Den 22. september 2007 begik den franske redaktør og forfatter André Gorz selvmord sammen med sin hustru Dorine, der var dødssyg.
De to havde ofte talt om, at ingen af dem ville bryde sig om at overleve den anden. Fuldbyrdelsen af ægteparrets pagt, der fik som resultat, at end ikke døden kunne skille dem, vakte opsigt overalt i Frankrig, hvor de boede. Jeg kan stadig huske min egen forbløffelse, da jeg læste om det fælles selvmord her i avisen. I min studietid havde jeg ladet mig inspirere af økosocialisten Gorz’ opgør med den klassiske arbejderkamp og hans fremsynede kritik af vækstsamfundet. Ikke et sekund havde jeg forbundet grundlæggeren af Le Nouvel Observateur med romantik og kærlighed på Hamlet-maner. Det vil jeg gøre fra nu af. ’Brev til D.’ er en lille, tynd bog, men hjertet, der banker i den, er stort. Gorz mødte sin Dorine et par år efter Anden Verdenskrig. Han faldt pladask for den unge englænderinde. Hun var belæst, vittig, fandenivoldsk – og smuk. Gorz troede dog ikke, at han havde en chance i hendes øjne. En østrigsk jøde, der led af ’revolutionær fiksering’, hvad skulle hun dog se i ham? En hel masse skulle det vise sig, så meget, at Gorz i brevet til sin hustru, der blev det sidste, han skrev, bekender, at han i alt, hvad han har præsteret, har været afhængig af Dorines uforbeholdne kærlighed. Undertrykt i årevis Nu er der jo ikke noget exceptionelt i, at ægtefolk kan være afhængige af hinanden. Eller at der meget ofte står en kvinde bag mænd, der rager op. Problemet for Gorz var i hans egne – aldrende – øjne, at Dorine i årevis var undertrykt af hans personlighed: »Du havde længe ladet dig kue af den bestemmende side af mig. Du fornemmede, at den var udtryk for en teoretisk viden, du ikke beherskede«, skriver den gamle mand, idet han samtidig indrømmer, at han hele vejen igennem har haft større behov for hendes mening, end hun har haft for hans, selv om det var ham, der var den kendte forfatter og debattør. I 1956 udgav Gorz en filosofisk anlagt selvbiografi med titlen ’Forræderen’. Kapitlet ’Dig’ sluttede med forfatterens erklæring om, at han aldrig ville lade sig skille fra sit livs kærlighed. Da Gorz skrev kapitlet, må han have været omkring de 30 år. En tænker parat til stordåd, personlig ven med Sartre: Her kommer min kloge bog og jeg – rul den røde løber ud. Halvtreds år efter føler han sig nødsaget til at korrigere sig selv på det skarpeste. Han finder, at det, han skrev om sin kone i selvbiografien, er fuldt af »gift« og »fornedrende og vansirende stød« rettet mod hende. Han oplever troskabsløftet i bogen som helt formelt, fordi han i stedet for at have skrevet om deres faktiske kærlighed valgte at intellektualisere over deres samliv på en måde, der er anti-kærligt og direkte forkert i de få konkrete beskrivelser af Dorine. Gorz bebrejder sig sin ungdoms »manifeste behov« for at hæve sig selv over det, som han levede, følte og tænkte. Smukt som en filosof Ved sin kones sygdomsleje tænker Gorz tilbage til den første forelskelses tid, og det gør han så smukt som nogen filosof: »Med dig forstod jeg, at lysten ikke er noget, man giver eller tager. Den er en måde at give sig selv på og kalde den andens given sig selv«. Gorz har et udtryk for det, som man kan opleve ved at leve sammen med et andet menneske, som er hele bogen værd. Om sin hustru skriver Gorz: »Du tilbød mig adgang til en dimension af supplerende andethed«. Dengang han endnu ikke havde erfaret komplementaritetens mirakel, var han principielt imod ægteskabet, som han betragtede som borgerligt og utidssvarende. Gorz, der var kommunist i sin ungdom, havde svært ved at begrunde ægteskabet filosofisk og spurgte sin elskede: Hvad bevis har vi for, at vores livspagt også vil kunne holde om ti år? Dorine svarede: »Hvis du forener dig med noget for livet, så gør I jeres liv fælles og undlader at gøre det, som adskiller eller går imod jeres forening. Opbygningen af jeres parforhold er jeres fælles projekt, det vil I aldrig blive færdige med at bekræfte, tilpasse og reorientere afhængigt af skiftende situationer. Vi bliver til det, som vi gør sammen«. Gorz var lige ved at vende den fælles fremtid ryggen, men indså klogeligt, at han havde fundet den eneste ene. Ikke nok med, at Dorine var livsklog og morsom. Han roser hende også for at have forstået, hvad det vil sige at være det, han var: skriver. En, der har brug for at kunne isolere sig når som helst, og som kan finde på at tage noter når som helst. Han citerer hende for at have sagt: »At elske en forfatter er at elske, at han skriver, så skriv!«. Det gjorde han så, på et tidspunkt i deres ungdom var Gorz seks år om at skrive et ulæseligt værk, mens Dorine forsørgede ham. Syg i 35 år Hun var syg i de sidste 35 år af sit liv på grund af et stof, der var blevet sprøjtet ind i hende i forbindelse med en rygoperation. Hun led af permanente smerter, men lærte gennem meditation at leve med dem. Hustruens sygdom blev også produktiv for tænkeren Gorz. Det viser sig, at en god del af hans opgør med teknosamfundet er båret af oplevelser, både gode og dårlige, som er afledt af hustruens sygdom. Langvarige ophold i hippielandsbyer i USA fik Gorz til at se på tilværelsen med nye øjne. »There is no wealth but life«. »Du er lige blevet toogfirs år. Du er stadig smuk, yndefuld og attråværdig. Vi har levet sammen i otteoghalvtreds år, og jeg elsker dig mere end nogensinde. For nylig er jeg endnu en gang blevet forelsket i dig«, skriver Gorz i denne smukke bog. Jeg har kendt ham som den manende selvforvaltningssocialist, der tidligt advarede mod den dag, hvor vækstsamfundet ville skabe en miljøkrise så dyb, at en ny form for totalitarisme, det økofascistiske samfund, kunne blive en realitet. Brev til D. har udvidet billedet betydeligt. Det er meget mere end en filosofisk sjæls forfængelige forsøg på at sikre eftermælet. Det er modig selvindsigt og livsvisdom af sjælden kaliber. Gorz’ generation var fuld af folk med et romantisk forhold til politisk radikalisme. Selv sluttede han af med et forsvar for den radikale romantik, som stadig giver genlyd. Den gamle samfundskritikers bog er en nøgle til et hemmeligt rum. I rummet var naturligvis – en kvinde.
