Hvilken del af en drengs anatomi er det helt præcis, man skal skære bort for at skabe en kastrat, sådan som de tilbad dem i 1700-tallet? Hvad er en moderne kontratenor, og hvordan bærer han sig ad med at synge kastratroller, når han – himlen være lovet – ikke er kastreret? Hvad bestiller operainstruktøren og scenografen? Hvordan arbejder de sammen med sangerne, orkestret og dirigenten? Hvem sørger for kostumerne, lyssætningen og vand til solisterne, og hvor lang tid tager det at stable en hel operaforestilling på benene? Disse og mange andre spørgsmål, store som små, besvares i ’Opera i øjenhøjde’. Hverdagstøj i operaen Som titlen siger, gør bogen en dyd ud af at bringe et af tidens mest hotte og skræmmende kulturfænomener ned i nåhøjde. Derned, hvor den nysgerrige, der ikke kender Monteverdis eller Mozarts operaer i forvejen, og som ikke ved, hvad der er passende påklædning, når man skal en aften i operaen, sagtens kan være med. Det sidste – altså svaret på det med påklædningen – klares i overensstemmelse med sandheden ret let ved at affærdige badeshorts som den eneste form for beklædning, der ikke duer. Mange ved det ikke, men i Skandinavien er det helt i orden at have cowboybukser på i operaen. Ligesom det er helt fint med smoking eller lang kjole. Selv i Bayreuth lukkes man i dag ind i hverdagstøj, om end næsten alle kommer i minimum jakkesæt. Grinagtig afklædning af Heiberg Bogen er inddelt i tre akter, hvoraf den første er en gennemgang af operaens historie og de vigtige komponisters biografier. Præsenteret lettilgængeligt og præcist, imødekommende, personligt og sine steder rigtig morsomt. Som i den på samme tid rimelige og grinagtige afklædning af tekstforfatteren, teaterchefen og kritikeren Johan Ludvig Heibergs kasketroderi og miskalkulerede afvisning af italiensk opera til fordel for datidens vaudeville. Fagudtryk forklares, og faktabokse giver overblik over for eksempel de forskellige stemmetyper, man som operainteresseret gerne vil lære at kende forskel på og finde rundt i. Danske forhold inddrages i det internationale historiske rids. Næste sæsons mest hypede begivenhed Anden akt eller anden del af bogen trækker heftigt på forfatterens erfaringer og kompetencer som kunstnerisk medarbejder ved Den Kongelige Opera. Med kamera i den ene hånd og blok og pen i den anden gennemgår operadramaturgen produktionsgangen for en forestilling lige fra idéskitse til premiere ved hjælp af konkrete produktioner af forestillinger i Operaen. På den måde får læseren et smugkig ind i den kommende sæsons mest hypede københavnske operabegivenhed, nyopsætningen af Händels ’Partenope’ med kontratenoren Andreas Scholl. Ikke mindst denne del er superinteressant. Både for begyndere og erfarne operagængere, der her for alvor finder ud af, hvilket ufatteligt, kæmpeenormt apparat et moderne operahus er. Og hvor ekstremt mange mennesker – lige fra modister og snedkere til lysmænd, pr-folk og sangere – der er involveret i det op til fire år lange forløb, opsætningen af en nutidig operaforestilling er. Jordnær brugsanvisning Tredje akt er den praktiske guidedel. En jordnær brugsanvisning for operagængeren, der tages i hånden og vejledes med hensyn til alt fra billetkøb, valg af siddeplads i operaen, hvor man som nutidsdansker bedst køber sine opera-cd’er (i butikker eller – overvejende – på nettet), over det der med tøjet til adfærd, hvor tidligt man skal komme inden forestillingen, og hvad der er og ikke er god tone i et operahus. Henrik Engelbrecht, som i en årrække har været operachef Kasper Bech Holtens højre kunstneriske hånd på Holmen, er den rette til at skrive denne brugsvejledning. Uanset om det er Wagners ’Ring’ eller Léhars champagneoperetter, der trækker, får man en kort præsentation af musikken, komponisten og det, der ellers er værd at vide, når man vil opleve værket live. Serveret på en facon, som lukker ind i stedet for at lukke ude. Dramaturgen har fingeren på pulsen Man kan hævde, at forfatteren med sin bog prøver at lokke folk i Operaen, hvor han selv er ansat. Selv formulerer han det sådan, at han skamløst har udnyttet sin arbejdsplads. Her er alle billederne taget (forfatteren er faktisk en anstændig fotograf), og der er en hvervekampagne gemt mellem linjerne, det er klart. Men man kan ikke andet end indrømme dramaturgen, at han har fingeren på pulsen. Han har den opdaterede erfaring, og han bruger den. Også til at give endda yderst relevante tips om landets øvrige operascener samt om diverse udenlandske huse, man som dansker har mulighed for at besøge for eksempel under en ferie. Nodeeksempler og detaljerede værkgennemgange er her ingen af. Bogen er ingen traditionel operafører. Men selv om den nutidige, ’udannede’ læser også på dette punkt imødekommes, er bogen alt andet end unøjagtig eller leflende. Uden klunker eller teaterstøv Selv den mest velbevandrede operafan får nye anekdoter og ny indsigt – og så er bogen noget så sjældent som velskrevet og elegant perspektiveret med en sprogbrug og en brug af metaforer, der taler til læseren anno 2008. Både De Tre Tenorer og YouTube er stikord undervejs. Her er hverken klunker eller teaterstøv. Derimod en forfatter med stor viden, med den videndes overskud til engagerende formidling og med nosser til også at slå et slag for blandt andet det nutidige, instruktørdominerede operateaters sag. ’Opera i øjenhøjde’ er en meget anbefalelsesværdig ny dansk operabog. Den supplerer Gerhard Schepelerns ’Operabogen’, hvis man skulle have den på hylden i forvejen, men den kan også fint blive din første bog om opera.