Det er nogle lange bogpauser, han holder sig, Nicolaj Stochholm.

Han brød igennem med digtsamlingerne ’Biografi’ og ’Sammenfald’ i begyndelsen af 1990’erne, hvorpå seks år fulgte, før samlingen ’Rekonstruktion’ blev sendt ud. Med den nye samling ’Aldrig mere’ bryder Stochholm endnu en bogpause, der har varet siden 2000 – otte år, hvor forventningerne har kunnet vokse sig store. Men han indfrier dem flot med den ny samling, der blander storslåede visioner, naivistiske bønner og bekendelser og ekstatisk erotik med figurdigte og typografiske punkteringer, som optræder med en puls og en rytme, der ikke sjældent giver metret modstand. Identitetsproblematikken, som er en rød tråd i Stochholms forfatterskab, har i den nye samling fået episk vingefang. Samlingens første del, ’Færden’, følger i fodsporene på Homers ’Odyssé’ – og dermed også på en kongerække af litterære forgængere, fra Vergil til Joyce og Walcott. Elementer fra denne antikke historie om søgen, som mange modernister har kunnet spejle deres rodløshed i, dukker op i Stochholms digte i form af den efterladte søn og ægtefælle samt lokkende sirener og faretruende Skylla og Charybdis. Hele samlingen er endda rammet ind af et sagn om den hvide rejsende, der er vendt tilbage »med dette liv, med denne sang«.
Hestene i Troja Det homeriske islæt viser sig også i samlingens anden del, ’Hestene i Troja’, der mere består af enkeltstående digte, dog afsluttet af fire elementariske testamenter: vandets, ildens, luftens og jordens. Det er i denne del, at samlingens stærkeste digt optræder, digtet ’Bombemål’, hvis titel lader hele den uspecifikke situation med betydning: »Helst ikke mig og min familie, min elskede der forstyrrer mig/ med sine øjne og perler i håret«, begynder det. Og det slutter: »helst aldrig mere/ allerhelst aldrig, aldrig igen«. Det definitive udtryk i samlingens titel, som også er titlen på en gammel Klichésang, bliver her til en gribende bøn og en besværgelse, som det jo for eksempel også er tilfældet i parolen og imperativet ’aldrig mere Auschwitz!’. Tredje og sidste del, ’Mimesis’, består af ét langt frenetisk digt, ’Fantombror’, vist henvendt til Michael Strunge – et digt, der både søger dybt ind i Jordens indre og langt ud i universet i desperat søgen efter hvile. »Mandskabet til bådene!«, kommanderer kaptajnen i digtet, for skibet synker, men lidt efter fremstår han som »ruineret helt der vælger at se det/ nye gennem underverdenens sektant [’sekstant’ burde det være]/ og befaler at vand i lungerne gør godt«. Ironien spiller ikke kun på det homeriske forbillede, men også på den omsiggribende tendens til at vende katastrofer, eksempelvis klimakatastrofer, til egen fordel, i hvert fald udi egen selvforståelse. »Intet er så skidt ...«, som jeg så en vinhandler skrive for et par år siden – om de gode årgange, som den globale opvarmning har frembragt. ’Aldrig mere’ sejler ikke i smult vande. Samlingen har bestemt været værd at vente på.