Den irske Anne Enright vandt den fornemme Man Booker-pris sidste år for romanen ’The Gathering’. Titlen henviser til den sammenkomst, der optræder til sidst i romanen efter en begravelse. Inden vi kommer til den, har vi været vidne til et morads af minder og forestillinger om mulige hændelsesforløb, erindret og drømt af den 39-årige jegfortæller Veronica, der rystes i sin grundvold af broderen Liams selvmord. Hvordan man husker en familiehistorie Hun er den af de tolv søskende, der stod ham nærmest, og den, der tager fra Dublin til den sydengelske kyst for at identificere ham og informere den verdensfjerne mor om det skete. Hun indleder sin beretning med ordene: »Jeg kunne godt tænke mig at skrive ned, hvad der skete hjemme hos min mormor den sommer, jeg var otte-ni år, men jeg er ikke sikker på, om det skete i virkeligheden«. Romanen former sig som en lang undersøgelse af, hvordan man husker en familiehistorie, og hvordan man kan sætte ord på noget, der helt fysisk er gået ind i knoglerne på én, men aldrig er blevet formuleret for én selv eller udsagt til andre. Undersøgelsen handler om, hvordan »det at være del af en familie er den mest pinefulde måde at leve på«. Gætterier og konkrete minder Veronica er nedsænket i erindringernes hav og i spørgsmålet om, hvad der førte til den uregerlige og alkoholiserede brors selvmord. »Jeg tror ikke, at vi husker vores familier i nogen egentlig forstand. Vi lever i dem i stedet«, hedder det med en karakteristisk formulering, der sætter familie lig med skæbne og fører hende helt tilbage til at forestille sig bedsteforældrenes første møde i 1925 som det punkt, hvorfra familietraumerne tog sit udspring. Hele erindringsarbejdet får dermed præg af konstruktion, en kæde, der hele tiden slibes til og slibes om med en blanding af gætterier og konkrete minder. Seksualitetens rolle Det fremkalder et konstant forskydeligt billede af en familie med 12 børn og en mor, der er mindre og mindre psykisk tilstedeværende. På et tidspunkt er Veronica, Liam og en lillesøster anbragt hos mormoderen. En erindring om at have iagttaget et seksuelt overgreb på Liam dukker op. Er det forklaringen på hans forvildede livsforløb? Romanens form afviser at operere med bastante årsagsforklaringer – den vil fremkalde billeder. Familiebilleder. En del af Veronicas tanker kredser om seksualitetens rolle, ikke mindst om mandens had til den begærede kvinde. Et had, der ligger iboende i begæret efter den elskede genstand, fordi det gør manden hjælpeløs. Anne Enright lægger mange interessante overvejelser ind i sin jegfortællers mund og hukommelsesspor, der både indbefatter fortiden og hendes egen nutid. Rystende og tankevækkende formuleringer om sammenhængen mellem begær og had, der udmøntes i svævende impressionistiske øjebliksbilleder af skiftevis sarte og rå erfaringer. Original i sine iagttagelser Romanen er grum i sit indhold, virtuos i sit sprog og original i sine iagttagelser. Den handler meget om, hvad det vil sige at være – og være i – en familie. Et vilkår, man ikke kan undslippe ifølge romanen. Selv om Veronica i sit voksenliv er fri af den irske overfyldte familie og nu lever et helt almindeligt vellykket liv med en forretningsmand og to små døtre, slipper hun ikke for følelsen af at være en del af barndommens forkludrede slægt. I sin sørgende tilstand broderer hun videre på det erindringens fotoalbum, der aldrig falmer, men heller aldrig er tydeligt nok, indtil hendes nutid er ved at forsvinde og i øvrigt forekommer sært betydningsløs. Om faren ved dette fald bagud i tid ved Anne Enright rigtig meget.