Når det kan lade sig gøre at skrive en novelle i verdensklasse, der hedder ’Mogens’, kan man da også udgive en roman, der hedder ’Tage’.
Det sidste har forlagsmanden Ken Barnewitz i hvert fald gjort. Som 56-årig debuterer han med en mandlig kriseroman, en jeg-fortælling om Tage eller Basse – eller Bims blandt visse tvivlsomme venner. En større social nedtur går forud for romanens begyndelse. Tage har mistet sit firma, sin familie og sin adresse på Frederiksberg og sidder nu i en lille lejlighed i Valby, hvor forfaldet er til at føle på – saniteten kalker til, nikotinen klæber til væggene, skidtet hober sig op, lugten breder sig, og fluerne svirrer i luften. Ved Ålholm Plads sidder Tage og følger med i togenes trafik og i lokalavisens dødsannoncer og fører statistik over sin egen puls. Lidt anstand forsøger han at holde – han lægger Weekendavisen ved, når han køber portere, og sørger for at tage en plastikpose fra Illum med til mødet med sin bankrådgiver. Han laver lister over ting, der skal gøres, men får dem aldrig gjort. Kaos og orden Anstrengelserne for at opretholde en vis orden ender da også med at fremkalde mere kaos og tragikomiske optrin. Flere mulige kvindebekendtskaber dukker op, som i drømmesyner, og forsvinder lige så hurtigt igen, fordi Tage opfører sig idiotisk. ’Tag dig sammen, Tage!’, tænker man unægtelig flere gange undervejs, men dermed gentager man bare den norm, som hovedpersonen ikke kan leve op til. Et glimt af et plot viser sig, da Tage går til en ukendt kvindes begravelse og efterfølgende vikles ind i hendes omgangskreds. Men ellers er der ikke megen udvikling i romanen eller i Tages liv, der står i stampe. Det er ikke årsagerne til Tages deroute, som romanen dvæler ved – de antydes knap nok. I stedet er det hans synsvinkel, der interesserer: Spørgsmålet om, hvordan samfundet ser ud fra bunden. Til grund for romanen fornemmer man en ambition om at fremstille totredjedelssamfundet fra den resterende tredjedels synspunkt. Tage er tilskuer til det liv, flertallet lever, og kritiserer det med karakteristisk staccato: »Fremgangen har måske gjort, at der ikke længere er plads til skævhederne«. Det er formentlig rigtigt, men problemet med hovedpersonen er dog, at han ikke er skæv nok til at bære det sympatiske projekt igennem. Det er gået skævt for ham, og han er ynkelig, men desværre ikke interessant nok til at gøre videre indtryk. Det grusomme krav gives der ingen dispensation fra i litteraturens verden.
