Japansk vask og strygning kaldte en af mine gamle venner det som regel, når hun syntes, at tingene var gjort godt – og især grundigt. Og grundighed er da også en kær gammel, japansk dyd. Ikke desto mindre kan det faktisk også blive for meget af det gode. Sådan føles Kirinos japanske krimi ’Ude’ i hvert fald lidt. Hendes prisbelønnede roman er temmelig god, den er på sin vis også ret dyb, og man bliver langsomt mere og mere opslugt af dens udsyrede psykologiske portrætter. Men for langsomt, desværre. 30 siderinden første mord Der går næsten 30 sider, før en af hovedpersonerne så meget som tænker på et mord. Og man forestiller sig uvilkårligt den knivskarpe thriller på 200 sider, som forfatteren her har smurt i et alt, alt for tyndt lag ud over mere end 500 sider. Resultat? Helt ærligt: Så meget gider ingen – ingen – at vide om den trivielle produktion af japansk fastfood. Heller ikke, selv om det kan læses som en, lettere anstrengt, metafor for det at arbejde metodisk. Heller ikke, når det skal skildre et venindesammenhold. Heller ikke, når det skal bruges til at vise den japanske hverdag med. Parteret og smidt ud som let brændbart affald Romanens femikrimi-plot er enkelt. En kvinde, der kæmper med deltidsnatarbejde og børn får til sidst nok af sin feministiske kliché af en japansk kontormand. Han er uduelig, fordrukken, han gambler – det er helt efter bogen. Så hun kværker ham i en livrem. Og nu skal veninderne fra madfabrikken så i fællesskab partere ham og smide ham ud som let brændbart affald. Herfra udvikler plottet sig. Ikke mindst, fordi disse kvinder er umådeligt cool til at skille sig af med – også andre – lig. Og fordi en af skikkelserne i kanten af bogens drama kun kan få den op at stå, hvis han dræber de kvinder, han voldtager. Metafysisk-sexologisk studie Imidlertid er og bliver de eneste steder, hvor langmodigheden for alvor bliver et retfærdiggjort litterært greb, faktisk de grufulde parteringsscener. Slow-gru er en japansk specialitet. Man kender det fra både japanske bøger og film – men ikke mindst fra gyseren ’The Audition’, hvor en mand egentlig ’kun’ får skåret en fod af, men hvor det bliver skildret med sådan en nydelse og detaljerigdom, at det er en af de til dato klammeste film i filmhistorien. ’Ude’ kan lidt af det samme, når damerne beslutter sig for at droppe el-saven, fordi det sprøjter med bensplinter, rådne indvolde og levret blod i seje strint hen over deres ansigter, hver gang de starter den. Eller når de lirker sashimi-kniven ind mellem halsens hvirvler, der knaser imod kniven. Tak spids! I sidste ende bliver ’Ude’ faktisk et metafysisk-sexologisk studie i at se rødt. Kan den lille død – orgasmen – være sadomasochistisk forbundet med den store død, drabet? Kan man, kort sagt, komme af at forlade dette liv? Svaret får man først på de allersidste sider af Kirinos mursten, og det er spændende. Men man skal være ret glad for røræg og koteletsovs for at nå så langt.