En stereotypi er en gentagen, ikke varierende adfærd, der ingen indlysende funktion tjener, ligesom det f.eks. kan ses hos menneskelige autister.

De kan være orale (typisk hos grise) eller lokomotoriske (hos dyr, der i den frie natur bevæger sig meget, typisk dem i pelsproduktionen eller i Zoologisk Have), og det er noget, de arme kræ tyr til, når de er understimulerede og keder sig i deres dagligdag: At udføre sådanne tilsyneladende meningsløse handlinger vækker endorfinerne med opiode peptider og mildner dermed såvel fysisk som mental smerte, giver nærmere betegnet et kick, der kan sammenlignes med det, som også joggerne i byens parker og langs Søerne tidligt om morgenen eller kort efter fyraften forsøger at opnå gennem deres, ofte ligeledes tvangsagtige adfærd«. Objektive iagttagelser Dette lange citat er en af de vellykkede passager i Charlotte Inuks nye bog, ’Store dyr’, hvor det gennem den dyrlægestuderendes fortællerstemme lykkes at kombinere de tilsyneladende objektive iagttagelser, man gør i studiet af ’store dyr’, med de subjektive og følelsesprægede iagttagelser, vi mennesker (også store dyr) gør os om vores og de andre menneskedyrs liv.