Tilda og Elida er to gamle søstre på henholdsvis 72 og 78 år, der bor i deres forældres lille hus i en skånsk landsby. De sover i slagbænken i køkkenet, for det har de altid gjort. Forældrenes soveværelse har de ladet stå urørt, men en gang imellem går de ind og lægger sig på sengetæppet, der er syet sammen af kvadrater hæklet af garnrester. Så mindes de for hver kvadrat fordums tiders trøjer og halstørklæder. Et begivenhedsløst liv Søstrene lever et begivenhedsløst liv med helt faste rutiner. Ingenting forandres eller fornyes. De bruger det gamle, til det er slidt op, for de er opdraget til sparsommelighed, en dyd i et gammelt knaphedssamfund. Utilfredse er de ikke, det er også en moderne luksus, de aldrig har tilladt sig. Dette stof og univers er ikke ligefrem, hvad bestsellere plejer at være gjort af. Ikke desto mindre er Karin Brunk Holmqvists roman blevet en kæmpesucces i Sverige med over 100.000 solgte eksemplarer. Romanens titel er ’Potensgiverne’, og så kan man jo nok regne ud, at noget kommer der til at ske i skildringen af de to søstre, som forfatteren tager under kærlig-humoristisk bearbejdning. Stærkere sager Det, der vender op og ned på deres liv, er, at de bliver mødt med en imødekommenhed, de ikke er vant til. Da nabogården bliver solgt til sommerbolig for Alvar, må søstrene have den nye ejers tilladelse til fortsat at hente vand fra brønden, der til deres store bekymring ligger på hans grund. Tilladelsen til at gøre, som de altid har gjort, får de uden videre, og de inviteres tillige på en aftendrink. Det er stærkere sager, end de er vant til – både drinken og Alvars positive væsen. De ranker sig, da han betror dem opgaven at se efter hans hus, når han er væk, og de blomstrer op, når han besøger dem med mange rosende ord på læben: »Det føltes, som om de pludselig betød noget for nogen«. De går så vidt som til at flotte sig med nye kjoler for penge, de har sparet op i en gammel kaffedåse. De er fra en tid, hvor penge ikke er noget, man bruger, men lægger til side. Bevidst naiv og underspillet stil Der er dog ikke nok i kaffedåsen til at få toilet med indlagt vand i stedet for det gamle udedas. Men nu, hvor de er i gang med at gøre ting, de ikke plejer, finder de i al hemmelighed på at sælge et hjemmelavet potensmiddel, primært bestående af kaffegrums med lidt angustura og vodka, per postordre. Og midlet virker skam – dog næppe på grund af sine ingredienser! Det hele er meget humoristisk fortalt i en bevidst naiv, underspillet stil. Moralen er, at man godt kan tillade sig at nyde livet, og at den varme og venlighed, man udviser, får man tifold igen. Ligesom surhed og mistænksomhed. Godt humør Mest af alt minder denne morale mig om Kardemommeloven fra ’Folk og røvere i Kardemomme by’, der i al sin enkelhed lyder: »Man skal ikke plage andre,/ man skal være grei og snill,/ og for øvrigt kan man gjøre/ hva man vil«. ’Potensgiverne’ er ikke ligefrem en roman, der ryster én i ens sjæls grundvold, men en roman, der sætter én i godt humør. Det er jo heller ikke noget ringe resultat.