllup i isvinteren, hvor hele menigheden er ved at gå til i den bidende kulde. Bryllupsscenen kontrasteres af en begravelse i sommerheden. Den er optaget på film, og den ser landsbyens folk senere på året i vinterkulden. Vi er ikke til begravelse, vi er til film, må tilskuerne belæres om, da de klager over, at den sidste skovlfuld jord ikke er med på optagelsen. Sart humor og litterære finesser tør romanens bundfrosne lokaler op. Kulde og varme, liv og død – Vibeke Grønfeldt skriver tilværelsens yderpoler ind i en erindring af et dagligliv, der er husket ned til mindste rationeringsmærke og de skåle sød og frisk frugtgrød, der indtages de varme sommeraftener. Grøn Malerkonen Agate er glad for farver – olivengrøn, balsamingrøn, galtetandsgrøn, spanskgrøn, mosegrøn, nilgrøn … Og den blåblå himmel. Det er et sansemættet univers, der rejser sig fra siderne. Det overflyves af Agates tanker og fantasier: »Glasklar oktobermorgen renser luften for sommerens forplumrende grøde og utøj, og jorden er igen en næsten almindelig klode mellem andre kloder. Som var vi her ikke.
