Engang var læreren en autoritet, og en elev en elev.
Børnene fik måske nok tørre tæsk, men man lærte noget. Men så kom reformpædagogikken for alvor i 1950’erne, og et nyt menneskesyn blev introduceret: Man tog – frit efter Rousseau – nu udgangspunkt i barnets natur, dets behov og interesser. Livet skulle ind i skolen, og skolen ud i livet. Skolen skulle snart sagt være alt andet end netop skole. Og læreren? Han var nok stadig en autoritet, men var tillige blevet omsorgsperson. En pædagog.
