Det kan undre, at der bliver solgt så mange historiske romaner, når der nu findes en mængde herlige bøger, som beskedent nøjes med at være skrevet for længe siden, og dermed selv være historie. Den historiske roman taler til den antropologiske og sociologiske nysgerrighed, den graver gerne i omvæltningernes, krigenes og de blodplettede politiske intrigers taknemmelige stof, mens den tilhvisker læseren: Tænk nu, hvis du var dér, hvordan ville du så have klaret det, som andre førend dig har måttet klare? Spor efter en forgangen samtid Miguel de Cervantes’ 400 år gamle ’Eksemplariske Noveller’ indbyder netop til indlevelse, og det i to dimensioner. En social, hvor vi føres indenfor i sigøjnernes liv og kommer med på rejse til det katolske Spaniens ærkefjender, de muslimske tyrkere og maurere i øst og syd og de protestantiske englændere i nordvest. Og en individuel, hvor vi lever med i den dramatiske tilværelse for krigsfanger, galejslaver, kaperkaptajner, haremskvinder, stratenrøvere, falskspillere og forbyttede børn. I 1613 var det en indlevelse i samtiden – i 2008 transporteres læseren ind i en verden af spor efter en forgangen samtids indretning. Endda med den fordel for historieelskeren, at ingen anakronistisk tydning sætter sig igennem i fortællingens forløb. Usædvanligt heldige sammentræf Cervantes’ egen tydning af sigøjnere og tyrkere er selv et af sporene efter, hvad der faktisk blev vidst, tænkt og skrevet i den spanske guldalder. Altså tiden fra erobringen af Granada og Amerika omtrent frem til Trediveårskrigens besegling af nederlaget til de oprørske hollændere, der overtog magten over verdenshave og verdenshandel. Som også er tiden for digtere som Quevedo og Gongora, dramatikere som Calderon de la Barca og Lope de Vega, og så Cervantes, hvis ’Don Quijote’ stadig er spansk litteraturs hovedværk. Ligesom den episodiske fortælling fra Oldtidens romaner til 1800-tallets føljetoner er de eksemplariske noveller fulde af usædvanligt heldige sammentræf og bratte omslag i handlingens gang. Storsind er en væsentlig dyd Her er ingen smålige krav til den statistiske sandsynlighed for, at det ældre, spanske ægtepar, som har været fanger på et maurisk skib, der tilfældigt er blevet opbragt af den i al hemmelighed katolske engelske kaper Ricaredo, efter at være ankommet til England også kan genkende deres datter Isabela, der selv er blevet røvet af englænderne som lille, men i al hemmelighed har fået en katolsk opdragelse hos Ricaredos familie og skal giftes med ham. Det væsentlige er ikke begivenhedernes kæde, men hvordan personerne forholder sig til de umulige situationer, de befinder sig i. Heri ligger det eksemplariske eller ’lærerige’, som Charlotte Dorothea Biehl kaldte fortællingerne i den første danske oversættelse fra 1780. Oversætteren Rigmor Kappel Schmidt understreger i det fine ekstramateriale på www.husetsforlag.dk, at storsind er en væsentlig dyd i novellerne, ikke mindst gensidigt storsind som fælles forudsætning for at udfolde den menneskelige frihed i det sociale rum – et tema, hun også behandler i bogens gode efterord. Kærlighedens frihed I novellernes undtagelsestilstand er det især kærlighedens frihed, som manøvrerer for at blive realiseret. Det er, som oversætteren skriver, den sociale frihed og bevægelsesfriheden, Cervantes fokuserer på, mere end tidens religiøse opgør med kirkefaderen Augustins idé om, at vi fødes forudbestemt til frelse eller fortabelse. Men det hører med, at netop den spanske katolicisme og ikke mindst jesuiterordenen omkring år 1600 – modsat især den calvinske kristendom – udgjorde et miljø, hvor menneskets metafysiske frihed blev hævdet, så godt det nu kunne lade sig gøre. Prisværdig udgivelse Oversættelsen er letflydende og mundret (også de umulige brandere i beretningen om taskenspillerne, ’Rinconete og Cortadillo’, er genskabt med et vist held). Netop fordi Kappel Schmidt er forbilledligt opmærksom på, at historiske og geografiske egennavne også er rigtige ord, der skifter fra sprog til sprog, må det være tilladt godmodigt at anholde omtalerne af Filip II som ’Felipe’ eller af byen Lucca som ’Luca’. De er enlige svaler. Denne prisværdige udgivelse følger på Husets Forlag og Kappel Schmidts udgaver både af ’Don Quijote’, bind 1-2, og af ’Bind 1½’, dvs. pseudonymet Avellanedas ’uautoriserede’ fortsættelse til bind 1, fra 1614. Nu mangler vi omtrent kun ’Galathea’ og ’Persiles og Sigismunda’ for at have en noget nær komplet dansk Cervantes. Tak.
Bør læses med let sind Det er ikke alle, der kan goutere, at den pikareske genre består af sidespring og omveje. Jeg var i hvert fald glædeligt overrasket over at være spændt på, hvad der skete undervejs. Bør alt i alt læses med let sind i novelleportioner – en god gammel sag til natbordet måneden eller året ud.