Krabber napper snepper.
Prøv at smage på de ord. Er det ikke som at være barn igen, lege med lyden og fryde sig over, at ordene samtidig betyder noget? Ordene er hentet fra et »amoraliserende rablevers« skrevet af en ukendt englænder engang i 1400-tallet. Digtet fremmaner en nonsens-verden, hvor sødyr og luftdyr leger med hinanden, og hvor »kamel med egen uld ta’r fisk og fugle,/ og mus de mejer korn, med viftende hale«.
Jørgen Sonne har godtet sig, kan man mærke, som oversætter, kommentator og især versfinder. Han har botaniseret i underskoven af engelsk, fransk og italiensk lyrik fra år 1100 og sekshundrede år frem, fundet digte af de kendte og navnlig af de ukendte og så sat sine egne bemærkninger i scene rundt om digtene, fodnoter, der forklarer, minibiografier, der fortæller, og en stribe mikroessays til sidst i bogen om emner af betydning for sagen, om teologi og tro, om våsevers, om det materielle begærs rolle i sultens kultur og om det seksuelle begærs rolle i digtene, og om ord og melodi ikke at forglemme.
Sejlads
Her ovenover er en smagsprøve på denne overdådige bog. Digtets emne, sejlads, har været genstand for utallige digte. Ofte med gudelig finale, som i vor egen Ambrosius Stubs brug af motif’et (som Jørgen Sonne staver ordet), der slår fast, at Guds forsyn »det styrer så sikkert, hvor søen er slem«. Hos den godt to hundrede år ældre franskmand Mellin de Saint-Gellais er der også en morale, men from er den ikke. Blot en nøgtern konstatering af, at når festen er forbi, og havfruerne, der både får os op på dupperne og ned med nakken, er draget videre, så er der ikke andet tilbage af os end en spinkel fortælling, der er så ustabil og kortvarig som ... ja, som hvad?
Digtet slutter her, med en remse på fire ord, der i denne forbindelse betyder det samme. Brise, skygge, røg og drøm har det til fælles, at de forsvinder sporløst. Jørgen Sonne, der sprudler af meddelelseslyst, vil lige fortælle os i forbifarten, at sådanne synonymrækker blev moderne hundrede år senere: »Tætføringen af gloser i sidste linie bliver et yndet stiltræk i barokken«, skriver han, for han har arvet barokdigternes lyst til hjemmegjorte ord. Hvem andre ville sige ’tætføring’ om den handling at bringe ord sammen, der betyder det samme.
Bogen med den nøgterne titel ’Europæisk lyrik’ er ikke spor nøgtern. Den opsuger sin ophavsmands bedste egenskaber, hans lyst til ord, hans lærdom, hans vilde egenrådighed, hans glæde ved det prangende og hans enorme flid. Den er et ægte overflødighedshorn, hvilket i denne sammenhæng betyder, at der er en hel masse, men intet, som er for meget.
