Uppsala er endnu en gang rammen om Kjell Erikssons interessante udforskning af de marginale miljøer, hvor det er småt med optimismen, hvor forandring og fremmedhed er truende, og hvor vold altid er en nærliggende mulighed. En flok utilpassede indvandrerknægtes brandstiftende hævntogt mod det samfund, som de opfatter som de fjendtligtsindede »andre«, krydser en morders vej, og passer svært godt ind i en gruppe voldelige svenske racisters plan om at puste til frygten og aggressionerne ved at forøve et attentat mod et af det kristne Sveriges vigtigste symboler. Farlige forbindelser Erikssons faste heltinde, kriminalinspektør Ann Lindell, står i centrum af historien omgivet af den sædvanlige stab af politifolk, hvoraf nogle viser sig at have en særdeles belastende fortid og farlige forbindelser, som griber ind i de aktuelle sager. Ligesom i Erikssons tre foregående romaner på dansk er intrigen både intelligent og kunstfærdig, og skildringen af opklaringsarbejdet er spændende, men tynges en del af de mange og grundige redegørelser for personernes private tanker og følelser. Original og rørende En fin og nuanceret persontegning, vil mange sikkert mene, men denne læser har efterhånden fået nok af Ann Lindells besværlige forhold til den manuelt begavede ekskæreste og hans forsøg på at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Original og rørende er til gengæld historien om en gammel kurdisk hyrdes venskab med en svensk landmandsfamilie, som inviterer ham til at komme og besøge deres besætning for at dulme savnet efter de dyr, som han passede i det gamle land.