64 sysler og samlinger’, lige så mange som det antal år, hun har levet, kalder den stedse eksperimenterende billedkunstner Kirsten Justesen sin kvindehistoriske dagbog, som også er en udstilling på Kvindemuseet i Århus.
Den flotte bog viser billeder, ting, tekstfragmenter og madopskrifter, der har haft betydning for en kvinde født i Danmark under Anden Verdenskrig. Vi er blandt de selv- og kønsbevidste, kreative og/eller veluddannede kvinder med både Tvind-ophold og ridderkors i bagagen. Det er ikke fattige arbejderkvinder med dominerende mænd, for mange børn og ingen uddannelse som i Pia Fris Laneths ligeledes subjektive, prisbelønnede ’Lillys danmarkshistorie’ fra 2006 om sin egen slægt. Den suppleres fint af denne scrapbog. Og man kan ikke anklage ’64 sysler og samlinger’ for at være begrænset i klasse eller tid. Et eksempel: Året 1952 illustreres blandt andet af et stort sort-hvidt billede af en smuk, svævende ekvipage med kvindelig rytter. Og selv om jeg ikke engang var født på det tidspunkt, og selv om der ikke er noget markant og genkendeligt ved kvindens ansigt, ved jeg omgående, at det er Lis Hartel, der det år – efter at have været lammet af polio – vandt sølv i dressur ved OL. Lis Hartel var et ikon, for små piger måske endda ubevidst en rollemodel og i kraft af sin bedrift næsten finere end de kongelige. Private erindringer Jeg husker svagt, at min farmor og jeg stod uden for kirken og glanede og fik et glimt af den let haltende heltinde, da hendes datter blev gift! Denne private erindring kan virke malplaceret i en anmeldelse, men når kvinder fortæller historie, kombineres det private og det politiske, det intime og det offentlige. Kirsten Justesen og venindernes kollektivværk er et flot eksempel. Opbygningen er klar, hvert årti har fået et navn: Fyrrerne er pige-datter-årti, halvtredserne utilpassethedens årti, tresserne opbruddets årti, halvfjerdserne (gæt selv!) kvindekampens årti, hvorefter følger firsernes ’karriere’, halvfemsernes ’koncentration’ og 2000’ernes ’overskud’. Det overraskede mig, hvor meget jeg, der er født i 1954, fuldstændig genkender ting og tekster fra især bogens første halvdel. Kirsten Justesens far blev dekoreret af general Eisenhower, så krigen er meget mere nærværende i hendes første barndomsår end i mine ti år senere. Men den kolde krigs angst for den næste krig husker jeg. Og billederne af diverse lillepigekjoler får mig til at huske mine egne smock-syede. Under 1948 er der et flot billede af to tarteletter over for Elsa Beskows små skovnisser. I 1950’erne er kjolerne ternede, og der er Solgryn, Marie-kiks og prinsesse Margrethe som påklædningsdukke. Efterhånden kommer opskrifterne: på kiksekage, snobrød og havregrynskonfekt. De opskrifter er en lille genistreg, for de viser både tiden og barnets/den senere voksnes udvikling og smag. Efterhånden kommer diverse kager, buffet til månelandingen 1969 foran det sort-hvide tv (med bl.a. rejer og thousand island-dressing og spegepølse med ristede løg), siden lasagne og chili con carne (been there, done that!). Menuer og madopskrifter I firserne er det muslingesuppe og lammekølle og i halvfemserne foccacia og torskerognsmousse. Nogle af opskrifterne er – meget betegnende og lidt blæret – skrevet på manusark til Dagbladet Information eller Aller Press. Menuer og madopskrifter minder om alle de måltider, en kvinde laver i sit liv, uanset status i øvrigt, og de indikerer omsorg, samvær og diskussioner omkring et bord. Men først og fremmest viser de, at madlavning har været en vigtig, nødvendig kompetence i disse kvindes selvforståelse; ikke noget, man gjorde et stort nummer ud af – man lærte det jo i skolen – men noget, en kvinde bare skulle kunne og derfor lurede, arvede og lærte af medsøstre og ældre slægtninge. Det blev lidt mindre fremtrædende i min generation, hvor mange lod mændene stå for maden. Måske er det på vej tilbage med madprogrammer og bøger for unge superkvinder, der forventes at kunne det hele? Kvinders erindringer er naturligvis ikke isoleret fra det andet køns: I 1972 udråber Jens Otto Krag Margrethe II til Danmarks dronning – men måske betød dronningen som rollemodel alligevel noget særligt for unge kvinder? Billedet fra 1963 af præsident J.F. Kennedy med sin lille søn i en båd er taget, få måneder før han blev myrdet – et lige så indlysende tyngdepunkt i den kollektive erindring, der vel kun er blevet overgået af de to flys torpedering af WTC i New York i 2001. Det billede er også med, adskilt af, blandt meget andet, firsernes guldjakke med enorme skulderpuder og Irmas sushi fra 1998 (allerede?), samt en laptop, en boremaskine og et digitalkamera – alle forfatterens egne. Kapitalisme og mænd Moderskabet synes decideret underspillet i generationens kvindeliv, måske fordi det er så længe siden? Eller fordi frigørelsen bestod i at underspille det? Men Kirsten Justesen poserer flot for Rigmor Mydtskov med to store sønner i 1984. (I øvrigt har de fyldige noter en tæt lille tekst af Vibeke Pedersen om forskellen på 70’er-feminister og postfeminister. Stikordene er kapitalisme og mænd, man kunne vel også have nævnt børn?). Jo nærmere vi kommer nutiden, jo mindre identificerer jeg mig med billederne og teksterne i ’64 sysler og samlinger’. Det er ikke så mærkeligt: Jeg var en sjællandsk bondepige, der kom til København med firetoget i 1974; Kirsten Justesen var en 30-årig politisk engageret billedkunstner, der kørte med klatten. Samtidig bliver billedvalget mere udadvendt og mindre intimt. Og dog: Kroppen kommenteres, om ikke andet i 2005 af den 6-årige, der siger: »Du ligner en død flue, mormor«. Ja, den vej skal vi alle, mormor eller ej. Ligesom denne scrapbog minder om det fælles, pirrer den med de eksempler, hvor vi er forskellige. For eksempel er Lis Hartels hest vistnok det eneste dyr i ’64 sysler og samlinger’. I min scrapbog (der næppe ville blive så interessant for offentligheden som denne) skulle alle mit livs kæledyr med.
