Den italienske tegner Roberto Innocenti er verdensmester på sit felt. Derfor modtog han i den forgangne uge Børnebogens Nobelpris. Langt ude er Roberto Innocenti i familie med den Fernando Innocenti, som i 1947 opfandt og udviklede den berømte og elskede Lambretta-scooter – kendt fra mange film – men det vil han helst ikke snakke om. Roberto Innocenti har sin egen piedestal i Firenze, hvorfra verden anskues i jordnære farver, hyperrealisme, detaljer – og tavshed. Der er eksempelvis dødstille i Auschwitz. Og et myldrende gadeliv i London anno Dickens er som set igennem et pansret vindue. »Tavshed er en del af gerningen«, medgiver Innocenti, »det er ensomt, munkeagtigt«. Og han tilføjer: »Det er nok, fordi jeg tegner noget, som ikke eksisterer mere. Jeg er i virkeligheden arkæolog!«. Research ind i tiden og tankerne Tegneren er kendt for sin akkuratesse. Det skal kunne ses, at der ikke var tid til at male vinduesrammerne i Hitlertysklands sidste dage. Og Pinocchios næse skal sidde og stråle det helt rigtige sted. En stor del af arbejdet består af research ind i tiden og tankerne. Det kræver koncentration at vise det, som ikke er. Men når grundtonen er lagt i al sin mørkhed, er denne tegner ikke langsommere end de andre. Han bruger mellem fire og otte måneder på en bog med billeder i. Til ’Pinocchio’ dog meget mere. »Spørg ham, om han aldrig har lyst til at eksperimentere med andre billedudtryk!« Det er en af Innocentis danske, eksperimenterende kolleger, der godt vil høre svaret. Og det får hun her: »Jeg benytter mig af mange forskellige udtryksformer, og jeg arbejder i forskellige teknikker. Jeg forsøger at trænge ind til kernen«. »Er du bevidst om, at du fortæller for børn?«, »Naturligvis! Men jeg har grundlæggende den opfattelse, at børn kan forstå alt. Og de er ikke bange for det komplicerede. Til børn tegner jeg figurer, der ligner. Der findes meget få eksempler på abstrakte billedbøger, som fungerer«. »Du stiller sikkert også store krav til materialerne?«. »Det er svært at få ordentligt papir nu om stunder«. Frossen fortid ’Rose Blanche’ er Innocentis mest kendte bog. Den fortæller om en tysk pige, der gennemlever Hitlertiden med al dens pomp og elendighed. Ude i skoven finder pigen nogle barakker med pigtråd udenom. Inde bag ved hegnet bor mennesker i stribede dragter med gule stjerner på brystet. I de sidste minutter af krigens ragnarok opsøger Rose Blanche lejren i skoven. Historien ender ikke godt. Det er billeder, der ætser sig ind i hukommelsen. Tavse og definitive tableauer. Frossen fortid. Klaustrofobien forstærkes af, at der ikke er blevet plads til at tegne en himmel over den lille tyske by. Bogen om ’Rose Blanche’ har haft en sær skæbne i sit eget land. Her udkom den først længe efter, at den var blevet berømmet over hele verden. Hvorfor det? »Det er ikke noget, der skal tales om hos os. Hitler og Mussolini skal helst glemmes. Så på en måde er bogen blevet mit eget personlige termometer på den demokratiske temperatur i Italien«. Du har selv oplevet krigen? »Jeg kan huske, hvordan hære af amerikanere og tyskere og canadiere drog igennem vores by. Det har været en kraftig inspiration til historien«. Du er blevet sammenlignet med maleren Brueghel den Ældre? »Det tager jeg til mig som en ros. Vi er også i familie med hinanden forstået på den måde, at vi begge to fortæller én stor historie i vores billeder«. Har du aldrig haft lyst til at male ’rigtige’ malerier? »Jeg har malet nogle billeder, men jeg vil hellere lave brugskunst – f.eks. plakater«. Postmoderne AskepotVi skal tale om tavsheden i dine billeder ... »Hvis det opleves sådan, er det, fordi stilheden er det stærkeste. Jeg forsøger at videregive en voldsom følelse i mine billeder. Og hvis de virker sådan, er det godt«. Ligesom stumfilm? »Der giver et særligt indtryk, når der ikke er lyd på«. Da Innocenti skulle illustrere Carlo Callodis eventyr om ’Pinocchio’, gravede han sig dybt ned i barndomsbyen Firenzes fortid. Sådan så der ud midt i 1800-tallet. Han kender hvert et hus og hver en mødding. Man kan næsten lugte fortiden midt i stilheden. Hvordan klarede tegneren så Dickens og hans tid? »Det er sjovt, du spørger, for til Dickens’ ’Juleeventyr’ blev jeg inspireret af to så forskellige ting som Gustave Dorés billeder og Friedrich Engels tanker om samfundets udvikling«. Roberto Innocenti fortæller, at han ofte er ude at tale om sit arbejde. Det er mest på skoler. »Og det er her, at mit arbejde bliver vidunderligt. Jeg ville ønske, jeg skulle leve hundrede år mere, så jeg kunne fortælle hundrede flere historier«. Lige nu arbejder Innocenti på et projekt, der skal dække hele 1900-tallet: »Man følger det samme hus gennem århundredet i det samme landskab. Jeg slutter i 1999. Så pusler jeg med en ny udgave af ’Askepot’. Jeg har tidligere lavet en fransk version, nu bliver det en postmoderne bog ...«. Hvordan postmoderne? »Det får du at se«. Forkærlighed for Kubrick Da jeg spørger, hvad der inspirerer kunstneren, nævner Innocenti ikke uventet tegneren Enki Bilal som en, han har respekt for. Corto Maltese kommer også på bordet. Men en særlig forkærlighed har Innocenti for Stanley Kubrick og hans film. Tegneren er ikke til at afbryde de næste ti minutter, mens han gennemgår de enkelte film og deres relevans for hans eget arbejde. Undervejs står vi alle sammen af – til sidst også Innocenti selv. Da den røde tråd skal samles op igen, slår han uskyldigt ud med armene og erklærer på sprudlende italiensk: »Jeg har altid sagt, at jeg taber mig selv i ordene, men at jeg genfinder mig selv i mine tegninger«.