Det er ikke forkert at slå Christina Hesselholdt sammen med debutanten Jesper Nicolaj Christiansen, for de skriver begge to efter et koncept. Det kunne hedde: Fyndigt og frygtindgydende. Vi er nemlig nået til sommerens billedromaner fra dansklærernes eget forlag. Seriens redaktør Kari Sønsthagen afsøger hele tiden terrænet efter nye penne og ubeskrevne blade. Billedromanerne skal nå de læsetrætte, der står på kanten og kigger ned i analfabetismens sorte hul. De skal fanges ind med seje billeder og urovækkende historier. Det er altså mest drenge, som serien henvender sig til. Det fremgår især af billedsiden; men pigerne kan bestemt også være med. Bortført af dem slaskede krofatter En billedroman er ikke en graphic novel for mindreårige. Det er snarere en opdateret billedbog, som ikke lefler for lixtallet. Lidt mere grafisk spræl kunne dog godt snart være ønskeligt til at forny og forfine genren. I Christina Hesselholdts ’Værelse uden nøgle’ fortæller jeg-pigen om en ubehagelig kroferie på grænsen til Skotland. Omgivet af kviksand og dårlige vibrationer tager den lille familie fra London imod to lavloftede værelser. Pigens dør kan ikke låses. Det værste, hun hidtil har oplevet, er at blive bidt af en ged. Det kan være slemt nok. Men i denne historie bliver hun bortført af den slaskede krofatter, og mere skal ikke røbes hér. Det er et bindegalt sted, den lille familie er havnet. Og forfatteren lægger ikke bånd på sig selv. Det sker i samarbejde med tegneren Mads Themberg, der mestrer den rå, uroskabende realisme. Så sort og uldent kan der kun være ved den nordengelske, tidevandsplagede kyst. Billederne hamrer sig sammen med teksten ind i et frygtsomt hjerte. Ferie er farligt! Fede tider for de læsetrætte Og det er æbler også. Debutanten Jesper Nicolaj Christiansen er blevet matchet med Peter Snejbjerg, der har tegneserien i blodet (og pennen). Historien hedder ’Æblet’. Den starter med mobning, går over vild flugt – fra en frygtindgydende nonne – og ender i nærkontakt imellem drengen Lille Kris og Jesus på sit kors. Det meste af tiden er et stort æble i spil som pant på fred og frelse. I et efterskrift fortælles, at Lille Kris ikke blev drillet mere dén sommerferie. ’Æblet’ er bestemt lastet med bibelsk betydning, men det er ikke en nødvendig intertekstuel reference – som det hedder nu til dags – for at komme stakåndet igennem historien med en flok lømler og den hurtigt løbende nonne i hælene. Snejbjergs tegninger er usædvanligt passende. De er forsorne og lige ud ad landevejen. De har fat i nakkeskindet på en historie, der bugter sig i bakkedal. Dansklærerforeningens billedromaner har tromlet nye stier i børnebogens vildnis. Konceptet er blevet taget op af flere andre, men (endnu) ikke med samme originale legeglæde, myrekryb og dåselatter. Det er fede tider for de læsetrætte!