Siden Johan Winckelmann i midten af 1700-årene skrev bøger, der var som kærlighedsfulde klagesange til den forgangne græske kunst og kultur, bøger der blev grundlaget for arkæologien og kunsthistorien, har der været belæg for at afsynge klagesange over en samling udvalgte relikvier, når en kunstner skulle holdes i live efter sin død. Palle Nielsen (1920-2000) har til formålet fået en timebog, det vil sige en illustreret bønnebog over sit virke. Bogen er som en hellig bygning, et mausoleum eller en kirke, der rejser sig ikke kun i højden, men også i dybden. Palle Nielsen siger selv, det er den vej, kunsten skal. Den går nedad, for det er »fordybelsens vej«. Drengerøvsfascination af kroppe Med denne bog kommer vi helt ned i de lag af navnløs smerte og bundløs angst, der er lige så grundigt fortrængt i den enkeltes hverdag, som de ligeud og klovnagtigt udleveres til bedste i medierne. Dem bearbejder Palle Nielsen i sine intime grafiske blade. De er bygget op af rytmiske, monotone punkter og uhyre stramme strukturer. I strukturen bryder en drengerøvsfascination af kroppe, store bygningsværker og pludselig død igennem, og den dreng lever side om side med den voksne, ansvarsbevidste etiker, der banker sine mareridtsagtige visioner direkte ind i beskuerens krop. BIlleder man må lære at leve med Hvert motiv griber fat om øjenæblerne og tiltvinger sig direkte adgang til hjernen og kroppens inderste kringelkroge ved hjælp af perspektivets nådesløse fangarme. Hvert eneste billede holder al erkendelse fast i stilheden mellem de rytmiske slag af sort på hvidt. Øjet guides uvilkårligt fra figurerne til et forsvindingspunkt uendelig langt ude bagved og tilbage igen. Det nære bliver fjernt og det fjerne bliver så let at opfatte, at man falder direkte i den fælde for blikket, som Nielsens billeder er. Og du kommer aldrig fri igen. Palle Nielsens billeder kan forfølge ens hukommelse og drømme i årevis. Man kan ikke bagefter gå rundt i en by som Rom eller København, uden at man ser hans fantasier over arkitektoniske grundformer for sine øjne i glimt, mens man passerer gennem gaderne. Nielsens billeder er ikke bare billeder, man glemmer igen. Det er billeder, man må lære at leve med. Ny tekst af Nielsens tidligere elev Jo mere højtstående og velanset arrangørerne af en højtidelighed som denne timebog er, jo mere vægt giver det til den afdødes minde og betydningsfuldhed. Nielsens tidligere elev på Kunstakademiet, den velanskrevne maler og filminstruktør Jytte Rex, er bogens tilrettelægger og den, der har skrevet bogens nye tekst, der sætter Nielsens værk i relation til de større navne og strømninger i kunsthistorien samt fører ham op i vor tid, blandt andet ved at mene, at han nærmest profetisk foregriber scenerne fra terrorangrebet på World Trade Center året efter sin død. En nærmest religiøs handling Maleren og grafikeren Sys Hindsbo fortæller om sit møde med Nielsen på Kunstakademiet, og fra fortiden genlyder bogen af hyldesttaler og indfølende beskrivelser af hans værk fremført i kunstnerens levetid af to af dansk kunsthistories ubestrideligt største navne, nuværende direktør for Louisiana Poul-Erik Tøjner og tidligere overinspektør for den Kongelige Kobberstilssamling Erik Fischer. Særligt når man hører kunstneren selv tale, bliver bogens grundstemning klar. Vi er del af en nærmest religiøs handling. Nielsens egne ord lyder, som kom de fra en frelser, der er kommet til os igen for at minde os om det, vi er ved at glemme. Han kommer med en messende stemme og sære, dybe ord og indsigter. Her er et eksempel: »Vi glemmere eller fortrængere bevæger os dog. Vanviddet bliver klarere og klarere – og vanskeligere og vanskeligere at udgive for fornuft«. Det er som at gå i kirke for at høre Jesus’, altså Nielsens og apostlenes ord, altså Tøjners og Fischers, ord blive gentaget, samt for at få en prædiken med oveni af ’præsten’ Jytte Rex, der sætter ordene i nutidigt perspektiv. Kammerspil på en postmoderne operascene Det hele lyder på den ene side som netop det, vi alle trænger til i en tid som denne, nemlig en pegen tilbage på alt det, der bevæger os og ikke bare på alt det, der bevæger sig. På den anden side lyder det, som om en samlet, dansk modernismes kroniske, eksistentielle migræne over denne verdens ulykker og fortrængninger, der bliver genopført som et kammerspil på en stor, postmoderne operascene. Vil denne rumlen fra dybet mon blive hørt oppe på den skrigende overflade?